torsdag den 27. juni 2013

Heldigvis er der lys i kælderen


Torsdag har potentiale til at blive temmelig langtrukken. Torsdag har ungerne sent fri, og der er meget tid til at tørre computerskærme og skære agurker.


sokker


Torsdag er som regel dagen, hvor fryseren kan fyldes op, hvor der kan gøres klar og ordnes alt det, der ikke ellers er tid til. Men en torsdag lige inden sommerferien er der ikke meget tilbage at ordne, ingen grund til at fylde fryseren og formentlig heller ikke mange besøgende, når de engang får fri.

Så er det godt med nye opgaver. Godt med gode ideer, der pludselig opstår. For hvorfor skal computerne egentlig stå lige der hvor store drengefødder har det med at sparke. Hvorfor skal den sårbare hardware være lige der, hvor pilfingrede præteenagefingre har det med at skille ad. Hvorfor egentlig?

Nu kan torsdag pludselig blive dagen, hvor jeg skal have den søde pedel til at lukke mig ned i kælderens skatkammer af gamle skolepulte og andre hengemte ubrugte ting og sager. Dagen hvor jeg skal på jagt efter en reol, der kan bruges til selve computerne. En åben en af slagsen, så der bliver plads til luftcirkulation.

Så vil chefen gerne være den, der bestiller forlængerledninger, så mus, skærm og tastatur kan få hul igennem til det allerhelligste.

Og kan jeg ikke finde en reol og måske endda en spand maling, kan jeg altid sætte mig med feriejobbet at rydde op i de samme computere, så en ny årgang kan starte med nye downloads af alskens umuligheder.

Eller i hvert fald kan forsøge. Den der administratorkonto, der betyder at jeg skal give lov, inden download, var ikke den værste ide vi nogensinde fik.

Måske bliver der også tid til lidt strik.

prikker

2 kommentarer:

  1. Hi hi den her torsdag ser skisme da ikke så ringe ud. Held og lykke med det hele og jeg kan se du allerede er nået langt med de strømper. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det første par er færdige Catarina :)
      Det gode ved en arbejdsplads med mennesker - i hvert fald de mennesker jeg omgiver mig med - er, at jeg aldrig rigtig ved hvor dagen bærer hen :)

      Slet