søndag den 11. december 2011

Weekenden der næsten forsvandt


December 2011

Dagene går, og pludselig er weekenden væk. Det føles næsten som om, jeg ingenting har lavet. Men det er nu ikke helt rigtigt.

Jeg har strikket. Sokker i størrelse otteogfyrre kræver mange masker. Oveni regn og blæst lovede jeg at hjælpe med reklameombringning. Heldigvis var der sol og næsten ingen blæst. Jeg har købt ind – flere gange. Jeg har skrevet, en hel del. Bare ikke hertil. Jeg har hygget og bagt – eller Emilie har bagt. Jeg er standin, når opskrifter skal tydes, eller pebernødder for kedelige at rulle og trille. Der er ikke flere pebernødder. Men de var gode. Frit efter Annes opskrift. De skal prøves igen. Næste gang er der håb om, at jeg ikke glemmer halvdelen i ovnene så længe, at de bliver uspiselige. Måske er det derfor, der ikke er flere. Der blev kun en halv portion.

Jeg har også pakket gaver, bestilt et par stykker på nettet, lavet lister og fået overblik.

Om lidt skal jeg ud af døren. Henriette har inviteret til julehygge. Jeg glæder mig. Glæder mig til hygge, og gensyn med de andre, jeg ikke har set, alt for længe.


December 2011


Tilbage til reklamerne er jeg begyndt at overveje om ikke de vilkår omdelerne bliver tildelt er på grænsen til børnearbejde under langt sydligere himmelstrøg. For børn brokker sig ikke. Hvem varetager egentlig børnenes interesser? En trettenårig er ikke organiseret i en fagforening, og hvad er egentlig meningen med det der omslag om reklamerne, der hverken holder fast eller lader være, ofte er gået i stykker, er totalt krøllet eller har manglende addressering?

Jeg er ude i en overvejelse om hvem, der bør rettes henvendelse til. For jeg er overbevist om, at de der udstikker retningslinierne ingen ide har om, hvordan det rent praktisk fungerer. Hvor praktisk er det for eksempel med reklamer i et format ingen postkasse er i stand til at indtage!

Lige nu overvejer jeg.

Mon ikke andre har gjort det…

2 kommentarer:

  1. Nøjes ikke med overveje, gør noget ... det er heller ikke sjovt at tage reklamer ud af ens postkasse, der er flået i stykker, fordi buddet har kæmpet med at putte dem ned i den, fordi de har en umulig størrelse.

    SvarSlet