Det er slet ikke nemt at have cykler med i toget. Eller – det er ikke det store problem når cyklerne bare er cykler, og man højest medbringer en lille taske.
Det er først i det øjeblik cyklerne bliver omdannet til pakæsler, med pakkenelliker, telte, soveposer og kogegrej på bagsmækken, at det kan gå hen og blive et problem.
S-togene er lige til at gå ind i. Ligeså var toget fra Odense mod Svendborg, mens intercity og lyntogene er udstyret med tre trin, før man er inde og derefter kan forsøge at finde sin på forhånd bestilte plads til dyret.
Når der så oveni reelt kun er en, der har kræfter nok til at løfte op, kan det blive noget af et logistisk problem at nå det hele inden fløjten og afgang – både når man skal ind og siden ud igen.
Heldigvis er togpersonalet venlige og hjælpsomme, og en smule blinken med øjenvipperne virker som regel også på stærke overarme i nabolaget.
Hvis vi så havde bestilt billetterne med lidt længere betænkningstid, havde det måske også været muligt at få pladser til cykler og ryttere lidt tættere på hinanden… (for det er selvfølgelig ikke min skyld, jeg ikke kunne få oplyst hvornår afkommet ville arrivere fra den fædrende ferie til videre afgang, så billetter kunne bestilles i god tid… jeg kunne jo ikke have gjort lidt mere ud af at spørge…)
Så var det heller ikke et større problem. Jeg undrer mig bare og tænker på småbørnsforældre med barnevogne eller kørestolsbrugere, der må have svært ved de stejle trapper – gad vide hvorfor der ikke er en mulighed for direkte adgang i de ellers meget behagelige tog.
Færgen derimod – fra Svendborg mod Ærøskøbing – den var ligetil. Og ikke så snart var vi ombord, før følelsen af nærhed, tillid og sindighed slog ud i lys lue. Det var skønt og afslappende og den bedste start på ferien.
Vi var på vej, vi hyggede og vi glædede os til en uge hjemmefra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar