Da chefen min, for godt fjorten dage siden, kom og spurgte, om der kunne tænkes at være nogle af de nuværende syvende klasses medlemmer, der ville have godt af endnu et år i Caféen og dermed en dispensation, var min umiddelbare reaktion et klart nej.
Set i bakspejlet, drejer det sig i høj grad om, at de eneste syvende klasses elever, der reelt kommer i Caféen og helt sikkert ville komme i ottende klasse også - fik de lov, er de to tøser fra samme klasse, hvoraf den ene er min egen. Der hvor bakspejlet kommer ind, er noget med ikke at ville kunne anklages for at give mit eget barn fordele, som alle ikke får.
På sidste uges personalemøde, kunne jeg pakke min egen opfattelse sammen, for samtlige mine kolleger mente at netop de to tøser i høj grad ville have glæde af endnu et år. Og argumenterne for tårnede sig op.
Specielt argumenterne for, at de er de eneste piger i en forholdsvis lille klasse. At de har begge hele deres sociale netværk i Caféen og de ikke umiddelbart har andre steder at gå hen, vakte genklang.
Altså måtte jeg tilbage til chefen og indrømme at have taget fejl. Han grinede bare og fik fyret endnu en salve af, om hans observationer omkring de to tøser, der harmonerer ganske godt med resten af personalegruppen.
Hurtigt stod det klart, at begge tøser hellere end gerne tager imod endnu et år. Da forældrene var af samme mening, var det tid til ansøgningskrivninger.
Nu er alting klart. Dispensationen givet og Emilie dermed sikret endnu et år med tant og fjas efter skoletid.
Det er godt at andre kan se, når jeg nu valgte at lukke øjnene.
Den slags kan man aldrig se selv og selv hvis man kan kan man ikke få sig selv til at sige det fordi man ikke vil favoriserer sit barn. Her er det så godt at der er nogen andre der kan komme med deres vurdering. Heldigt for de to piger at de får et år mere.
SvarSletLige mine ord, Marina. Jeg er rigtig glad på deres vegne. Specielt fordi de blev så glade og hoppede rundt, da de fik tilbuddet :)
SvarSlet