Blooming Socks

 

Maja valgte at maj måneds strømper skulle være enkle med et simpelt mønster, som var let at lære og nemt at have med. Strømperne har ligget i min taske og er stort set strikket på farten eller ved møder i løbet af måneden. 

 

 

Sådan har det været med de fleste af årets strømper, og vil sikkert fortsætte resten af året. Faktisk har jeg stort set altid strømper i tasken. Strømper er nemme, små projekter som virker for mig, også selvom de skulle være fyldt med mere eller mindre komplicerede mønstre. 

Jeg har stadig en oplevelse af, at et par strømper ad gangen virker bedst for mig. Og så må jeg erkende at jeg stort set altid har to par i gang: Månedens strømper og et par til enten Anders eller Emilie. Oftest Anders, for dem til Emilie kunne godt være månedens udgave.

Par nummer to bor herhjemme, og bliver ofte lidt glemt i processen. Men med et færdigt par er de igangværende til Anders flyttet ind i tasken og får forhåbentlig lidt kærlighed inden næste måneds strømper bliver afsløret.  

Årstiden for strømper er nedadgående. Med tiden skal de nok blive brugt, lige nu er de mest lagt til side.

 

 

Jeg strikkede af et sockblank fra Sysleriget. Jeg synes sockblanks er sjove - at se det ene mønster på noget strikket, blive pillet op og blive til at andet mønster på noget andet strik. 

Det er anden gang jeg strikker af et sockblank. Denne gang var det dobbeltstrikket, hvilket betyder at de to tråde burde være ens, og give to ens strømper. Det gør det delvist, men jeg er ikke overbevist. 

Når jeg helst vil strikke direkte fra det strikkede til det strikkede, betød det at jeg var nødt til at strikke begge strømper på een gang. Jeg kunne have strikket to på samme pinde, men jeg kan bedre lide at sidde med den enkelte strømpe og valgte derfor at strikke de to strømper på hver sin pind, strikke lidt på den ene og derefter lidt på den anden. 

For mig er det ikke optimalt. Jeg kan bedst lide at strikke en strømpe ad gangen. Jeg er mere interesseret i processen end i hvor hurtigt jeg kan blive færdig. Sockblanks er sjove, og jeg vil gerne lege med dem igen, men hvis muligheden er totrådet næste gang jeg falder over et, kommer jeg nok til at vælge det fra. 

Til gengæld kunne jeg helt vildt godt tænke mig selv at farve på sockblanks og derefter selv strikke  strømper af det. De kan købes færdige, jeg ved det. Jeg ved bare ikke hvor. Måske jeg undersøger det en dag.

Design: Blooming Socks af Lisa Benedikte.

Garn: Dobbeltstrrikket sockblank fra Sysleriget. 

De færdige strømper vejer 68 gram.

Pinde: 2.25 mm rundpind  80 centimeter. 

Jeg strikkede den ene strømpe på en ChiaoGoo og den anden på en Addi Lace. Det blev tydeligt at wiren på den første er langt mere lækker at arbejde med. Hvilket betyder at der skal flere i min samling. 

Størrelse: Jeg slog 64 masker op, og tog efter hælen ind til 60 masker.

Bemærkninger: Opskriften lægger op til en tofarvet strømpe. Jeg er ikke ovenud begejstret for ideen om en anden farve på rib, hæl og tå. For mig virker det rigtig godt på enkle strømper, men jeg vil hellere have strømper med mere komplicerede mønstre. Det kunne have virket her. Det er nok bare mig, 

Jeg gemmer det med flere farver til en anden dag. 

Jeg havde strømperne med mig, men ikke opskriften. Derfor læste jeg ikke hvordan hæl, indtagninger og tåen skulle strikkes. Jeg gjorde bare som jeg selv havde lyst. Jeg lavede en hæl med løst aftagne masker på hver anden maske på retsiden. Det stod der vist også i opskriften.   

Om jeg vendte helt efter forskrifterne er jeg ikke sikker på, men hvor mange måder kan man vende på? Jeg vender i øvrigt altid med German Short Rows. Det synes jeg bliver pænest.

Jeg endte med en hæl med en del opsamlede masker og dermed også en ret lang svang. Jeg tog ind til der var 28 masker under foden og flyttede den yderste øverste maske i begge sider til undersiden af foden, da jeg startede tåen. 

 

 

Tåen strikkede jeg som jeg plejer, En båndtå med indtagninger på hver anden pind de første 7-8 indtag. Derefter indtag på hver omgang til der er 8 masker tilbage, som jeg trækker tråden igennem. Det er den tå, jeg synes passer bedst til mig.

Jeg kan faktisk også rigtig godt lide en stjernetå, men den ligger ikke på samme måde på  rygraden, og kræver derfor en smule tankevirksomhed...

Med et par færdige strømper, kan jeg godt glæde mig til koldere dage. Jeg ved sommeren godt kan byde på kolde aftener, så helt væk pakker jeg dem ikke. De skal nok blive brugt.

 

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.  

Hoptimist

 

Min mor kom forbi med en rød optimist. Jeg er ikke helt sikker på hvor hun har fundet den, men meningen var at Oscar kunne lege med den. 

 

 

Han har ikke vist den store interesse. Indtil i tirsdags, da han opdagede den på ny, og synes den var ret sjov. Jeg fortalte den hedder en hoptimist og at den hopper. 

Det var han ikke enig med mig i. Den løftede jo ikke fødderne, det skal man, når man hopper. Resolut rejste han sig og viste mig hvordan man hopper. han er god til at hoppe.

Jeg blev siddende på gulvet, gav ham ret, og forsøgte at bilde ham ind, at sådan en hoptimist åbenbart ikke er så god til at hoppe, at den hopper uden at løfte fødderne - hvorefter jeg siddende på gulvet forsøgte at vise hvordan.

Det synes han var sjovt. Gør det igen, sagde han, grinede mere af mig, mens jeg ledeløst sad på gulvet op hoppede, og blev enig med sig selv om at den røde hoptimist var lidt sjov. 

 

 

 

Endnu et kuld er klar til at indtage Verden

 

Niende klassernes sidste skoledag er altid et tilløbsstykke. I år var ingen undtagelse. 

Jeg startede tidligt, havde ting jeg skulle have styr på og nåede både det ene og det andet, inden årets revy stod for døren. De gjorde det godt, havde mange gode pointer og sjove indsalg. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere. De meget korte scener kunne godt være foldet lidt mere ud, men sådan er der så meget. 

Det er efterhånden mange år siden nomineringer blev en del af revyen, i år var ingen undtagelse. Det er ikke altid at nomineringerne har været en god oplevelse. Det var det i år. Jeg har svært ved at sige hvad det var de gjorde, men det virkede, det var sjovt og uden tvivl var valget at nominerede rigtig gode. 

De to idrætslærere var på forhånd temmelig sikre på at blive årets par eller noget i den stil. Hvis vi vinder, bærer du mig så op ad trapperne? Spurgte Louise. Selvfølgelig, svarede Rasmus, og det gjorde han, mens jeg stod med Louises kamera og filmede det hele. 

Efter revyen var der fodbold - personalet i grønt, eleverne i mere eller mindre sjove udklædninger. Louise skulle spille med, hendes klasse manglede en lærer, jeg overtog os så fodbold sammen med 3.B. Det var hyggeligt, og de var gode at være sammen med. 

På banen gjorde eleverne hvad de kunne, men måtte se sig slået 5-0 af personalet. Vi nød godt af unge vikarer og en tidligere elev, der har været vikar de sidste mange år, med et studie på sidelinjen, som garderede målet og tog hvad som helst. 

Hjemme mente Emilie at selvfølgelig gjorde han det, det gjorde han også dengang han ikke var særlig stor og stadig gik i skole. 

 

 

Herfra ændrede traditionerne sig. Der plejer at være skum. Barberskum. Klamt og ondt i øjnene, men noget afgangseleverne har set frem til siden de startede i skole. Gennem de sidste år har der været arbejdet på at omdanne kampen til vandkamp, som er noget mere bæredygtigt end barberskummet som på ingen måde er godt for miljøet.

I år var der vand. Personalet stillede op som modstandere og havde indkøbt sprøjteredskaber af den slags der normalt bruges til ukrudtsbekæmpelse. Det var en fest, og jeg er temmelig sikker på at afgangseleverne levede fint uden skum. 

Niende klasserne skulle videre, skoledagen afrundes og i Klubben sluttede vi dagen ved bålet med snobrød og temmelig mange flere børn end vi længe har haft derude. 

Det blev en skøn afslutning på en lang dag. 

Ståltråd på bål

 

Ideen her er ikke min, men den har ligget længe og ventet på at jeg skulle få brug for den. Det fik jeg i onsdags, hvor en fælles aktivitet for både store og små skulle findes på.

 

 

Vi lavede bål, snitteknivene var fundet frem, Henrik havde været på volden efter nedfaldsgrene og et håb om en ny omgang snobrødspinde er ved at se dagens lys. Men hvad med dem, der ikke havde lyst til at snitte. 

Det var her jeg kom på banen. Jeg har en plan, sagde jeg, fik lynhurtigt pakket en spand med pap, blyanter, sakse og ståltråd. Senere viste det sig at en grilltang også er en rigtig god ide. Den ligger nu i spanden. 

Faktisk er sådan en murerspand fantastisk til at pakke udeprojekter i. Jeg tror vi skal have nogle flere.

 

 

Konceptet er enkelt, og jeg havde forberedt et oplæg, så børnene kunne se hvad det handlede om.

Jeg klippede en figur i pap, viklede ståltråd om pappet - rigelig ståltråd. Her er mere godt, og er med til at give den færdige figur fylde. 

Når bålet brænder, lægges figuren ind i flammerne, så pappet kan brænde væk. De sidste smuler af afbrændt pap kan bankes ud mod en sten. 

Det er et sjovt projekt, som jeg også kan se udført i Håndværk og Design. Her skal eleverne selvfølgelig først tegne deres figur. Ikke bare på pappet, men på papir, så de kan dokumentere designprocessen. 

Vi stoppede den færdige figur i vand, så vi var sikre på den var kold. 

Jeg brændte den ene af mine to forberedte figurer. Det er godt at have flere dele af processen at vise frem, næste gang vi skal lege med ståltråd.

Jeg tænker den er rigtig fin hængt op i et bånd, men den kunne også bare ligge til pynt.

 

Risengrød på en majdag

 

Forrige uge holdt vi fest, der skulle laves milkshakes, og da ingen af os for alvor havde styr på hvor meget der skulle bruges, og der i hvert fald ikke skulle være for lidt, endte vi med ti liter letmælk. 

Det er muligt sødmælk er bedre til milkshakes, men pris og sådan noget. Henrik købte letmælk. 

 

 

Da vi var færdige med at lave milkshakes, var der stadig seks liter tilbage. Mens Henrik blev læsset og fandt et køleskab, var vi andre omkring snakken om risengrød. Men så blev det weekend, festen var slut og vi glemte alt om mælk.

Indtil i torsdags, hvor jeg kom i tanke om den der mælk, hvor Henrik nåede at blive i tvivl om hvor han lagde de mange kartoner og hvor det gik op for os, at holdbarheden udløb i dag. 

Jeg havde tid, jeg var klar til risengrød, og da det viste sig at vi faktisk lå inde med grødris, var der ikke langt fra tanke til handling.

Altså mødte jeg i dag op i god tid inden vi åbnede. De seks liter letmælk blev sammen med tre poser grødris og knap to liter vand til grød. Men inden jeg nåede så langt, var der en smule vrøvl med gryderne.

 

 

Jeg fandt den største gryde, skyllede risene, blandede med vand og satte det hele på komfuret. Det var cirka samtidig med at Louise kom i tanke om at vi måske havde fløde i fryseren. Det viste sig at hun havde ret, en hel liter, som jeg stoppede i en anden gryde, fyldte med vand og også satte på blusset. 

Mens gryden med fløde over vandbad blev varmere og varmere, skete der ikke  meget med vand og ris. Berit dukkede op og mens snakken gik, jeg med mellemrum rørte i risene og undrede mig over hvorfor der ikke rigtig skete noget, kom Berit i tanke om, at den store gryde vist nok ikke virker til induktion...

Men stadig bliver gemt til når vi koger store mængder kartofler...

Jeg fandt den største gryde der virker på induktionskomfuret, vidste godt det hele ikke ville kunne være i den, men det var der ikke lige tid til at finde en løsning på. Først da alt var hældt over, snakkede vi om hvorfor vi stadig har den store gryde og hvor de der kartofler kan koges...

Jeg hældte det hele tilbage igen og satte gryden over på det gamle komfur, der står inde på hobby og bliver brugt til lidt af hvert. Den nåede at blive varm, inden Louise fik løftet blikket og fandt den gamle store gryde (som virker på induktion) fik den hentet ned fra hylden under loftet, jeg hentede den store gryde fra komfuret på Hobby, hældte det hele om igen og endelig kom der gang i der der vand med ris.

Jeg havde stadig god tid, og Louise tid til at hjælpe lidt endnu. 

 

 

Da vandet kogte og risene begyndte at svulme op, blev mælken hældt i lidt efter lidt. Noget blev hældt i direkte fra kartonen, noget kom en tur i microovnen først for ikke at sinke kogeprocessen alt for meget. det tager lang tid at koge knap ni liter væske...

Louise var gået, men havde hentet et tæppe til at pakke ind i, da det hele endelig kogte. Mens jeg rørte vaskede hun alle gryderne af, og sørgede for at den store gryde, der ikke duer til induktion fik plads på hylden under loftet, så den anden store gryde kan komme ind i skabet og ryddede for tomme mælkekartoner, så der ikke var tilbage til mig at ordne, da jeg var færdig. 

Vi havde snakket om klatkager i morgen, var blevet enige om at det kunne blive et pædagogisk projekt, og børnene kunne stege hver deres. Det gad vi faktisk godt. 

Jeg fik pakket grøden ind i et par tæpper, efterlod den midt på køkkenbordet, blandede sukker og kanel og gik videre til et møde, og nåede at bruge tid sammen med maleglade børn på Hobby inden det blev tid til at pakke grøden ud igen. 

 

 

Alt var godt, indtil jeg kom i tanke om at jeg havde glemt salt. Jeg fandt det fine salt, dryssede og forsøgte at røre det ud i grøden, men opgav lidt på forhånd. Jeg vidste jeg ikke kunne røre i bund, for selvom den store gryde, der virker på induktion, er en god gryde (som jeg købte for mange år siden og har lavet ualmindelig meget mad i til mange, mange børn) kan den ikke forhindre ni liter risengrød i at brænde sig fast på bunden. 

Jeg fandt tallerkener og smør og stillede det hele an. Kørte vognen med frugt og grød og hvad vi ellers serverer ud i baren og gik tilbage til Hobby og de maleglade børn.

Mellem maleglade børn og opvaskemaskinen i køkkenet, kunne jeg konstatere at grøden solgte godt. Der var flere børn, der aldrig havde smagt bedre risengrød. Emil hældte grød op det bedste han havde lært og da der ikke var flere børn, var der heller ikke mere grød. Bunden var skrabet så let som muligt, så ingen havde fået det brændte med. 

Succes - selvom vi ikke får klatkager i morgen.

 

Billederne er fra tøseweekenden i Tisvildeleje.

