tirsdag den 21. april 2015

Lange (og spændende) dage


Jeg havde glemt vi havde aftenarrangement i går aftes. Jeg blev heldigvis husket på det - sådan cirka da jeg kom ind ad døren, til det jeg troede var en kort arbejdsdag.


Forår


Sådan kan det gå, og sådan er der så meget. Og som det så ofte går, havde vi en superhyggelig aften med forældre og børn og fremvisning af en del af den palette, af muligheder for bevægelse i den understøttende undervisning, vi efterhånden har samlet.

Sådan nogle aftener klarer vi med venstre hånd, og noget nær en halv time inden gæsterne ankom snakkede Louise og jeg kort om hvilke muligheder vi skulle vise forældrene og jeg satte mig og skruede et program sammen, som kunne klares i løbet af en halv time og samtidig var rettet mod målgruppen.

De synes det var sjovt, og en enkelt lovede at hugge nogen af ideerne, når han inden længe skal med mødes med gutterne til et eller andet arrangement. Hug løs, sagde vi, og blev kun glade for at se ideerne brugt i nye sammenhænge.


Forår


I dag fortsatte jeg med den understøttende undervisning. Sidste dag i et kursusforløb om at beholde pædagogikken i netop den understøttende undervisning. Vi startede i forrige uge, og har nu haft ti dage til at prøve af, inden afslutningen i dag.

Det er ikke usædvanligt at sådan nogle kurser er mest spændende på sidstedagen. Der blev bundet knude, jeg fik endnu engang bevidstgjort at jeg er på rette vej, og jeg gik derfra med en god fornemmelse.

Jeg gik ikke hjem, for på skolen ventede skolebestyrelsesmøde. Endda et rigtig godt et af slagsen. Og grænsende til at gå en lille smule i selvsving. Jeg synes vi fik vendt mange vigtige emner, sendt det videre skolebestyrelsen ikke nødvendigvis skal blande sig i, og blandet os i det vi skal. For eksempel blev vi enige om at flytte pinsen, eller også var det påsken. Der er ganske simpelt for mange fridage i forsommermånederne.

Spørgsmålet kan så være om vi bliver hørt.

I morgen venter endnu en lang dag. Sådan en der starter tidligt og ender med ren hygge. Hygge der heldigvis ikke kræver at jeg er superskarp.

Det kan jeg nemlig ikke love at være i morgen aften.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar