tirsdag den 1. februar 2022

Nu er der mad!

 

Det er tirsdag og Oscar meldte sin ankomst. 

I tirsdags var han ikke særlig sulten og spiste stort set ingenting. Det viste sig at de i børnehaven muligvis havde gjort kål på den sidste beholdning af pebernødder fra jul. Man kan jo ikke have plads til det hele. 

 

 

I dag var han sulten. Vi var ikke klar med maden da han komm ind ad døren. Jeg stegte fiskefrikadeller, mens Anders havde styr på dyrepastaen, som er et must, når man er Oscar. Nogen gange skal man passe på hvad man starter med.

Han kiggede lidt på den knap så færdige mad, var klar til at bære de første fire fiskefrikadeller på fadet ind til bordet, men kunne alligevel godt se, at det skulle blive i køkkenet, så der kunne hældes flere på. 

Jeg spurgte om han kunne lege med Emilie, mens vi lavede maden færdig, hvorefter han vendte sig mod fasteren og spurgte om hun ville lege med ham. Det ville hun heldigvis gerne. 

Da Anders på et tidspunkt begyndte at sætte ting på bordet, var han meget hurtig til at droppe det med at lege, var på vej op på stolen, og var ikke helt enig med Emilie om at maden ikke var færdig. Der er ikke mad endnu, sagde Emilie, hvorefter barnet pegede på fetacremen og bøtten med remoulade, der var det eneste der endnu stod på bordet. Det er mad sagde han og var ikke ganske tilbøjelig til at opgive stolen.

 

 

Han opgav, legede videre, og da jeg var færdig med fisken, satte jeg mig ned på gulvet og byggede en kage af duploklodser. Han var nu ikke helt tilfreds med min version.

Da Anders satte det sidste på bordet og meldte om mad, havde han travlt med at rejse et tårn af faldne duploklodser, og skulle lige have det op og stå igen. Da det ikke lykkedes i første forsøg, lod han tårn være tårn og strøg mod bordet mens han med høj klar lys stemme meddelte sin far - der ikke var hurtig nok - at der var mad.   

Og så spiste han ellers. Som var han betalt for det. 

Stakkels sultne barn.

Han skal i øvrigt have langt hår, for det har hans far.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar