Måske havde jeg nok forventet at Tøsebarnet straks ville falde over de små poser og tilegne sig op til flere, inden jeg kunne nå at blinke. Men det gjorde hun ikke.
I stedet mente hun, de ville være perfekte til gymnastiktøjet og håndklæder, hvis bare de var lidt større.
Så hun kiggede i stofkurvene, valgte - både stof, bånd og garn - tegnede og fortalte, mens jeg målte op og lavede mønster til en noget større pose.
Den er allerede taget i brug og en ekstra er vistnok et ønske... Det skulle vel nok kunne lade sig gøre.
Egentlig ville jeg hellere have syet en taske til mig selv, men det måtte vente og en formiddag inden arbejde nåede jeg at udføre de tanker, jeg i nogle dage havde gået med om en taske.
Jeg havde ikke nogen fine spænder eller andet af den art liggende. Jeg ville ikke købe det mindste, så resultatet er udelukkende brug af hvad jeg lå inde med og ideer om lommer nok.
To lommer udenbords, der efter planen skal lukkes med en knap og to indeni, der ikke kan lukkes. Bindebånd, hvis jeg finder det nødvendigt at lukke og en lang strop, der ikke kan reguleres, men til gengæld er udmålt efter mig og mine ønsker.
Jeg nåede aldrig til knapperne på de yderste lommer, og sjovt nok er jeg stadig ikke kommet dertil. Men knapper eller ej, er den intet mindre end perfekt, og den har hængt på mig siden jeg styrtede ud af døren i sidste sekund, for ikke at komme for sent.
Jeg har tænkt at en udgave i andre farver eller måske voksdug, for at modarbejde regnen kunne være en god ide. Emilie har udtrykt mere end almindelig misundelse, og vil gerne have en i hendes størrelse. Men lige nu er den min, og min alene og findes kun i eet eksemplar :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar