tirsdag den 18. oktober 2011

Hende den fyrreårige kattedame


Vi satser på at blive et forfærdeligt par – Bedsteveninden og jeg – når engang vi bliver rigtig gamle. Foreløbig er vi nu begge rundet fyrre. Sille med lovning om fødselsdagsrejer til kattene og så mig, der blev kaldt en gammel dame den anden dag. (Af en af ungerne i Caféen, som vel at mærke blev en smule rød i hovedet, da jeg takkede for komplimentet)


Styr på pindene


Jeg kan lige forestille mig det. Vi skal sidde gnækkende på en bænk, omgivet af the, strikketøj og miauvende katte. De skal miauve, for taskerne skal selvfølgelig også være fyldt med rejer til uddeling blandt yndlingene…

Men foreløbig satser vi på strikketøjet og theen – og lader rejerne ligge i fryseren. Så kan vi i stedet spise os mætte i kanelsnegle, pandekager, brownies, boller, æg, bacon, french toast, frugt og alt det andet, der er til overs fra Silles fødselsdagsbrunch. For der manglede ikke noget, og der er sikkert stadig overskud, den dag vi for alvor er gamle og skal sidde på en bænk.


Styr på pindene


Jeg har længe tænkt at fyrreårsdagen kunne bruges til introduktion af KnitPicks strikkepinde, for selvom jeg længe har været meget glad for dem, har Sille været knap så interesseret og strikket videre med hendes noget brogede udvalg af udrangeret værktøj.

Det viste sig at passe fint. For da hun manglede engang sidste måned, gav hun sig, købte et begyndersæt, og måtte indrømme at det virkede ret godt.

Altså købte jeg mere, syede et etui – stærkt inspireret af både Unikarina og Filihunkat. Selvfølgelig valgte jeg det lille stykke stof med katte, der lå i et hjørne af stofkassen, og for at fuldende lavede jeg en håndfuld matchende maskemarkører.


Styr på pindene


Jeg er ikke sikker på andet, end at etuiet kunne gøres endnu bedre og der godt kunne dukke et par ideer mere op. Men Sille blev glad, specielt for stoffet, der ikke kunne være valgt bedre, men også for ideen, hun ganske vist selv har haft, og lige så ganske selv kunne udføre, men endnu aldrig har fået gjort.

Dagen endte med alt for meget the. Jeg skulle tisse hele vejen hjem. Det er slet ikke rart, når hjemturen også indeholder proviantering til morgendagens heldagstur til Lejre.

Nu skal jeg så også bare have syet et etui til mig selv…

mandag den 17. oktober 2011

Med tungen lige i munden

 

Det var med noget bæven kanten på det igangværende grønne sjal blev nået. Som afslutning skulle hækles mange tunger af luftmasker. At hækling bruger mere garn end strik, var noget min mormor lærte mig for mange år siden, så efterhånden som mængden af garn faldt drastisk, voksede uroen for om der var nok tilsvarrende.

 

De sørgelige rester

 

Halvvejs gennem sidste vrangpind måtte jeg se i øjnene, at nok kunne alle vrangmaskerne strikkes, men så ville der heller ikke være mere garn tilbage.

 

Med skelen til billeder og mønster besluttede jeg at resultatet godt kunne bære et par pinde for lidt. Altså pillede jeg op, hæklede, pillede op igen og endte med et fint sjal, der lige nu ligger til tørre, udspændt med næsten hele beholdningen af nåle, og en lille bitte smule garn til overs.

 

Nærmest lige til øllet…

Byfornyelse og gamle minder

 

København oktober 2011

 

Mens weekendens strålende solskin strømmede ind ad vinduerne, nåede jeg så absolut ingenting. Planer var der nok af, men en ualmindelig ondsindet omgang menstruationssmerter fik gjort kål på alle gode intentioner. Sådan er det somme tider, det lever jeg fint med, og alt det jeg ikke nåede, når jeg nok en anden gang.

 

En plan var at symaskinen skulle på arbejde. Den blev fundet frem. Den troner stadig på spisebordet og i løbet af i går og i morges, lykkedes det faktisk også at færdiggøre et enkelt projekt, mens regnfrakken til Emilie endnu er nået længere.

 

Jeg ved ikke hvad det er, men jeg gider ikke sy. Jeg har masser af ideer og gode planer, men når det kommer til det rent praktiske, går jeg i stå. Gid jeg gad eller gid min  ugidelighed gad forsvinde…

 

Heldigvis er det stadig strålende sol udenfor. Det benytter jeg mig af, hopper på cyklen og kører mod byen. Småærinder bringer mig forbi både Jorun Garn, Sommerfuglen og Panduro. Hos Irma har de lækkert chokolade, og så er det tid til turen tilbage gennem et København der bærer præg af forandring.

 

København oktober 2011

 

København oktober 2011

 

Rundt om Rådhuspladsen er der gang i byggepladsen. Der graves og planeres. Der lukkes af og lukkes op. Det er ind imellem svært at gennemskue hvor færdselsårene begynder og slutter, men jeg tror det ender godt.

 

Allerede nu kan jeg se fine nye cykelstier. Så fine, at det næsten er synd at køre på dem. Jeg holder meget af at cykle. Nye cykelstier er så absolut et plus i  min bog.

 

Ved Jarmers Plads står ruinerne endnu, som et minde om at selvom der bygges nyt, udviddes og gøres godt, er der også meget gammelt og spændende i København. Byen rummer nærmest det hele, og jeg får helt lyst til at være turist i egen by – igen. Det bliver en anden gang, nu skal jeg hjem.

 

Jarmers Plads

 

Tilbage i Rødovre møder jeg både skilte, der indikerer nye cykelstier og børn, der glemmer at se sig for. Det første er dejligt, det andet forventeligt, og jeg stopper gerne op, for både gamle og unge, der i iver efter vand, svaner og ænder glemmer omverdenen.

lørdag den 15. oktober 2011

Forandring fryder

 

Sjal

 

Kanter med tankevirksomhed.

Nogen gange er det bare bedst, når det hele ikke kører pr automatik.

Pludselig er der kun ti mønsterpinde og de medfølgende returvrangmasker tilbage.

fredag den 14. oktober 2011

Starten er gået

 

Oktober 2011

 

Efterårsferien står for døren, og med den skolernes motionsdag. Iført løst tøj, løb Emilie ud af døren i morges, med en beslutning om højst at skulle lunte, og ellers helst gå de ti kilometer, klassen er blevet stillet i udsigt.

 

Motionsdagen er også en kortere dag end ellers. Så jeg er vej, både til tidligere mødetider, men også til at tage imod de af vores medlemmer, der ikke tager direkte hjem efter dagens løb, men har lyst til at tilbringe dagen sammen med de andre glade ferieramte elever.

 

Og når dagen er slut, står der er også ferie på mit skema.

Måske lidt for travlt

 

Selvom mit gæstebud skrumpede til en enkelt besøgende, betød det ikke mindre glæde, hygge, snak og strik. Endda så meget at jeg har strikket alt for langt på det projekt, der blev fundet frem i aftes.

 

Sjalsstrik

 

Jeg strikker sjal, og som de fleste andre sjaler er der masser af mulighed for forlængelse og flere pinde, hvis det er ønsket. Men skal kanten passe sammen med midterstykket, kræver det yderligere fjorten pinde frem og tilbage, hvilket sikkert kunne være fint, men som køkkenvægten og det resterende garn ikke er enige om vil fungere.

 

Sådan skal det være. Jeg piller gerne op og fortsætter med kanten. Den skal være så velkommen og endda en afveksling fra midtermotivet, jeg nu kan i blinde.

 

Jeg fik også blomster. I form af bomuld og viscose. Bettina havde hamstret, med mit vidende, men uden jeg vidste om det rent faktisk lykkedes. Det gjorde det, og nu er der masser af grønt til noget, der endnu ikke er besluttet.

 

Hvad skal det blive til..?

 

Gad vide hvad jeg mangler…

torsdag den 13. oktober 2011

Tanker om vægttab

 

Jeg kan passe mine cowboybukser nu. Det er stort.

 

Halvvejs

 

Siden passsagen af uge ti, har jeg kunne mærke en forskel i hastigheden af vægttabet. Ikke at det kom bag på mig. De første kilo er som oftest lettest at tabe. Bare en forskel.

 

Jeg kan også mærke en forskel i tilgangen til vægttabet. Det er stadig et fokuspunkt, det er bare ikke så vigtigt, hvor hurtigt det går.

 

I den forbindelse må jeg tilstå at selve vægten betyder mere for mig, end jeg troede. Egentlig er jeg tilhænger af sund fornuft, se sig selv i spejlet, strammende bukser og målebånd i forhold til at at holde en linie man selv stikker ud. Praktisk virker det bare ikke sådan for mig. Hvis ikke jeg vejer mig hver dag, mister jeg fokus og tager på. Jeg ved ikke hvorfor, jeg kan bare se, at sådan er virkeligheden.

 

Så jeg vejer mig. Hver dag. Ikke som en daglig pinsel eller et virkemiddel til at slå mig selv oven i hovedet. Men som en del af et ritual, der bliver til positive tanker og åbenbart virker for mig.

 

Vægten er kun en lille del, for min omlagte kost er langt vigtigere. Det er godt for mig. Jeg får mere energi og er frisk, når jeg vågner om morgenen. Slækker jeg et par dage, kan jeg med det samme mærke mindre energi og mindre friskhed. Det er lidt spændende, og får mig kun til at tro mere på mine nye kostvaner.

