Med kostomlægning og mere grønt, har jeg mere end en gang stået og manglet et ekstra sæt salatbestik. Jeg endte med at skrive det på listen over ønsker.
Men kan et ekstra sæt hamle op med det eksisterende? Det eksisterende, der har været min mormors, og var en del af køkkenarven, der bliver brugt dag efter dag. Det smukke gamle sæt med træskafter, der under ingen omstændigheder må stoppes i opvaskemaskinen og som dagligt er i brug, til enten det ene eller det andet.
Det er ikke til at vide, men efter den dejligste jul, tror jeg det.
Juleaften kunne jeg nemlig pakke et sæt op, af en størrelse der kan gribe fat om selv den mest genstridige salat og af en beskaffenhed, der harmonerer med maskinen, hvilket ikke undgik Anders' opmærksomhed. Et lækkert sæt, der helt sikkert nok skal blive brugt.
Men ikke nok med det.
Hjemkommet og rødkindet fandt vi onsdag aften alle de gaver frem, som ungerne havde ladet blive hjemme, fordi de ikke gad bære, og hellere ville åbne i vores selskab. Der var langt flest gaver til de yngste, for vi havde allerede åbnet alle vores. Men der var et par stykker til os, for Emilie havde gemt på dem fra hende, og Anders' mor kom forbi med et par af de allerbedste.
Overraskelsen var stor. Måske skulle jeg have vidst. Men ingenting har jeg set. Og det til trods for at netop salatbestik har været på dagsordenen mere end een gang, og Emilie ofte har peget og spurgt om smukhed og effektivitet.
Helt inde i centrum af København har hun været, for at hjemføre det ene sæt jeg holdt mest af. Sættet fra Notre Dame af oliventræ, Sættet der er blødt at røre ved og som jeg allerede holder umådelig meget af.
Tænk at være indehaver af ikke mindre end tre sæt salatbestik... Og som Anders så kækt bemærkede, et helt sæt, der kan gå i opvaskemaskinen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar