Glad af farver

Emilie og jeg tager sjældent til byen uden at runde Søstrene Grene. Vi kommer som regel også ud belæsset med alskens småting, vi ikke vidste, vi ikke kunne leve uden.

Specielt glade er vi for de langskaftede melaminteskeer, der kan bruges til alt, og nogen gange knækker. Det giver så en grund til at fylde lidt op.

I går kom vi også hjem med en saks. Det er ikke jordens bedste saks. Den er udemærket til det grove. Den klipper fint ligeud, men til de små detaljer, ville jeg vælge en anden.

Til gengæld har den stor glædesværdi. Den er tilpas fjollet til, at jeg bliver glad når jeg kigger på den.

Sådan kan en saks også betyde en hel del, for en dag med papir og klip, der ikke kræver det mere detaljerede.

På den anden side

Jeg var sikker på, at have gjort et godt kup, da jeg faldt over en flok billige gyldne flettestrimler, og straks tænkte på stjerner.

Stemningen holdt lige indtil jeg pakkede strimlerne ud, og det viste sig at bagsiden - var bagsiden. Det duer ikke til stjerner.

Mens min hjerne begyndte at tænke på alternative måder at bruge strimlerne, var Anders langt hurtigere, og spurgte om ikke bare jeg kunne lime dem sammen to og to.

Tjo... Hvorfor ikke. Limstift og noget mere forsigtig håndtering end en enkelt strimmel kræver. Det lader sig gøre. Det giver stjerner med en smule mere bid. Med en følelse af lidt mere indhold.

Det tager lidt længere tid, og hver enkelt fold skal overvejes, for den yderste strimmel vil altid gerne bruge lidt mere plads, end den inderste.

Det kræver lidt tålmodighed. Og jeg har snart ikke mere limstift.

Men jeg er ikke færdig med at lege med de dobbelte strimler.

På tur i indre by

Emilies støvler hænger i laser. Sådan bogstaveligt talt. De støvler vi købte for et par år siden og som hun siden har brokket sig så meget over, at jeg har været sikker på, at hun ikke brugte dem.

Vi stod af bussen ved Frihedsstøtten og fortsatte mod Strøget

De var i sin tid nærmest et panikkøb, fordi hun bare skulle have noget, og de blev ret hurtigt afløst af noget andet, som for længst er slidt i stykker. Støvlerne derimod. De blev ikke brugt.

Der var ikke det, der ikke var i vejen med dem. De var grimme, de var for store, de var mærkelige at have på, og i bund og grund kunne hun bare ikke lide dem.

Himlen var høj og luften varm, da vi krydsede Rådhuspladsen

Da vi nåede Nytorv og udsigten mod Højesteret og afmærkningen af fordums tiders Rådhus, var de rigtige fundet, og vi kunne have vendt om... men man kan jo aldrig vide...

På et eller andet tidspunkt har hun ændret mening. Jeg er ikke helt klar over hvornår. I mit hovedet står stadig alle udsagnene fra dengang de var nye.

Nu synes hun bare de er dejlige. Behagelige, flotte, rare og alle mulige andre pæne tillægsord. Hvis altså ikke det var fordi der løber vand ind - også når det ikke regner, og overlæderet ikke rigtigt sidder fast til sålen.

Det går jo virkelig ikke.

Og jeg følger tydeligvis ikke med.

Så vi prøvede centret. Prøvede det hele. Uden held.

Sådan en lun lørdag i november, er der mange mennesker på Strøget

Emilie er nemlig udstyrede med brede fødder. Hun passer ikke hvad som helst - men hun kan stå fast. Til gengæld passer mine fødder hvad som helst, men det kunne vi ikke bruge til noget, og der stod ikke hverken sko eller støvler til Pernille på en eneste af mine penge.

Vi opgav centret og besluttede at støvlerne måtte holde til i dag. Holde til, at vi kunne komme ind til byen og et større udvalg. Det lykkedes. Også selvom vi nåede vidt omkring.

På toppen af Rundetårn var der fyldt. Nedenfor stod folk i kø for at komme op.

Faktisk nåede vi ikke langt, inden vi fandt de helt rigtige støvler. Men tænk nu hvis der var andre. Så vi lod dem stå og søgte videre. Slutteligt vendte vi tilbage. Støvlerne stod der endnu. Nu er de med os hjem.

Jeg nåede at tænke, at vi måske skulle have fået sat dem til side, mens vi ledte videre. Da ekspedienten under salget fik fortalt, at det var sidste par i den størrelse, nåede jeg også at ånde lettet op.

Tænk nu hvis ...

Turen tilbage til de rigtige støvler gik ad Fiolstræde og rundede både Frue Kirke og Universitetet.

En bunke firkantede felter

Mellem fester, lange aftener, strik, møder og fletterier sker der også lidt på markedsfronten.

Jeg duer ikke til kun at have gang i en ting ad gangen. Derfor arbejder jeg lidt med det ene, lidt med det andet. Helt automatisk har jeg en tendens til at dele arbejdet op. At arbejde i mindre dele. At lave samlebåndarbejde.

De små punge, der startede med fletterierne i efterårsferien, er pludselig færdige. Siden fletningerne, har der været flere trin. Alle de lange fletninger skulle samles til ringe. Ringene skulle syes sammen. Lynlåse skulle tilsættes og udstyres med knytninger. Endelig kunne jeg i morges slå knude og sætte perler i.

Det færdige resultat kan lægges i bunken med færdige produkter. Den er ikke stor endnu. Men den vokser. Langsomt - men sikkert.

Langt hurtigere vokser bunken med ideer. Hvilket er temmelig typisk for mig. Hver gang jeg laver én ting, dukker tre eller fire ideer til andre ting op. Jeg kan umuligt nå det hele. Og noget af det glemmer jeg under vejs.

Jeg burde nok have startet lidt tidligere...

Fest

Fredag sluttede sent. Faktisk så sent, at fredag blev til lørdag.

Kalenderårets sidste fest. En fest dedikeret til orange. Vistnok fordi vi er tæt på haloween, men vores målgruppe ikke gider hekse og græskar. Eller udklædning.

Eller orange tøj for den sags skyld. Ud over os voksne, som havde stået på hovedet i kasser og skabe i forsøget på at finde en farve, ingen af os går specielt meget i, havde ingen af ungerne valgt at tage udfordringen op. (Martins klædeskab viste sig ikke at indeholde meget mere orange end et par strømper. Som kompensation, havde han fundet en oppustelig orange fisk, som han forsøgte at rende rundt med hele aftenen. Det viste sig at være lidt svært at bruge begge hænder - men han gjorde forsøget).

Men hvad gør det, når stemningen er god, dansegulvet velbesøgt, og Politiet efter utallige opfordringer vælger at lægge vejen forbi. Det sidste var i øvrigt en fantastisk oplevelse. To unge smilende, uniformerede gutter kiggede indenfor. Halen af unger, der fulgte dem, voksede under deres tur gennem lokalet, og stort set samtlige unger var ude og vinke farvel, da de gik.

Igen og igen har vi bedt om ikke nogen ville lægge vejen forbi, når vi holder fest. Vi har snakket med SSP, med politiet og med Natteravnenen. I går kom de. Og det var skønt. Der sidder nemlig ofte en stor gruppe unge udenfor, som ikke må komme ind. Som er for gamle, og vælger at holde fest udenfor vores fest. Som drikker, og som for nogens vedkommende er meget lidt pæne mod vores deltagere, når vores deltagere skal hjem.

Vi tænker det må være et kedeligt sted at hænge ud. Foran en lukket dør. I både kulde og regn. Desværre er der ikke mange andre muligheder i kommunen, og så ender de foran os. Det er kedeligt og ærgerligt, at de ikke har andre steder at være, men lige her og nu, er vores opmærksomhed rettet mod festdeltagerne, og deres mulighed for en god oplevelse. Derfor er signalværdien af at Politiet dukkede op enorm.

Uroen udenfor i aftes, var minimal. Faktisk ikke værd at snakke om.

Indenfor var stemningen god. Og selvom det er sene aftener, glæder jeg mig til næste gang. Med to måneders mellemrum er næste fest først lige efter nytår. Temaet er derfor dikteret nytår - vi har valgt at kalde det "Glitter og Gak". Anja og jeg er allerede begyndt at snakke om øjenvipper af fjer...

Inspiration om arbejdsmiljø

Aftenen skulle efter planen have været fyldt af et møde. Manglende forståelse for hinanden betød en aflysning. Aftenen var sat af, og gode kræfter mente, at vi alligevel skulle have noget ud af den.

Det fik vi!

Endda i en grad, hvor det møde, der skulle have været, formentlig bliver langt mere vedkommende, når det engang endelig får lov at komme på programmet.

Vi mødtes i festsalen. Alle skolens lærere og pædagoger sammen med ledelsen. Til et foredrag, der i den grad fik sat kommunikationen på plads.

Vi blev mødt af Vibeke Arensbak, der i bedste stand-up stil lærte os om hvordan vi kommunikerer med hinanden. Hvad virker, hvad virker ikke. Hvordan bliver vi modtaget. Hvordan kan vi agere, så andre reagerer positivt. Hvordan kan vi selv bevare positiviteten.

Sjældent har jeg grinet så meget. Sjældent er så mange spidser blevet ramt. Sjældent har jeg følt mig så godt underholdt og samtidig blevet så meget klogere.

Vibeke er et festfyrværkeri af humor, klogskab og afsindige spidsfindigheder. Hun er ikke bange for at grine af sig selv. Hun observerer og fortæller detaljer. Hun har et hav af titler, der spænder vidt, og som hun allesammen formår at bruge. Det var en fantastisk oplevelse, og de toenhalv time forsvandt i rasende fart.

Meget af det vi kan gøre for at lette kommunikationen er så enkelt, at det næsten gør ondt. Ofte er det små ting, vi kan ændre, for at få et helt andet udfald.

Prøv det selv. Stil dig foran et spejl. Kig på dig selv. Hold en åben hånd frem, mens du siger: Det er vigtigt, du hører det her. Prøv igen. Samme sætning, men med løftet pegefinger. 

Eller med åbne hænder spørge: Hvad kan jeg gøre for dig? Og igen, men med hænderne i siden.

Kan du se forskellen?

Kan du mærke den?

Stjernestunder

Jeg fletter stjerner.

I flere størrelser.

Af flere farver.

Lange dage

Ugen blev pludselig lang. Resten af ugen venter lange dage. Det samme gælder den næste uge.

Dage med møder. Dage med arrangementer. Fester, spændende foredrag, dejlige møder og ture ud i det blå.

Det skal nok blive godt. Det skal også nok være lærerigt. Jeg skal nok blive træt. Og jeg skal nok finde glæde.

Også glæde over at have formiddage helt for mig selv.

Jeg tuller rundt, er langsom, og når det jeg når. I kælderen snurrer et par maskiner, om lidt er der forhåbentlig også gang i opvaskemaskinen i køkkenet. Og så vil jeg ellers lægge benene op.

Det er skønt med en selvkørende maskinpark.

På cykel

Det tager cirka fyrre minutter at cykle fra Taastrup til Rødovre på en mørk, men klar og mild oktoberaften, efter et par timer sammen med andre strikketosser.

Når bare lammeskindsvanterne er fundet frem, er hænderne varme efter sådan en tur.

Det kan mærkes i lårene at cykle godt elleve kilometer en onsdag aften efter en lang dag. Eller måske var det eftervirkningerne efter første dag med endnu en omgang ryggymnastik og et par øvelser, der i den grad involverede lårmuskler.

Det er lidt koldt om fødderne at cykle en efterårsaften, når man letsindigt nok har taget fine sko på, i stedet for praktiske støvler.

Men det gør ikke noget, når der hjemme venter en varm kæreste, og en en endnu varmere kande frisklavet the.