Brunch

For år tilbage var jeg med en anden veninde på minicruise til Oslo. Dengang gik vi efter ankomst op i byen og fandt et fantastisk sted at spise brunch. Senere tog vi ud til Vigelandsparken – jeg synes skulpturerne derude er fantastiske og vil gerne se dem igen, men det var ikke målet for denne tur.

Vores første mål var at finde det fantastiske brunchsted. Jeg kunne ikke huske hvad det hed og kun vagt i hvilken retning det lå, men jeg havde en ide om det og når jeg samtidig er i besiddelse af en rimelig god sted- og retningssans fandt vi også stedet i første forsøg.

På båden serveres en udemærket morgenmadsbuffet med det hele til en rimelig pris, på restauranten vi fandt serverede de desværre ikke længere brunch, og så mest ud som om, de ikke vidste hvad det var.

Vi gik videre ud i byen og spurgte i en butik efter et sted med brunch, blev vist ned ad et par gader og rundt om hjørnet til en café der skulle kunne opfylde vores ønske. Caféen var nem at finde, men lukket.

I ventetiden fandt vi en hyggelig lille skomager, der kunne reparere mine støvler, der bestemt har set bedre dage og nu begyndte at give op. En italiensk skomager, der lå på den hyggeligste sydlandske plads med sol og måger og duer i massevis.

Endelig åbnede caféen, men brunch havde de ikke. Vi blev mere og mere kede af ikke at have benyttet tilbudet på båden og ledte videre. Undervejs mødte vi Kong Christian d. 4.  før vi endelig fandt et sted der reklamerede med brunch.

En sølle tallerken med brød, spejlæg, maltrakteret salat, pomme frites og en lidt kedelig juice. Måske var det bedre end jeg synes, men nu havde jeg lige sat næsen op efter den store brunchbuffet med pandekager, frugt og friskpresset juice.

Oslo Fjord

Sille og jeg havde aftalt at mødes på seminariet, når hendes sidste timer var ovre, men allerede mens jeg stod i bussen på vej mod Frederiksberg, ringede hun at nu var det slut.

Mens jeg skiftede bus, nåede Sille at købe et par bagels til vores aftensmad og da jeg og bussen kørte forbi Frederiksberg Centret, stod hun klar og hoppede på.

Langt tidligere end forventet ankom vi til Nordhavn og færgen mod Oslo. Vel inkvarteret i en lille lyserød kahyt dybt inde i skibet, satte vi os med mad, cola og strikketøj og fik styr på vores del af verdenssituationen.

Langt senere begav vi os mod butikker og udskænkningssteder og måtte sande at DFDS sandelig har tænkt sig at tjene på overfarten. Ingen steder at sidde uden også at købe noget.

En kop the i en cafe, hvor vi heldigvis fik lov at sidde længe mens snakken gik og pindene arbejdede derudad, før vi fandt tilbage til køjerne og en god nats søvn.

Efter morgenbadet arbejdede vi os op på dækket og udsigten mod Oslo Fjord. Der var smukt, solen skinnede og i læ, var der rigtig varmt.

En dejlig dag kunne begynde.

Jeg er ved at være smuttet

Formiddagen er mest brugt til at tulle lidt rundt, pakke lidt, strikke lidt, beregne lidt og ellers bare blive færdig.

Dmi lover vinter og overskyet og noget nær frostgrader i Oslo i morgen, så vintertøjet er pakket ned. Nu er det vist begrænset hvor meget tøj, der skal bruges til sådan et minicruise, så størstedelen af pladsen er optaget af garn. Jeg skulle jo nødig løbe tør!

Lige om lidt er jeg den, der er gået. Jeg vender tilbage fredag, forhåbentlig med billeder fra indsejlingen i Oslo Fjord.

Jeg glæder mig til et par dage sammen med bedsteveninden, mens jeg trygt overlader ungerne i Anders’  varetægt.

Beregning

Det går fremad, mine ideer ser ud til at virke.

“opskriften” derimod, eller måske nærmere beregningerne, der senere skal ligge til grund for en opskrift, giver ingen mening. I hvert fald ikke, når andre end mig, kigger på det.

Et papir oversået med tal og tegninger og kruseduller, nogen endda streget ud eller rettet, sådan ser  mine opskrifter altid ud – måske det er et udtryk for en noget krøllet hjerne :)

Designkonkurrence

Jeg havde en ide – den har længe ligget og ulmet, men inden jeg nåede til beregning, tilpasning og alt det, der hører til ideudvikling faldt jeg over et konkurrenceopslag.

