Samlinger

For omkring et halvt år siden, sad vi i min fars hus. Eller, det vil sige, min far sad, min søster og jeg gik rundt.





Vi var taget til Nakskov, tidligere på dagen var min far flyttet på hospice, og vi mødtes med ham og Anni på Nakskov Station. Anni havde hentet ham på hospice, og hentede os på stationen, inden hun satte os alle af ved min fars hus, og selv kørte hjem og forberedte frokost. Senere på dagen kørte vi med tilbage til hospice, så hvor han boede, flyttede hans ting ind og sagde farvel, da både han og Anni fik brug for at hvile sig.

Klokken var ikke meget mere end ti, da min far dalede ned i en af stuens lænestole og blev siddende til vi kørte igen. Han var allerede træt, men det var vigtigt for ham, at være med til at pege de ting ud vi skulle have med. De ting, han gerne ville være sikker på gik i arv.

Vi snakkede om det ene og det andet, pakkede de ting, han ville have med på hospice og pegede de ting ud, vi kunne forestille os skulle med os på et senere tidspunkt. Vi var temmelig enige, det vigtige, det han gerne så komme videre, var også det vi gerne ville have.

Trods trætheden var han ikke uden humor, og på et tidspunkt undervejs pegede han, med et skævt smil, på en skuffe ved sofaen og spurgte om ikke den ene af os ville overtage hans samling af kuglepenne.

Min far samlede på kuglepenne. Billige reklamepenne, der for ham repræsenterede en lille historie og alle hang sammen med er sted han havde været, eller en oplevelse han havde haft. For os andre var samlingen blot en bunke billige reklamepenne, for ham en lang liste af erindringer, som kun betød noget for ham.

Han vidste godt vi ikke var interesserede, men vi skulle have muligheden.





Og måske falder æblet ikke langt fra stammen.

For med tanke på min fars kuglepennesamling, som altid har været en kilde til morskab, er det pludselig gået op for mig, at jeg i løbet af det sidste års tid er begyndt min egen samling af penne.

Min samling er på ingen måde lige så stor eller prangende som min fars, den ligger ikke i en skuffe og den kan (stadig) snildt være i mit penalhus. Men hver enkelt del rummer på samme måde som min fars samling en lille historie og en erindring om noget jeg har deltaget i.

• Der er pennen fra dengang jeg var på arbejdsmiljøkursus og trådte mine barnesko ud i det der med arbejdsmiljø (det føles tit som om skoene ikke er blevet større, det er så afgjort en rolle, der hele tiden udvikles).
• Og for at blive i arbejdsmiljøet er der også kuglepenne fra den store kongres, der for få uger siden satte gang i 2019 som arbejdsmiljøår. 
• Så er der pennene fra BUPL. Jeg har flere, de ligger rundt omkring og vidner om alle de generalforsamlinger, kurser og temadage jeg har deltaget i. Siden jeg fik den første er designet skiftet. Jeg er ikke helt sikker på om det betyder at jeg har været med for længe eller...
• Så er der pennen fra Kobæk Strand, hvor skolebestyrelsen var på konference og blev klogere på teknologi og innovation, på børneliv, børnesyn og tanker om skolen i dag kontra skolen i går.
• Endelig er der blyanterne fra Vestforbrænding, som strengt taget ikke er kuglepenne, men som alligevel må gøre sig fortjente til samlingen. De kom med hjem da skolebestyrelsen blev vist rundt og det er ikke bare blyanter. De er ikke særlig gode at skrive med, men så holder de sikkert længe, men de er et produkt der taler ind i Vestforbrændings tanker om genbrug og recykling. De er ganske simpelt lavet af brugte cowboybukser, og det er lidt cool at have i sin samling.

Bare fordi jeg kan, og måske også fordi jeg er min fars datter, tænker jeg at samlingen bør udviddes.

Det tager sikkert lang tid at nå til noget, der kan betegnes imponerende, men lidt har også ret.

Og så kan jeg jo altid grine lidt undervejs.