Da cisterciensermunkene ankom fra Clairveux havde de ikke kun Guds ord og visdom med sig, de havde også en hel del teknisk snilde.
Bag klostret løber Esrum Å, og munkene byggede en mølle på stedet. Måske havde de folk til det, jeg er ikke helt sikker på hvordan sådan noget rent faktisk foregik.
Jeg ved at korbrødre er munke, der selv har valgt klosterlivet, kommer fra mere velstillede familier, og sikkert har været bedre til det med at læse og skrive end lægbrødrene, som var fra den mere almene del af befolkningen, formentlig var blevet sendt i kloster af en familie, der havde for mange munde at mætte, ikke måtte opholde sig alle steder i Klostret og var dem, der lavede det hårde arbejde i haven og markerne.
Og måske byggede en mølle.
Uden at vide det, har jeg en forestilling om, at korbrødrene var dem, der skrev de mange smukke afskrivninger af biblen, af samler og senere den vigtigste historie - vigtigste som den del, der var udvalgt som vigtig.
Da Esrum Kloster blev nedlagt, havde været stutteri, garnison og jagtslot for tidligere konger, kom Christian d. IV forbi, flyttede på åens løb og fik bygget en ny og større mølle. Vandet blev ledt gennem mølleværket med et fald på tre meter. Den mølle brændte i 1854 og en ny blev opført - samme sted.
Møllen står den dag i dag. Den blev brugt frem til 1967, på et tidspunkt blev der sat en turbine til. At den har fungeret så længe, må nødvendigvis betyde at vandet har haft kraft nok til at drive møllen, med fortjeneste.
I dag er møllen en del af Esrum Kloster og den Gamle Møllegård under Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Den ligger i et naturskønt område og med flere muligheder for vandreture rundt om i området. Ruten ned til Esrum Sø og tilbage er på kun fire kilometer.
Møllen var ikke i drift da vi var forbi, men på udvalgte dage drejer den. Udefra så vandet stille ud, mens der inde i møllen var en voldsom larm fra vandet der fossede gennem dels et fald, dels et sammenpresset løb. Det er alligevel utroligt hvor store kræfter der løber gennem sådan et forholdsvist stille åløb.
Der er stemningsfuldt omkring den gamle møllegård, butikken rummer mange fine ting (vi købte ikke noget) og bag gården fandt vi plads til at sidde og drikke et par krus af det medbragte varme, inden vi gik tilbage mod landsbyen, kostskolen, et cigaretskodsprydet stoppested og bussen tilbage mod Gilleleje.
Jeg har fundet informationer hos Naturstyrelsen, Natrionalparken og ved møllen selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar