onsdag den 25. august 2010
Loppefund
Kirsten taggede mig i en leg om loppefund.
Umiddelbart tænkte jeg at jeg har da ingen lopper, jeg kommer sjældent forbi loppemarkeder eller genbrugser. Jeg kan aldrig se guldet mellem alt skramlet. Det er rigtig ærgeligt, for jeg kan godt lide genbrug, og størstedelen af mit hjem består af genbrug, arvegods og alskens andre ting, der ikke var nye da de trådte over min dørtærskel.
Jeg kiggede mig lidt omkring, og noget stak alligevel frem som genbrugsfund, mens alt er så gammelt at det ikke rigtigt hører under legens snak om "for nyligt".
Jeg vælger alligevel at lege med, selvom det betyder jeg hverken kan opgive pris eller salgssted for ret meget af det.
Loppe #1
For mange år siden havde jeg drøm om små fine udtræksborde og gik specifikt efter lige præcis sådan nogle på det store loppemarked i Forum. Jeg fandt et sæt - tre styks, men jeg har ingen erindring om hvad de kostede... sikkert en del - der er ikke billigt på de store loppemarkeder. Her er kun det ene, de andre står rundt omkring i hjemmet, og jeg orkede ikke at grave mig frem til dem under fjernsyn og computere.
Tanken var egentlig at male dem hvide, men da først de stod der - i første omgang som sofaborde og små afsætningsmuligheder, virkede det helt forkert at male dem.
Lige nu glæder jeg mig til den dag, de igen kan samles og hygge omkring hinanden.
Loppe #2
Da de små udtræksborde flyttede til andre steder manglede jeg et bord ved sofaen.. den er i øvrigt en sag min mor købte brugt og fik ombetrukket for mange år siden, og som jeg har været så heldig at overtage.
Løsningen blev et gammelt sybord, jeg fandt hos Røde kors på Rødovrevej og gav den svimle sum af 30,- kr.
Jeg synes det er genialt, også selvom det er vind og skævt, og drømmer om engang at give det den helt store makeover.
Loppe #3
Min lampe, som lyser, når jeg sidder i sofaen om aftenen og strikker fandt BedsteVeninden smidt til storskrald for temmelig mange år siden. Skærmen var ikke eksisterende, men hun lavede fluks en ny med fjerboa og masser af blomster.
Da hun ikke længere havde plads til den, fik jeg den, genbrugte en del af blomsterne og lavede en ny skærm.
Loppe #4
Louis XIV stolen købte min mor engang - muligvis i den grå hal, men jeg er ikke sikker. Jeg elskede den fra den dag hun fik den ind ad døren. Broderierne er så flotte og den er så pæn restaureret.
Stor var glæden, den dag den flyttede ind hos mig.
Loppe #5
Min sidste fund er ikke en loppe, men et arvestykke.
Min farmors gamle kaffemølle. Den virker og jeg kan stadig mindes dengang min farmor købte hele bønner, i stedet for på forhånd kværnede, bare for at tækkes det fjollede pigebarn, der glad og gerne brugte hele sommerferien på at dreje rundt og rundt og rundt...
Kaffemøllen boede højt oppe i min farmors køkken, og jeg kiggede langt efter den hver eneste gang jeg besøgte hende.
Engang spurgte jeg om jeg måtte arve den. Svaret var at det kunne hun jo ikke bestemme, hun ville jo til den tid ikke længere være her. I stedet rådede hun mig til at huske det og sige til, inden den gik til en anden.
Det var noget grænseoverskridende sådan at sige: "jeg vil rigtig gerne, hvis jeg må få...", men jeg gjorde det og kigger stadig efter den, når jeg kommer forbi hylden den står på.
Meningen er at legen skal sendes videre, men der står jeg lidt af. Jeg kan ikke finde ud af at vælge, men skulle nogen have lyst er det bare at stå på.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg har fulgt "legen" rundt omkring. Jeg syntes du løste opgaven til UG:-)
SvarSletOg jeg har mere mange ting med minder end loppefund :-)
Tak for de pæne ord, Lene :)
SvarSlet