tirsdag den 25. juni 2013

Som om jeg kunne vente


Det er ikke fordi jeg ikke har noget strik i gang.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kunne finde på andet.


bunker2


Men det er sommer, og tungt strik af uld med lange ærmer er bare alt for varmt at strikke. Også selvom solen forsvandt. Og der stod en kasse fyldt med nyt, og i mine øjne jomfrueligt, strømpegarn under sengen.

Ikke ti vilde heste (som en intern joke engang fik en hel aften til at gå med) kunne holde mig fra den kasse.

Anders fik lov at vælge. Mest fordi Emilie helt alene tog en beslutning og valgte sidst, og Anders aldrig havde overvejet muligheden, og med det mest forbigåede udtryk i ansigtet udbrød: Må man det?


bunker1


Så han valgte. Og Emilie valgte med. Selvfølgelig. Hun kunne slet ikke lade være. Men nu havde jeg besluttet at det var Anders der skulle vælge, så kompromiset blev at han skulle vælge mest.

Inden jeg så mig om lå der fem fine bunker i fine afstemte farver klar og parat til sammenstrik og varme til fødderne.

Meget bedre end tunge uldprojekter med lange ærmer.

Sagde jeg, jeg ér gået i gang.

4 kommentarer:

  1. Hi hi, hvor herligt og jeg kan da lige se Anders ansigt for mig sidst. Og han er da god til at sætte farver sammen og han glæder sig sikkert til dem fine sokker der kommer ud af det.

    PS. Jeg har besluttet at jeg SKAL lære at strikke sokker efter sommerferien, for jeg er helt vild med dine på de her kølige someraftner og de kan kun lige nå at blive vasket, inden de igen er på. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Catarina, han ansigtsudtryk var det hele værd, og jeg er ret sikker på han glæder sig :)

      Selvfølgelig skal du lære at strikke sokker.

      Slet
  2. Jeg glæder mig til at se det færdige resultat :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Muffi, jeg er altid lidt spændt på det færdige resultat, når jeg sætter forskellige farver sammen. Selvom jeg tror jeg har en ide om hvordan det ender, er det aldrig rigtigt til at vide :)

      Slet