 

Jeg har et mål. Men det er stadig så langt væk og så difust at jeg vælger at fokusere på nu og her og ved at selvom det tager lang tid, så når jeg det, jeg skal nå, en eller anden dag. En gang.

 

Og det går nedad.

 

Halvvejs

 

Indtil Karina ødelagde det hele. Kom med teorier, der lyder rigtige. Teorier, der fik mig til at tænke, selvom min umiddelbare reaktion var noget i retning af, at nu skulle hun ikke komme og ødelægge hele min plan.

 

Karina snakkede om hvordan kroppen ikke kan kapere et vægttab på mere end ti procent af startvægten. At kroppen så tror der er hungersnød, og begynder at optimere brugen af alt, der kommer indenbord. At kroppen kæmper for at vende tilbage til normalen. At det ofte er grundlaget for yoyovægte – Tab tredive kilo, tag femogtredieve på. At det er grundlaget for at KZfanger har kunne overleve på to kartofler om dagen, at kroppen kæmper en kamp, kroppens ejer ikke nødvendigvis er enig i.

 

Jeg måtte vedkende, at mit oplevede skift skete netop der, hvor grænsen på et vægttab på ti procent blev overskredet. At teorien hænger fint sammen med den gængse viden om, at de første kilo er lettest at tabe. At andre teorier siger at kroppen altid gerne vil tilbage til den højeste vægt den nogensinde har haft. Eller i hver fald den vægt kroppen opfatter som normalen.

 

For som Karina fortsatte; så vil kroppen gerne anerkende en ny normalvægt og dermed et nyt vægttab på ti procent. Men kroppen er langsom. Det optimale er derfor at tabe de ti procent, holde vægten et år, mens kroppen langsomt forstår, at det er så min nye normalvægt, og så sætte ind og tabe endnu ti procent… vente, tabe, vente, tabe… indtil målet er nået.

 

Godt så!

 

Jeg synes ikke om det. I øjeblikket. Men det gav næring til tanker. Og jeg tror hun har ret. Jeg er bare ikke villig til at give min krop et helt år. Til gengæld er jeg villig til at vente de tre måneder til efter jul og så give den en skalle med endnu et vægttab.

 

Jeg er også godt tilfreds med min nuværende fremgang. Jeg er godt tilfreds med mine nye kostplaner og selvom jeg gerne ville kunne skrue mig ned i de to par bukser, der endnu ikke kan lukkes, kan jeg godt vente.

 

Udfordringen er nu at holde vægten. Det er lettere sagt end gjort. For hvad er det så jeg skal spise? Hvad er det jeg skal have mere af? Og hvordan skal planerne nu skrues sammen?

 

Jeg har været på biblioteket og låne næste bog i rækken, i forsøget på inspiration. Jeg har ikke fået læst i den, men efter et par uger, hvor vægten fortæller mig, at det går fint, er det slet ikke så angstprovokerende at skulle holde vægten, som det blev et kort øjeblik.

 

Og jeg kan stadig være i mine cowboybukser!

Bytursrov

 

Bytursrov

 

Jeg har noget med kopper. Derfor kom det ikke bag på Anders, da jeg efter gårsdagens bytur kunne hive endnu en til samlingen op af tasken.

 

Samtlige unger var enige om, at Søstrene Grene, var et besøg værd. Derfra hjembragte jeg endnu en håndfuld langskaftede melaminteskeer, som bliver flittigt brugt til alt muligt herhjemme.

 

Slet ikke noget ringe bytte…

onsdag den 12. oktober 2011

Søvngængersjovheder

 

Emilie har altid og med jævne mellemrum gået rundt, mens hun sov og sagt ting, der ingen mening gav. Bortset fra sjov og grin.

 

Efter en lang dag ude i det fri – det meste af tiden – faldt hun ret hurtigt omkuld og lignede en, der ville sove godt hele natten.

 

For fem minutter siden, dukkede hun pludselig op i døren til køkkenet, hvor jeg stod og forberedte morgendagens gæstebud.

 

“Er Pernille kommet?”, spurgte hun.

 

“Hu…? Hvad siger du?”, svarede jeg, og var absolut ikke med.

 

“Er pernille kommet?”, fortsatte det tydeligt sovende Tøsebarn.

 

“Jeg står lige her!”, mente jeg.

 

“Er Pernille kommet?”, insisterede hun. Og fortsatte et par gange, mens jeg mente, jeg var til stede.

 

Først da det gik op for mig, at alting ikke altid ses med samme øjne svarede jeg: “Ja, hun er kommet”

 

“Okey”, sagde Tøsebarnet, vendte om og gik i seng igen.

 

Jeg skyndte mig at følge efter, og sørge for uddeling af kys og optrækken af dyne.