Masker på en søndag - Uge 19

 

Ugen kort:

• Jeg fik endelig gjort mine timer op og skrevet ind i det rigtige program. Jeg har skrevet ned og synes selv jeg havde styr på det - jeg havde styr på det, timerne passer. Sådan  nogenlunde. 
• Skolebestyrelsen mødtes med nye medlemmer og ny skoleleder.
• Amalie fyldte 30 og vi sørgede helt som vanligt for maden. 
• Der er snakket skolehaver, håndværk og design og grønt tag på overdækningen uden tag.
• Al begyndelse er svær - vi har prøvet før, nu prøver vi igen og lavede udeaktiviteter på tværs. 
• Ugen havde kun fire hverdage.
• Weekenden er godt brugt, jeg har været på Frederiksberg hos Sille og Rose, med Emilie i Indre by og male musel og tømt vasketøjskurven, så næste uge også kan blive velduftende. 

Læse:

Natriumchlorid - salt - er et gennemgående tema i niende del om Afdeling Q, Carl Mørk, Assad, Rose og resten af holdet. 

Ubehagelige mennesker dør, en udsøgt klub begår selvtægt og hvad er det med det der salt. Salt har haft mange og magtfulde betydninger gennem historien, men er historien betydningsfuld i den her sag og hvor langt tilbage går sagen - er den overhovedet ovre?

Der er mange spørgsmål og mange underliggende historier. Det er længe side jeg læste ottende del af serien og jeg skulle lige holde tungen lige i munden for at huske og blive opdateret på hvor vi er.

Natriumchlorid er en letlæst bog. Det er vist meget godt, for jeg tænker ikke der går læng tid inden Biblioteket vil have den igen.

Strikke:

Med et færdigt par strømper er det tid til det næste par. Denne gang er det Frodo der står for tur. Frodostrømperne er med hulmønster, og jeg overvejede at springe over. 

Men nu har jeg lissom besluttet at han skal have alle ni, og vi ved jo allesammen at strikkeopskrifter er vejledende...

Bare for en sikkerhed skyld har jeg alligevel valgt at strikke i et noget billigere strømpegarn fundet i Rema1000. Garnet er på ingen måde så blødt som jeg er blevet vant til, men farverne spiller og jeg har droppet hullerne. 

På bagsiden af benet er et mønster af den slags der ligner snoninger, men opstår ved sammenstrik og omslag. Jeg strikker omslagene drejede. Det betyder at de fremstår som masker og ikke huller. Jeg tænker at det vil Anders sætte pris på.

Mønstrene på for og bag er hverken ens eller går over samme antal pinde. Jeg måtte gennem halvanden gang af det længste mønster inden det sad fast, så nu gælder det om at køre på, inden jeg glemmer det igen.

 

 

 

Retrotrøjen

 

Jeg ser en del podcasts om strik.Måske er det mere rigtigt at sige, at jeg hører en del podcasts om strik. Jeg har dem nemlig som regel bare kørende bagved, lytter, kigger op når det er nødvendigt og falder nogen gange i søvn undervejs. 

 

 

Den dag jeg havde sat Karina fra Kabistrik på fik jeg kigget op tit nok til at jeg blev mere end bare almindelig interesseret i den trøje hun havde på. En trøje i ren firserstil. Retro når det er bedst og fra dengang jeg under ingen omstændigheder ville ligne de andre. 

Jeg har et billede fra netop firserne, der tydeligt viser lige præcis det - måske jeg skulle finde det frem, om ikke andet, så for at bevise jeg har ret. 

Men altså. Jeg sad der en hel almindelig søndag eftermiddag (det har sikkert været søndag), og fik pludselig en voldsom trang til at strikke firserstrik, som strik skulle se ud i firserne. Det ramte mig så hårdt at jeg tog mig selv i lynhurtigt at gennemgå lageret frit fra hukommelsen og jeg mente bestemt at ligge inde med noget garn der kunne bruges. 

Karina var så sød at fortælle hvor jeg kunne finde opskriften og med en smule hjælp fra Google, var den hurtig fundet frem. 

 

 

Det viste sig at det garn jeg havde set for mig måske ikke helt kunne dække behovet, men sammen med noget andet, jeg havde glemt jeg havde, lykkes det mig at strikke en hel trøje i lagergarn af den lækre type, som er så ganske ulig det jeg plejer at bruge og som føles så helt rigtig at jeg ved jeg kommer til at at bruge den rigtig meget.

 

Tak for inspirationen.

 

 

 

 

 

Design:  Feminin Retrobluse fra Hendes Verden 39/1986

Garn: En skøn blanding fra lageret:

Mørk Blågrå Cash Cotton fra Garnudsalg - en blanding af bambus, bomuld og cashmere. 

Støvet Isfugl (lys blå) Cashmere hint of Cotton fra Knitting for Olive - Igen bomud og cashmere.

Hvid Alpaca fra Garnudsalg - jeg fik det for mange år siden, men har aldrig fundet det rigtige projekt. Jeg har rigeligt af det, så måske jeg skulle finde på noget mere.

Stone Grey Vip fra Lana Gatto - Uld og cashmere. 

Jeg tænker der er dømt håndvask...

Den færdige trøje vejer 248 gram, og jeg har stort set brugt rub og stub af de to første.

Pinde: Det blev til en del:

Selve trøjen er strikket på en 3,5 mm - jeg brugte vistnok KnitPro Royale.

Halskanten er strikket på en 2,75 - Addi Lace, der er købt til strømpestrik, men er for tyk til strømpestrik, nu blev der brug for den. 

Resten af kanterne er strikket på en 3 mm - igen KnitPro Royale

Størrelse: Jeg strikkede den største størrelse - der er to, og var i tvivl om den ville være stor nok om hofterne. Jeg endte med at lave den lidt større, fordi jeg tilføjede et par pinde hist og her.

Det med størrelsen kom ganske simpelt an på en prøve. Ud over brystvidden er der ingen målangivelser, så jeg endte med at strikke den første trekant og måle ud fra den.

Bemærkninger: Opskiften er fra Hendes Verden nummer 39/1986. Det bærer den præg af. Det er en opskrift fra dengang jeg lærte at strikke, og som sådan har jeg ikke nogen problemer med at læse den. Men den er bestemt fra en tid, hvor det forventedes at strikkeren vidste hvad hun gjorde og ikke havde brug for at blive holdt i hånden. Man skal både tænke og regne selv, så det gjorde jeg og lavede lidt om undervejs - nu jeg  var igang.

Blusen starter med otte trekanter, der hver især er en del af den nederste kant på både krop og ærmer. Fire trekanter til kroppen, to til hvert ærme. Når blusen skal monteres skal trekanterne sys sammen i side- og ærmesøm. Jeg tænke det var bedre (og pænere) at gøre det med det samme, strikkede trekanterne to og to og kunne dermed nøjes med fire dobbelttrekanter, der hver blev strikket som starten på et sjal med udtag i midt og siderne. Det gav også lidt mere plads, når de yderste masker blev en del af omkredsen  i stedet for sømrum. 

Jeg tilføjede og fjernede en flok pinde hist og her, som jeg synes gjorde det færdige arbejde pænere - noget med symmetri, overgange eller noget andet. Jeg lavede også lidt om på nogle af mønstrene. Der skulle have været flere bobler end jeg endte med. De første sprang jeg helt over og tegnede et lille ret/vrang mønster i stedet, de sidste strikkede jeg en hel del mindre end de skulle. Både for at spare på garnet, men også fordi de ikke blev pæne. 

 

 

Da jeg nåede kanterne, havde jeg ikke mere garn. Projektet lå stille i lidt over en uge, inden jeg besluttede at forsøge at farve en matchende blå på noget garn, jeg vidste jeg havde liggende. Da jeg skulle finde garnet, fandt jeg i stedet det grå og besluttede i stedet at det ville fungere fint.

Jeg ville ikke have en kant der strammede ind  forneden. Det kan jeg ikke lide. Altså samlede jeg måske lidt flere masker op end opskriften foregiver og lavede kun en kort kant. Den kunne måske godt have været lidt længere, men jeg tænker ikke jeg laver det om.

Hvad jeg til gengæld nok vil gøre er, at finde hæklenålen frem og give halskanten en omgang fastmasker. Den vokser i brug. I forvejen er halskanten ikke blandt de mindste, så den skal helst ikke blive meget større. 

Ærmekanterne  bliver også løse i brug. Men det kan jeg godt leve med. 

Vil du se flere billede af retrotrøjen kan de ses på Ravelry.

 

Det blæste i øvrigt pænt meget den dag vi tog billeder....

På maleskole

 

Det er vildt som tiden går. Siden Emilie og jeg for år tilbage var forbi Maleskolen hos Royal Copenhagen og male muselmalede tallerkener, har vi snakket om, at det skal vi igen.

 

 

At igen først blev otte år senere havde jeg ikke set komme. Hvis jeg ikke netop havde slået det op, ville jeg have insisteret på, at der er gået meget kortere tid. Det er der så ikke. 

Siden vi var derinde første gang er prisen ændret - det blev den vist ret hurtigt, i takt med at det viste sig at være noget af et tilløbsstykke,  der er mange flere kurser at melde sig til og mulighederne er forøgede. 

Første gang vi var derinde kunne vi vælge mellem en magamuseltallerken og en med Elements. Vi valgte de store blomster, dels fordi det var det vi kom for, dels fordi vi mente det ville være godt at prøve med de store inden vi prøvede de mindre.

Anden gang var muligheden for Elements væk. Æv! Det ville vi ellers gerne. 

Nu er de tilbage. Valgmulighederne er enten en tallerken eller en kop med Megamusel, en Elements tallerken eller selv at bestemme hvad man vil - og her vælge mellem en kop og en tallerken.

Det sidste gav anledning til en snak om at male bogstaver på en kop....

Og helst inden der er gået endnu otte år.

 

 

Men altså, for et par måneder siden snakkede vi igen om at nu skulle det altså være, vi kiggede kalendre, samkørte med maleskolen og bestilte tid. I dag gik turen mod København. 

Jeg troede at det ville være sværere at male Elements-elementerne end de større Mega-elementer, men de kortere streger blev på en eller anden måde lettere at sidde med. Der er afsat to timer til projektet og to timer helt sikkert et godt bud. Jeg har svært ved at forestille mig at man ikke får lov at blive siddende, hvis man skulle gå over tid. 

Jeg var færdig efter knap en time. Emilie havde brug for lidt længere tid, så jeg fandt strikketøjet frem, strikkede, mens jeg kiggede kritisk på  mit maleri, stoppede med at strikke, rettede lidt, tilføjede en prik eller hvad jeg nu synes, tog et par billeder af Emilie, strikkede videre og startede forfra. 

 

 

Damen var yderst tilfreds med mit resultat, som på ingen måde er perfekt, men ganske fint. Jeg oplevede at mine streger bliver bedst når jeg bare gør det, ikke tænker alt for meget, ikke gør mig alt for umage med at følge stregen  - alt er tegnet op, hvilket gør det temmelig meget nemmere at vide hvor hvad skal være. 

Forsøger jeg at bruge tid på at følge en streg, eller gør jeg mig umage med at få det hele til at se ens ud, er min oplevelse at hænderne ryster, at stregerne bliver skæve eller ujævne, mens de mere uovervejede streger i højere grad giver en følelse af sving og et mere levende udtryk. 

Det betyder så også at jeg bliver færdig inden der er gået en time. 

 

 

Der går op til fem uger før vi kan hente de færdige tallerkener. Vi er nogen, som har svært ved at vente. 

Nogen gange går tallerkenerne i stykker i brændeprocessen, fortalte damen, så får man selvfølgelig et nyt kursus. Jeg håber på ingen måde min tallerken går i stykker, jeg vil rigtig gerne have den, men skulle det ske, gider jeg rigtig godt male igen.

 

 

Vejret var skønt, det var dejligt at komme ud i bylivet, der emmer af sommer og sol med lydbilledet af glade stemmer og gademusikanter. Vi var sultne, fandt frokost på RizRaz, der stadig laver velsmagende mad. Emilie mente en tur i Normal var meget vigtig inden vi fandt S-toget fra Nørreport.

Hjemme gik vi begge i brædderne. 

Og glæder os stadig til at se resultatet - om mange uger.