ENDELIG, endelig, endelig…

De første meldinger lød på fjorten dage – fjorten dage uden internet. Er du klar over hvor mange gange, jeg nåede at tænke: “jeg kan lige tjekke…. nå nej, det kan jeg ikke..”.

Efter fjorten dage var vi lige vidt. Ingen skrivelser, ingen internet, en til stadighed tudende teenager (der heldigvis selv kunne finde andre adgange til det hellige), ingenting sket – og søndag!

Mere end et opkald senere, viste det sig, at vi var forsvundet. Vi blev fundet og nu manglede bare en konfigurering af boksen, der ikke lige kunne klares i løbet af fem minutter. Undervejs viste det sig også at vi kunne have været på langt tidligere, desværre nåede den information os aldrig.

Flere lidende ansigtsudtryk fra teenagere og en voldsom lyst til at skrige “Giv mig den gamle udbyder tilbage” senere er vi nu delvis på. Det viser sig nemlig at boksen ikke umiddelbart vil samarbejde med routeren, så lige nu er jeg på via en direkte ledning. Hvordan de andre så skal få adgang til omverdenen, det er ikke helt afklaret, og kommer måske til at give lidt hovedbrud og delvise sammenbrud i løbet af weekenden (hvis ikke længere).

Men altså; Jeg er på – endelig. Endelig!

Jeg bruger Windows Live Writer. Ud over at fungere helt fint, giver det også muligheden for at skrive masser af indlæg, der ikke nødvendigvis skal udgives, eller kræver en netforbindelse for at blive skrevet.

Så noget er skrevet. Sikkert ikke helt så meget, som en sikker linie ud af huset ville have afstedkommet. Men nok til at de næste dage.. eller uger.. kan krydres med små kapitler der ligger klar til udgivelse… og har gjort det, det meste af de sidste tre uger.

Tilbage er bare at sige:
Dejligt at se jer igen :)