CoatsCraft vil gerne have promoveret deres garn, det går jeg i hvert fald ud fra, og har derfor udskrevet konkurrencen.

Tænke, tænke… I min tid på seminariet hørte jeg flere gange skrækhistorier om stjålne opskrifter etc.. På den anden side ville jeg jo alligevel udføre min ide, hvorfor ikke bare gøre det!

Når så garnet, der skal bruges, passer min i forvejen besluttede strikkefasthed, ja så er beslutningen næaten taget på forhånd. Nu er garnet indkøbt og det grønne må finde et andet projekt.

Næste spørgsmål er om jeg bliver færdig i tide, og om idéen fungerer i virkeligheden!

Sne i marts

Vi nærmer os april, men det betyder ikke nødvendigvis sol og varme.

I morges sneede det og et fint lag pudder ligger overalt på altanen. Lige nu skinner solen fra en næsten skyfri himmel og lige om lidt er sneen væk igen.

Jeg satser på støvler i dag, varmen er vist ikke med i dag :)

Tabt!

Et par yndlinge, øreringene købt på gaden i Århus for mange år siden.

Ifølge kunstneren var kobberet fra taget på Århus Domkirke, der dengang var ved at få skiftet dele af taget med nyt.

Der var to, for et øjeblik siden viste der sig kun at være en. Hvornår den anden er tabt er ikke til at vide. Jeg har haft dem på hele dagen, både arbejde og indkøb. Chancerne for at finde den anden igen, kan jeg nok se langt efter :(

Navne

For et par år siden fik Emilie tilføjet Julie til sit navn.

Da vi sad hos den lokale kordegn, for at søge om navneændringen fortalte vi en historie, han i første omgang kategorisk nægtede som noget, der kunne have fundet sted.

Historien er sand, og Emilie fik tilføjet navnet.

Da Emilie skulle døbes, var det af en meget ny præst, der lige var startet i et vikariat.

Præsten var helt nyuddannet, og ville gerne gøre alting rigtig godt. Hun tog derfor på hjemmebesøg inden dåben, i stedet for bare at mødes i kirken og hun brugte meget lang tid på at fortælle om det lille stykke papir med barnets navn, der ville ligge på hjørnet af døbefonden.

Ved flere lejligheder var det nemlig sket, at fadderen af ren nervøsitet hevde glemt navnet på den lille ny verdensborger. Som en hjælp sørgede de fra kirkens side derfor for denne lille lap med navnet. Hun understregede flere gange at det ikke var for præstens skyld, for denne var selvfølgelig forberedt.

Men selv den bedste kan fejle, eller være nervøs. Da vi nåede dåbsdagen var der to små piger, der skulle døbes. Først blev den anden lille pige døbt – hun skulle hedde Julie.

Derefter var det Emilies tur. Min søster bar, og sagde højt og tydeligt hendes navn. Alligevel fik præsten døbt hende Julie. Jeg havde svært ved ikke at grine og selvom jeg prøvede at rette fejlen, gennemførte hun dåben uden at lade sig afbryde.

Efterfølgende undskyldte Kordegnen, og selvfølgelig hed barnet Emilie, dåbsattesten var jo skrevet på forhånd.

Jeg overvejede allerede dengang at få tilføjet navnet, men endte med at vente til Emilie blev stor nok til selv at vælge. Min fætter derimod, kalder hende konsekvent Julie, når vi ses!

Emilies andet mellemnavn – Eng –  er et familienavn fra hendes fædrende slægt, som kun kvinderne må bære.

Når hendes far ikke havde navnet, var det ikke så simplet at få lov at bruge det. Det krævede derfor en ansøgning med medsendelse af dåbsattester og vielsesattester flere led tilbage.

Det var meget sjovt dengang at opspore alle de attester. Heldigvis gik ansøgningen fint igennem, men først efter dåben.

Sammenhækling

Selvom jeg stadig mangler 20 firkanter, før der skal lægges puslespil, kredser mine tanker en del om hvordan, de i sidste ende skal sættes sammen.

Jeg har haft mange tanker om at hækle sammen, og i aften blev jeg nødt til at prøve. Det passer mig godt, det kunne godt gå hen og blive løsningen.

Men inden da – 20 lapper mere…