Når man lørdag forsøger at tænde sin computer og som eneste respons får en sort skærm med ordene "Vi har prøvet, vi har forsøgt, men vi kan ikke finde styresystemet.", bliver man en smule mat i betrækket.
Når så samtidig den computeransvarlige i familien ikke er hjemme, er der ikke meget andet at gøre, end pakke sammen og vente.
Når disken, der forhåbentlig skal kurere ulyksaglighederne er forsvundet - for heldigvis senere at blive fundet igen, og når det hurtigt går op for den computeransvarlige at en reparation ikke er mulig, må man tage en dyb vejrtrækning og prise sig lykkelig for at det er ikke er længe siden alt blev gemt.
Hurtigt er måske så meget sagt, for enhver operation tog halve timer og den computeransvarlige nåede et punkt, hvor han var overbevist om at maskinen bevist provokerede.
Når den computeransvarlige ender med at slukke, pakke sammen og tage ud i byen - ikke kun for at more sig - men også for lidt (meget) support til hvordan der skal pustes liv i de ædlere dele, kan man godt fristes til at sukke dybt.
Et er at de fjorten indlæg der er skrevet, nu forsvinder. Det er sådan det er, og det er der ikke meget at gøre ved. Nogle genskabes måske, mens der for restens vedkommende ikke er meget andet at sige, end vi havde en dejlig tur til Ærø. Noget andet er at man føler sig langt mere amputeret, når dyret ikke virker, end når forbindelsen ud af huset er væk.
Så nu flytter jeg delvist ind i Anders' computer (i hvert faldt når han ikke er her), lever med et middelmådigt billedebehandlingsprogram og den indbyggede udgivelsesmulighed og skriver måske knap så ofte som en egen mulighed ville have udløst.
For indlæg er der, de presser på, og forhåbentlig er de lige på trapperne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar