Ugen kort:
- Det viste sig at projektet, hvor børnene skal lave logoer - eller noget - der kan trykkes på T-shirts - blev en succes. Jeg var ikke ganske sikker. Jeg er dog ikke helt overbevist om at alle har forstået det er en konkurrence.
- Jeg har taget hul på endnu en børste, men er ikke nået helt så langt som forventet.
- Vi har indkaldt til valg af TR og AMR. Mine første fire år i embedet er gået og jeg håber at blive genvalgt. Jeg har stadig meget at lære, synes stadig det er både spændende og vigtigt.
- Teknologi og Innovationskurset på Tek-X fortsætter et par gange endnu. Det er stadig spændende, og jeg er nået til det punkt, hvor jeg ved hvor meget jeg ikke ved. Noget en klog mand en gang lærte mig.
- Jeg har læst tæt på hundrede ansøgninger til den ledige stilling blandt vores Teknisk Service. I MEDudvalget har vi redigeret i retningslinjerne for ansættelsesudvalg, og blev enige om at der skal en AMR med, når der ansættes til Teknisk Service. Samtalerne er i næste uge. Det er blandet landhandel med flere gode ansøgere imellem, men også med mulighed for at vi overser den helt rigtige.
- Oscar nåede forbi to gange. Både tirsdag til de obligatoriske fiskefrikadeller og dyrepasta, og fredag da hans far havde fødselsdag, og han slet ikke kunne forestille sig et bord uden dyrepasta. Det kunne Anders heldigvis heller ikke.
- Vi havde et produktivt møde om pædagogik, aftaler og metoder.
- En lille flok bestående af lærere, pædagoger og en skoleleder brugte en eftermiddag til at komme med gode ideer til næste års lokalefordeling. Det var et af den slags møder, der gav energi og endte med et oplæg der mere end kan bruges.
- Boller i æbleskivepande over bål kan noget.
- Daniel fyldte 28 og vi serverede middagen.Ganske som vi plejer. Desværre er hans pakke strandet et eller andet sted i Sverige, så den må han vente på.
- Lørdag bød på Sille uden Rose. Det er altså ret hyggeligt en gang imellem.
Læse: Endnu et mord, en ny drejning og et nervepirrende sider senere, er Junker på sporet af morderen. Jeg kunne have læst bogen færdig i aftes, men ville hellere gemme på spændingen og i stedet sove. Lige nu ved vi hvem morderen er, han er lokaliseret og med tyve sider igen er der plads til både spænding og de sidste ulidelige sider.
Jeg håber der er mere spænding end ulidelighed, og måske også derfor lukkede jeg bogen i aftes.
Lige nu er der rigelig med spænding og forfatterparret er gode til det.
Strikke: Emilie fablede om strømper med flæser. Da februar dukkede op, og Maja præsenterede månedens strømper viste det sig at være strømper med flæser. Skywalker Socks.
Så er det svært at lade være med at slå op.
Flæserne skal strikkes med to tråde. Både strømpegarnet og en silkemohair. Vi har begge ledt efter den rigtige farve, har købt mere end et nogle garn, og lige nu er vi der, hvor jeg ud i fremtiden har lovet Emilie en trøje med striber af lyserød mohair. For det mangler vi ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar