onsdag den 16. januar 2019

Yarn Along - Uge 3


I mit lokale LOOP er der somme tider - cirka en gang om ugen - fællestræning. Eller LOOP Max, som det så fint hedder. Inden sommerferien var vi mange, der deltog, så stoppede Michelle, som havde kørt det, og siden skete der ikke så meget.

Nu forsøger de igen. Der er fundet en ny cheftræner. Lukas. Det har kørt et stykke tid, det er en ny måde at træne på, men det er stadig lige sjovt. Det der med at være sammen, og bruge maskinerne på en anderledes måde.

Jeg har ikke været med så mange gange, siden det startede igen. Livet har stået i vejen, mest arbejdslivet, men i aften var jeg på. Desværre var vi kun to tilmeldte, men jeg fik lokket en med og træner-Lukas fik lokket to. Alle tre var imponerede, og synes det var sjovt. De vil gerne være med en anden gang.

Så nu håber jeg vi bliver lidt flere end de to-tre-fire stykker der har turde i denne omgang.

I dag sluttede vi med to og to at ro totusinde meter. Er I klar over hvor hårdt det er at ro totusinde meter? TO-TUSINDE meter. Vi roede til vi ikke kunne mere, skiftede og roede derudaf mens vi heppede på hinanden.

Bagefter kunne jeg mærke det i både arme og ben.

Jeg tror bestemt også jeg kan mærke det i morgen.











Læse:

Wallander graver i sagen om den forsvundne ubådskaptajn. Samtidig arbejder han på de sager, der ligger på hans bord, tager livtag med sit aldrende jeg og er måske tættere på sandheden end han tror.

For hvorfor har nogen været i hans hjem?


Strikke:

Jeg manglede det der lille projekt, der let kan stoppes i tasken og ikke fylder noget. Så trods planer om at færdiggøre inden nyt, har jeg slået op til en lille drengetrøje.

Imens vokser de større projekter stille og roligt, jeg synes pludselig at de alle er nået til det der punkt, hvor der lige om lidt sker noget, der kræver lidt mere koncentration end der kan mønstres hvor som helst - allermindst til et møde.

Ergo har jeg sofaen fuld af voksende projekter, der skal hjælpes videre, inden de igen er til at tage med ud i byen.


Den lille trøje fandt jeg hos Strikketanten, den hedder Haneskjellgenser og jeg strikker med No. 3 Organic Wool + Nettles fra Onion. Garnet er tyndere end beregnet. Jeg har satset, uden strikkeprøve, måler lidt undervejs og lægger ud med en størrelse to år og håber på noget der kunne ligne seks til ni måneder.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar