Conflux

Jeg kunne godt blive sådan en, der altid har et sæt fine hulmønstrede strømper i gang. Det kunne jeg godt. Måske bliver jeg det også. Ikke lige med det samme, men sådan over tid.

Jeg er solgt til de firkantede pinde. I hvert fald så længe de er meget tynde og beregnet til strømper.

Jeg synes faktisk det er ret vildt, hvor stor forskel der er på formen af pindende. Med masker rundt oim, burde forskellen vel egentlig være til at overse. Det er den ikke. Det er lige før jeg synes det er sjovt at strikke på de tynde pinde. Nu. Lige før.

Forsøget lykkedes. Må man sige. Jeg ledte længe efter et mønster, der ikke lignede alle de andre. Jeg kan godt lide de mønstre der smyger sig om foden. Det før hulmønstret her ikke - men resten. Maskerne lægger sig om foden i en form, der sidder rigtig fint.

Strømperne er strikket fra tåen og op. Det er supersmart, hvis garnmængden skal bruges op. Det er sikkert også supersmart i andre henseender. Jeg er bare ikke så vild med strømper strikket fra tåen og op. Jeg vil hellere den anden vej. Men når nu de var så fine.

Og jeg gør det også igen en anden gang. Hvis jeg støder på et andet fint mønster, der smyger sig om foden.

Selve hulmønstret er ganske enkelt. Når man først har regnet det ud. Det tog mig en hel del længere tid, end jeg helt forstod, da først jeg havde fattet det. Sådan er det nogen gange. Jeg kunne lige så godt have sidddet med næsen i diagrammet hele vejen igennem. For selvom det er enkelt, var det også en lille smule kompliceret.

Jeg kan godt lide kompliceret.

Og jeg kan godt lide de her strømper.

De er så fine. Under foden. Over foden. Bagpå. Foran. Og når jeg kigger langs siden.

Rigtig fine.

Design: Conflux af Maria Näslund.

Garn: Lane Cervinia Strømpegarn. Jeg fandt det i Kvickly. Jeg er ikke sikker på det er Jordens bedste garn, men farven var fantastisk. Vintage Blue hedder den. Jeg har den også liggende i lilla. 

Garnet er en smule tykkere end strømpegarn er normalt. Hvor stor betydning for det færdige resultat det har haft, er jeg ikke helt klar over.

De færdige strømper vejer 87 gram.

Pinde: 2½ milimeter KnitPro Cubics

Størrelse: Small.

Bemærkninger: Jeg var lidt i tvivl om hvordan den udtagning, der ligger langs siden af foden skulle forståes. Jeg valgte at strikke drejet i lænken mellem to masker til henholdsvis højre og venstre på hver side af foden. Jeg er temmelig sikker på, at det ikke er det der er forklaret, men det virker fint.

Ved hælen havde jeg også et forståelsesproblem. Eller rettere et problem med at få det til at se pænt ud. Jeg valgte at bruge German Shortrows. Der kan helt sikkert findes en forklaring på YouTube. German Shortrows er et nyligt bekendtskab, som jeg i første omgang synes var meget mærkeligt, men som vinder ved nærmere bekendtskab. Faktisk har jeg ikke lyst til at vende på andre måder fra nu af.

Jeg valgte at lukke af med Jenny's surprisingly stretcly bind off. Endnu engang et besøg hos YouTube værd. Jeg har brugt aflukningen før, og jeg synes den virker.

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

Kan honning mugne?

Dagen var lang i går. Men spændende og hyggelig og sjov. Og sen.

Jeg startede i kantinen, sammen med hele sjette klasses årgangen. Det er mange og selvom undervisningen var spændende, var det også til tider en noget langsommelig affære.

Vi lærte ikke meget om selve Windows 8 - det forventes at kunnes. Men jeg nye programmer at kende. Jeg lærte nye muligheder for at gribe arbejdsopgaver an. Muligheder som ikke kun behøver bruges i skoleregi.

For at binde det hele sammen fik alle en bunden opgave. Alle de nye programmer skulle ende ud i en præsentation om hvorfor honning ikke kan mugne. Opysninger skulle søges, og lægges på lager i et program. Billeder skulle findes og behandles i et andet program og det hele sættes sammen i et tredie program. Jeg valgte i øvrigt at finde et billede, der viser hvor smuk mug også kan være...

Og kan honning så mugne? Nej det kan det ikke. Og hvorfor kan det ikke?

Jeg har ikke fundet alt det materiale, der kan findes om emnet. Dertil var tiden slet ikke lang nok. Men så vidt jeg kunne finde ud af, er det fordi sukkerindholdet i honning er meget højt og vandmængden er meget lille. Sammen med de enzymer bierne bruger til at omdanne nektar til honning ender honning med at blive et temmelig ubeboligt sted for bakterier og svampesporer.

Samtidig dannes der noget nær et overtryk i honning - noget med det lave vandindhold. Etr overtryk (eller var det et undertryk? Det er ikke så vigtigt) der betyder at væske bliver trukket ud af betændelsestilstande og betændelsen forsvinder. Nu bliver det lidt langhåret, men siden antikken har honning været brugt medicinsk til sårbehandling. Det er altsammen senere videnskabeligt bevist.

Altså er det ikke en ammesturhistorie, når min mor igen og igen siger, at jeg skal smøre honning på sår og rifter. Og ikke kun i theen når næsen er snottet og halsen gør ondt.

Efter skolen ventede Caféen og bolsjefremstillingen, som i øjeblikket foregår hver mandag. VI kunne allesammen blive enige om, at bolsjer formentlig heller ikke kan mugne, og så satte vi ellers sukker i kog.

Da jeg kørte hjem, stod solen smukt på himlen, og pludselig kunne jeg mærke hvor træt jeg var.

Tidlig mandag morgen

Det er mandag. Klokken er langt tidligere end normalt. Tasken er pakket, tænderne er børstet, computeren er opladt og  madpakken ligger i tasken.

Jeg er klar til en dag i skolen.

Kamp til stregen

Dagen er gået i kælderen. Jeg har stort set været alt igennem. Mens andre har kæmpet en langt mere vigtig kamp har jeg været i klamp med gamle minder og rod, jeg slet ikke har brug for. Jeg har flyttet rundt og gjort plads. Og gjort Anders stolt.. og en lille smule ked af det.

Stolt fordi det lykkedes mig at skille mig af med temmelig meget. Ked fordi han blev indlagt til at hjælpe med at slæbe mod affaldscontaineren.

Jeg er ikke god til at smide ud. Jeg samler og bliver aldrig minimalistisk. Kælderrummet skal ofte rumme meget mere end det egentlig er beregnet til, og med mellemrum forsøger jeg at rydde ud. For hver gang bliver noget afsat. Noget jeg ikke sidste gang nænnede at skille mig af med.

Meget røg direkte i containeren, resten læssede Emilie og jeg på cyklerne, inden vi først kørte forbi den lokale afdeling af Røde Kors og bagefter mod indkøbsmuligheder, cola og den kage jeg lige havde sat næsen op efter.

Kage fik vi aldrig noget af. Klokken var langt senere end jeg troede og selvom vi prøvede mere end en bager, havde de alle lukket. Jeg har besluttet at jeg vil have kage i morgen.

For i morgen er der atter en dag, og forhåbentlig en aftale med Daniel. For i udrydningen dukkede også en del af hans egendele op, og når han nu bor lige rundt om hjørnet og har et nærmest tomt kælderrum, synes jeg det fair at sende hans egendele derhen.

 Lige nu fylder så Daniels ting, men så snart de er væk, er der masser af plads i det lille kælderrum til både den gamle grønne sofa, og det der dukker op inden jeg næste gang tager mig sammen til en udrydning i kælderregionerne.

Så jeg håber han har tid.. eller alternativt har lyst til at låne nøglerne til kælder og kælderrum ud. Jeg slæber nemlig gerne selv, hvis det betyder at jeg kan komme videre med indretningen af stuen, der stadig roder noget efter indkøb af ny sofa.

Indtil da nyder jeg at der er plads til både at slænge og have benene oppe ... og lukker øjnene for den lille sofa, der står noget ensomt og uhensigtsmæssigt ovre under vinduet.

Alsidige arbejdsopgaver

Skolen jeg arbejder på har i år tres års jubilæum. Allerede for to år siden fejrede vi tresårsdagen, for det er en totrinsraket der både dækker første spadestik og den dag skolen (stadig under opførsel) blev taget i brug.

Fra dengang skolen var ny

I anledningen af tresårsdagen blev festsalen ført tilbage til originalen med hvide vægge, nye gardiner og nyt tæppe for scenen. Før det var væggene sygeligt grønne, og jeg skal være den første til at bifalde det nye hvide look, der dels gør indtrykket større, dels ikke får folk til at se syge ud.

Hvem der har stået for gardiner og fortæppe, ved jeg ikke. Men tydeligvis nogen, der ikke har overvejet sliddet og behandlingen af et scenetæppe på en skole.

Det er nemlig syet efter alle kunstens regler - med en tynd troklet oplægning - der er perfekt for et gardin i et privat hjem - men bestemt ikke for et tungt fortæppe, der ikke alene hænger frit, men også bliver løbet ind i undervejs.

Hvorom alting er, er sømmene gået op, med det resultat at sømmen på fortæppet fejer hen over scenen, bliver beskidt og langtfra ser særlig pænt ud.

Chefen spurgte derfor om ikke jeg kunne fikse det. Selvfølgelig kunne jeg det, og derfor sad jeg i går på en stol midt på scenen med sytråd og hexesting, ryggen bøjet og syede den del af kanten op, som fødder har hængt fast i. Chefen kom undervejs forbi grinede og mente jeg lignede en skønjomfru, der sad med broderi og fremtidens udstyr.

Jeg synes det var en sjov opgave, og da en af ungerne kom forbi og spurgte om hvorfor det var mig, der sad der og syede, var mit svar, at det var fordi det er mig, der kan.

Nu er tæppet fint igen, og ryger der mere fortsætter jeg gerne.

Undervisningsparat

Alle de store elever i hele kommunen har fået udleveret hybrider til undervisningsbrug. Det samme gælder deres lærere. Endnu er det så nyt at de ikke for alvor er inddraget i undervisningen, men det skal nok komme.

På sidste uges skolebestyrelsesmøde fortalte Maria at sjette klasserne som yngste årgange er udtaget til at lære det nye udstyr nærmere at kende, og være dem, der senere skal hjælpe og lære videre til andre årgange. Derfor er der lagt op til en ToolCamp, som ender med en dyst skolerne imellem.

Både lærere og elever glæder sig. Jeg tog mig selv i at tænke: Hey! Det vil jeg da også. Selv om jeg højst sandsynligt aldrig får udleveret en maskine selv, men jeg nogensinde skal kunne hjælpe, har jeg også brug for at vide og kende og kunne bruge. Specielt da de nye vidundere kører på Windows 8, en platform jeg ikke er særlig familiær med.

Umiddelbart tænkte jeg at de rigtige kanaler måtte være at tale med min egen chef, før jeg talte med andre. Det var lettere sagt end gjort, for ligesom vi andre holder kurser og taler skolereform, sidder chefen i møde på møde om selvsamme skolereform. Når jeg huskede var han der ikke, og når han endelig var der havde jeg glemt det... eller travlt med noget andet.

Indtil jeg endelig huskede og han sad på kontoret. Jeg nåede ikke langt i min forelæggelse, før han sendte mig ind til Maria med tilladelse til at bryde ind i det møde der netop fandt sted i læringsudvalget - lige præcis dem, der beslutter og afholder ToolCampen.

Med noget bankende hjerte stod jeg uden for døren, trak vejret dybt, bankede på, lukkede op og spurgte om jeg måtte være med. Det måtte jeg, og jeg fik endda spurgt om også jeg kunne låne en computer.

Også det kunne jeg, og inden dagen var omme kunne jeg hjembringe både maskine og taske til beskyttelse. Siden har jeg hentet de rigtige programmer, drejet på skærmen og overvejet hvornår det er smart at bruge tastaturet og hvornår det er lettere at bruge den interaktive touchskærm.

På mandag klokken otte sidder jeg parat og indlæringsklar. Sammen med de unger jeg til daglig er sammen med om eftermiddagen. Jeg skal tidligt op, men jeg glæder mig.

Mange lange striber

Den sidste uge har budt på mange timer på en stol. Kurser og møder med strikketøjet i hænderne og ørerne slået ud har tilføjet adskillige centimeter på det igangværende mødestrik.







Jeg er træt, når jeg kommer hjem og rodet får lov at stå, mens den nye sofa glad tager imod og har vist sig som et fantastisk sted at falde i søvn.

Kursusrækkerne er langt fra slut. Mens noget sluttede er noget nyt begyndt, og langt størstedelen er spændende. En lille del kunne jeg godt have undværet - men sådan er det vist altid.

Onsdag fik vi plads til den ugentligt rygtræning og nogle få men velvalgte mavebøjninger, har fået os alle sammen til at gå rundt med ømme mavemuskler.

Ugen er langt fra slut endnu. De lange sene aftener ender med et brag. I aften holder vi fest. Jeg ved det bliver hyggeligt. Jeg ved at næsten halvdelen af Caféens medlemmer glæder sig. Lige nu kunne jeg godt bruge en tidlig weekend, men sådan er det også tit og når først mørket falder på, festdeltagerne strømmer ind og musikken begynder er jeg også klar.

Somme tider er det svært at holde masken…

Klokken var tæt på lukketid. Der var fire børn tilbage. De fjantede rundt og sad oven på hinanden, mens jeg ryddede lidt op og forsøgte ikke at gå i vejen.

I sofaen sidder en dreng og en pige. De slås om pladsen og griner højlydt, mens de foregiver at være uenige. Pludselig udbryder drengen midt i en sætning om at han skal have plads: Du har ingen situationsfornemmelse!

Pigen griner højt, og gør opmærksom på at nok sidder hun i vejen, men det handler ikke om situationsfornemmelse.

Drengen bliver noget utilfreds og bekendtgør at der ér altså noget, der hedder situationsfornemmelse og kigger spørgende hen mod mig.

Jo, siger jeg. Der er noget der hedder situationsfornemmelse. Det er svært, men det lykkedes mig at holde masken.

Inden jeg når længere, spørger pigen om han overhovedet ved hvad situationsfornemmelse betyder.
Nej siger han, hvorpå hun forklarer at det hander om, hvor man er…

Her kan jeg ikke mere, jeg bryder grinende sammen, og giver dem bagefter en forklaring på begrebet, der er et ganske andet end nogen af dem havde regnet med…

De er altså sjove de børn!

Nu sidder vi blødt

Emilie har længe ønsket sig en sovesofa. Flere gange er hun begyndt at spare sammen, men pengene er altid blevet brugt til noget andet, længe inden det samlede beløb endelig stod på kontoen.

Jeg har længe vidst at en dag skulle vi have en ny sofa. Den gamle er ikke optimal. En Londonmodel af ældre dato. Sådan en af den umage slags, uden megen komfort, plads eller mulighed for at slænge sig. Sådan en betrukket med grønt fløjl og frynser. Og kvaster. Jeg elsker den sofa, men man kan kun sidde en i den ad gangen... og det er næppe optimalt.

Altså blev planen, at når Emilie havde sparet sammen, skulle vi alle have nye siddepladser. De sidste måneder har hun været hardcore i sin opsparing og i lørdags kunne vi alle tre tage i IKEA og kigge på de udvalgte.

Emilie havde for længe siden valgt sin model ud. Jeg havde for nemheden og hurtighedens skyld valgt to modeller ud, som skulle prøvesiddes inden et valg. Jeg troede også jeg havde valgt farve, men ved nærmere eftersyn kom vi hjem med en anden.

Anders var tilfreds. Alting taget i betragtning var der ingen grund til forholdsnedbrydelser eller skilsmisse efter turen. Og vi blev endda og spiste frokost.

Vi var tidligt af sted, så allerede senere på dagen kunne vi tage imod fragtmanden, som afleverede to sofaer og et lille bord Emilie har sukket efter næsten lige så længe som sovesofaen. Og han kom lige i tide til, at vi inden nåede at rydde plads til det nye.

Vi pakkede alting ud i bunden af opgangen - det er vildt så meget pap der skal rundt om samlesæt fra IKEA. Del for del blev alting båret op, pappet båret den anden vej, og mens Anders bestilte pizza udefra tog Emilie og jeg først fat i hendes nye udstyr og siden samlede jeg stuens nye siddemulighed.

Og ohh for en siddemulighed. Den er dejlig. Der er plads, der er slængemuligheder og vi kan alle sammen være der. Tilbage står den gamle sofa og fylder. Tilbage står rodet, der endnu ikke helt er kommet på plads.

Den gamle sofa vil jeg ikke af med. En del af rodet ryger nok. Plads i kælderen er der ikke meget af. Men det kan der blive... Næste weekend er afmærket til formålet....