tirsdag den 9. juli 2019

I magtens centrum


Da vi valgte at henligge ferien til Bremen, havde vi ikke nogen større viden om byen. Det handlede mest om at finde et sted, vi kunne komme til med tog, inden for et overskueligt antal timer.

Vi slog vel nærmest en cirkel og tjekkede Bremen af.



Bremen Rådhus


At vi senere besluttede at dele ferien over flere byer, var igen et tilfælde og handlede mest om at vi blev i tvivl om hvor lang tid vi kunne bruge i Bremen.

At vi endte med at vælge Lübeck, Bremen og Hamborg var kun fordi, de alle ligger på samme togstrækning og dermed gjorde valget meget lettere.



Handelskammeret Bremen


Hvad vi ikke vidste, og som faktisk er lidt sjovt, var at de tre byers historie er bundet og har slået knude på hele Hansetiden. De tre byer var de sidste af en æra. De allersidste byer fra dengang Tysklands middelalderlige købmænd gjorde handel ude i den store Verden og tjente godt derpå.

Et levn fra Hansetiden kan stadig ses på nummerpladerne fra de tre byer, den dag i dag. Tyske nummerplader starter med to bogstaver, der betegner den by bilen er indregistreret i. Lübeck, Bremen og Hamborgs bogstavkombination er henholdsvis HL, HB og HH, der står for Hanse Lübeck, Hanse Bremen og Hanse Hamburg.



Købmandsboliger ved Marktplatz Bremen


At Bremen har været en stor spiller i spillet om magten, kan ikke forbigå nogen, når man står på Marktplatz i Altstad og ser sig omkring. Pladsen er en magtdemonstration i overdådighed og uendelige  detaljer.

På alle sider er pladsen flankeret af prægtige bygninger, der viser hvordan byen har huset tilstrækkelig rigdomme til at gøre sig værdig til sin status som Hansestad.



Domkirken i Bremen


Foran det vildt udsmykkede rådhus står statuen af grev Roland, der bliver betagtet som byens beskytter. Overfor rådhuset har handelskammeret til huse. Også det er rigt pyntet med de vildeste dekorationer.

På den ene side af pladsen står en række huse, der ganske givet har givet husly til de rigeste købmænd, ligesom rækker af smukke, gamle, store huse af samme slags, står bag handelskammeret og op mod Vor frue Kirke, som gemmer sig bag rådhuset.



 Vor Frue Bremen


Roland, byens beskytter


Til den anden side knejser domkirken med sine to tårne, der minder om Notre Dame i Paris, og ganske givet er bygget i samme periode. Foran domkirken lå børsen, som desværre blev bombet under Anden Verdenskrig og endte med at blive revet helt ned. I dag ligger en mere nutid bygning, der rummer Bremische Bürgerschaft.



Stadsmusikanterne


Mellem rådhuset og Vor frue står stadsmusikanterne. De fire dyr står på ryggen af hinanden og jager røverne af huse. Æslet skryder, hunden gør, katten med kattemusik og hanen galer det bedste den har lært.

Figurerne er så hipede at det nærmest er historien om den lille havfrue om igen. Jeg havde faktisk forventet noget større, men blev helt glad for at se, at mindre kan gøre det.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar