Sankt Nikolai, Hamborg

Sankt Nikolai Kirke i Hamborg blev indviet i september 1863. Byggeriet var startet i 1846. Kirken blev bygget på samme sted, som den foregående Sankt Nikolai Kirke, der gik til under branden i Hamborg i 1842.





Forud var gået en del konkurrence om hvordan kirken skulle se ud, og gotikken vandt. Kirken blev bygget i sandsten og mængden af skulpturer, der prydede både kirkerummet og det høje spir var usædvanligt højt for datiden.

Først i 1874 blev tårnet og spiret færdiggjort, og dermed var kirken verdens højeste bygning. Den titel kunne den smykke sig med i to år, indtil katedralen i Rouen overtog førerpladsen.

I dag er kirken den andenhøjeste bygning i Hamborg, kun overgået af fjernsynstårnet.









I juli 1943 udførte de allierede en storstilet bombeaktion mod blandt andet Hamborg, og kirken var med sit høje tårn et pejlemærke, som ikke overlevede bombardementet. Tårnet overlevede, krypten stod tilbage, mens skibet blev besluttet revet ned, da der ikke var penge nok til en genopbygning og andre bygninger blev prioriteret højere.

Efter nedrivningen, stod de tilbageblevne dele af kirken som et monument for fred. I mange år fik kirken lov at passe sig selv og forfaldt yderligere. I 1987 stiftedes en organisation, der har restaureret de bestående dele af kirken, så den ikke yderligere forfalder.

I krypten er lavet et lille museum og rum til små koncerter af forskellig art. I det tidligere kirkerum, der nu står under åben himmel, er flere skulpturer og værker af flere kunstnere udstillet. Et klokkespil med enoghalvtreds klokker er monteret på tårnet og spillede, da vi ankom klokken tolv. Det klimtede en enkelt tone eller to hvert kvarter.

Enten var vi der ikke længe nok til at finde ud af, om det spiller hver time, eller måske var vi i museet i krypten, eller også stod vi 76,32 meter over jordens overflade og nød udsigten, da klokken igen slog hel. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg synes vi var der længe.











Det var lidt af et tilfælde vi var forbi kirken. Da vi sidste gang var i Hamborg, gik vi forbi flere gange, kiggede på tårnet udefra og konstaterede at resten var en stor byggeplads, som ikke på det tidspunkt var til at færdes på.

Kirken ligger kun lige rundt om hjørnet i forhold til vores hotel. Anders var sikker på den ville være oplyst om aftenen, og derfor gik vi derhen i aftes. Den er ikke oplyst som Anders havde forestillet sig. Blot lidt lys inde i tårnet.

Skuffet gik vi tættere på, fandt elevatoren, der på det tidspunkt var lukket, og besluttede på stedet at det skulle være morgendagens første udflugtsmål.


Kirken var smuk i aftenskæret, men endnu smukkere i dagslys. Og en imponerende oplevelse.















Med restaureringen er også opsat en elevator, der kører lidt over to gange rundetårn op og op og op, til en platform inde i kirken, lidt over halvvejs i det 147 meter høje tårn. Turen op tager cirka fyrre sekunder og over elevatoren, både øverst og nederst, kan man følge hvor højt elevatoren er nået.

Det var en smule bævende at tage billeder fra toppen af tårnet. Jeg var vildt bange for at tabe kameraet, og kunne mærke at jeg nærmest holdt krampagtigt fast. Fra de tomme vindueshuller er der en ret fantastisk udsigt over Hamborg.

Desværre er det mest nye bygninger der præger billedet. Ikke kun kirken måtte lade livet. Også bygningerne i kvartererne rundt om og i store dele af byen var så præget af bombningen, at det der ikke allerede var styrtet sammen, blev revet ned til fordel for nyt. På fotostater i tårnet, kunne vi se luftfotos af ødelæggelserne. Der var ikke meget tilbage.


Og dermed bliver det tydeligt at nok er Hamborg en gammel by, men ikke mange af bygningerne er meget gamle.



Jeg har fundet oplysninger om kirken og restaureringen på wikipedia - både på engelsk og på tysk, samt på mindesmærkets egen hjemmeside.

ChokoVersum

Vi nåede aldrig chokolademuseet sidste gang vi var i Hamborg. Vi kom for sent, havde planlagt uden at overveje feriens langsommelighed, og måtte opgive.



 Billedet er lånt her


Nu skulle det være, og et eller andet sted er jeg glad for at vi ventede. Turen til Bremen betød nemlig lidt mere indsigt i den chokolade, der bliver brugt i ChokoVersum. Vi ville have været derinde i søndags, og nåede også frem - godt nok igen lidt senere end forventet - så vi kunne have nået den tour, vi havde planlagt.

Men så talte vi med den søde mand ved disken, som gav chokolade og kunne fortælle at resten af søndagen kun indeholdt ture på tysk. I stedet bookede vi billet til i går, til en engelsk guidning, som for hovedparten bestod af danskere - det var lidt sjovt - og som højst sandsynligt gav mere information end tysk ville have gjort. Jeg kan godt forstå tysk, men jeg står også hurtigt af.





Jeg troede som udgangspunkt at et chokolademuseum indeholdt hylde efter hylde med kakaobønner, materialer, værktøj og opslag om kakaobønnens vej fra frugt til chokolade. Jeg vidste godt, der var noget med smagsprøver, men havde egentlig ikke gjort mig de store overvejelser.

Sådan er ChokoVersum i Hamborg slet ikke. Du kan slet ikke komme ind, uden den guidede tour, som varer cirka halvfems minutter og som med en meget talende guide via billeder, maskiner og muligheden for at røre, lugte og smage fortæller chokoladens historie.

Her kommer Bremen ind. For i Bremen ligger chokoladefabrikken Hachez - de laver en mængde chokolade i alle afskygninger, som vi vist egentlig ikke rigtig kender i Danmark. I Bremen ligger flere Hachezbutikker, hvor du kan købe alle afskygninger af chokolade, inklusive gavepakninger. Lige som der er Lübeck ligger flere marcipanbutikker, hvor du kan få fingre i alle de forskellige udgaver af Niederegger marcipan.

Vi ser også begge dele i Hamborgs butikker. Men ikke i specifikke marcipan- eller chokoladebutikker. Her er det på supermarkedernes hylder i slikafdelingen. Og udvalget er på igen måde så stort, som i de specifikke butikker.

I ChokoVersum bruger de chokolade fra Hachez, og et eller andet sted binder det en fin knude på hele turen, og jeg følte mig fra start allerede klædt lidt bedre på. Jeg tænker jeg også havde fået en fin oplevelse, hvis ikke jeg ikke havde vidst noget som helst om chokolade fra Bremen.

Gennem touren er der masser af smagsprøver. Vi fik lov at lave vores egen chokoladebar og i et område med flere stationer, har de maskiner stående, der viser chokoladens vej gennem produktionsmaskineriet.







Vi så kakaobønner i alle mulige stadier, fra frugt til ristet bønne. Frugterne er så store og tunge at de vokser tæt på træets stamme, eller på tykkere grene. Ikke som vores hjemlige æbler, der vokser noget mere yderligt på træernes grene. Vi blev enige om at rent biologisk er kakaobønner slet ikke bønner, men kerne eller frø. Vi lærte også at kakaoplanter og dermed frugt kommer i mange forskellige versioner, farver og smagstyper.

Den første maskine vi mødte var en melangeur (udtales på fransk) som knuser det affedtede chokoladepulver og sukker over så lang tid, at det bliver opvarmet og smelter sammen til en slags chokoladesirup - vi fik lov at smage.

Den lille chokolade-kvase-maskine er lavet af jern og har to kæmpestore hjul af granit. Adspurgt fik Anders svaret, at de ikke er af stål, fordi de ikke havde stål på det tidspunkt maskinen blev lavet. Det betyder - siger Anders - at maskinen er fra før 1890, og den kører stadig. For en maskinnørd er det temmelig spændende.





Der var andre - cirka lige så gamle maskiner, der fulgte chokoladens vej til endeligt produkt. For eksempel maskinen, der rører i chokoladen. Den blev oprindeligt opfundet af Hr Lindt. Dengang rørte man i cirka tyve minutter, men efterhånden har man fundet ud af, at jo mere der røres i den flydende chokolademasse, jo flere af de knap så spændende smagsnuancer forsvinder. For eksempel bitterheden. I dag rører man i chokolademassen i op til tre døgn, inden næste step i produktionen.

Vores guide var rigtig god til at formidle sit stof, tog ikke sig selv så højtideligt, krydrede med jokes, fortalte så alle kunne forstå og var klar til alle typer af spørgsmål. Også dem han ikke umiddelbart kunne svare på.





Efter halvanden time, som gik meget hurtigt, gik vi en tur rundt i butikken og bevægede os ud i byen, til flere oplevelser og kaffe.

Gå aldrig ned på kaffe.





I den forbindelse har vi været forbi Hermetic Coffee Roasters mere end en gang. Trods navneændringen er det stadig byens bedste kaffe, og sammen med det chokoladefarvede strikketøj, er der ikke et øje tørt.

Det gamle Hamborg

Det er kun anden gang vi er i Hamborg. Alligevel føles det som at komme hjem. Den samme følelse dukkede op, da vi tog til Berlin sidste år.





Ud over at daske rundt i de forskellige dele af byen, er vi også glade for museer. Gerne de historiske. Står der teknik, søfart eller noget med skydere foran, er Anders også på.

Jeg kan ikke huske hvor, men i går så vi et kort, hvor der figurerede to forskellige AltStadt på. Altså to forskellige gamle bydele. De lå tilpas langt fra hinanden til, at de ikke kunne være samme by. Hvad var de så? En ting er den gamle bykerne langs ved den sydøstlige bred af søen Alster, men endnu en gammel bykerne længere væk, mod vest og med centrum ved Elben, forstod vi ikke rigtigt.

Derfor gik turen til Hamborg Museum, eller Museet for Hamborgs historie, i formiddags.


Det er et sjovt museum. Der er ingen intuitiv vej gemmen udstillingen, hvilket betød at vi nogen steder gik baglæns i tiden, andre forlæns og visse steder den forkerte vej. Men det var spændende.

Ret hurtigt fik vi en oplevelse af, at byen måske tilbage til år 800 hed Hamme, og der måske også var en Burg. Det ville give mening. Det ville betyde to byer, der var vokset sammen, og gået sammen om navnet. Men så var det måske alligevel ikke sådan, og vi følte os ikke klogere.

Det er nok mere rigtigt at byen hele tiden har heddet noget der ligner Hamborg - for eksempel Hochbucki eller Hammaburg.





Der var mange spændende oplysninger undervej, og mange modeller af byen fra forskellige tider, men vi blev ikke klogere på det med de to gamle bykerner.

Til gengæld lærte vi, at i 1842 blev Hamborg udsat for en brand, der hærgede store dele af de gamle bydele over tre dage. Byen blev genopbygget, kun for at blive nedlagt endnu en gang efter koleraepidemiden i 1892.

Efter epidemien besluttede bystyret at sanere store dele af byen, og genopbygge med mere luft, og mindre plads til nye epidemier. Det betyder at Altstadt, er af en noget nyere dato end andre dele af byen. For eksempel Neustadt.

Med i saneringen røg en kirke, et kloster, det naturhistoriske museum og et par andre store bygninger. Dermed er det ikke så mærkeligt at Hamborg ikke kan fremvise meget gamle bydele - hyggelige bydele, helt sikkert, men ikke gamle på samme måske som i Lübeck.





Først til allersidst fandt vi svaret på spørgsmålet. På det tidspunkt følte vi os en lille smule skuffede, for hvorfor fik vi ikke svar på vores spørgsmål?

Et interaktivt kort over byen, der viser udviklingen fra omkring år 800 til i dag, viste vej. Kortet viser ikke bare udviklingen som et kort, der vokser i omfang, det viser også masser af plancher, der fortæller om specifikke udviklingstrin i takt med at byen vokser.

Det var her vi fandt vores svar, som vi måske burde have forstået allerede i starten af udstillingen.


I 1500-tallet dukkede jøder op i Hamborg. I første omgang blev de modtaget med kyshånd og byen så det store potentiale i deres handelsmæssige viden og samarbejde verden rundt. Med tiden blev jøderne udskældte, de mistede rettigheder og til sidst var de så uglesete at mange valgte at flygte ud af byen.

Et stykke uden for byen, havde den danske konge (jeg ved ikke hvilken) slået sig ned, bygget en by og sat sig fast med tanke på handlen via Elben. Her blev jøderne taget imod. Igen var tanken om handel og den velstand det kunne blive for byen en vigtig faktor. Måske var det i den forbindelse at der blev besluttet religionsfrihed i den lille by, der voksede med stor hast.


Byen hed Altona.

I dag er Altona blot en bydel i Hamborg. Superhyggelig ved vi fra vasketuren i går, og præget af mange smukke bygninger, der viser hvor velstående den lille by endte med at blive.

Danmark mistede først retten til Altona i 1864 - der var noget med en krig - og som erstatning byggedes Esbjerg havn.




De ældste dele af Hamborg uden for bymuseet. 

Anders står i den inderste del af søen, der i forbindelse  med voldanlæggets opførsel tilbage i 1500-tallet - så vidt jeg husker - blev inddæmmet til den størrelse den har i dag. Forrest støder byen ud mod Elben. Han står vistnok og tænker på kaffe...

Til højre for Anders ligger det oprindelige Altstadt, der opstod som en borg, helt oppe ved søen. Til venstre, er Neustadt, den første store udvidelse af byen. Grænsen mellem de to bydele er den knækkede, men temmelig lige linie, der markerer det, der i dag hedder Neue Wall - det gjorde det vist også dengang, og var der, det første voldanlæg stod.

Bag voldanlægget til venstre i billedet ligger i dag bydelene Sternschaze, Karolineviertel og længere ude Altona. Voldanlægget er i dag næsten væk. Der er kun en lille stribe grønt tilbage, som grundlæggeren af Botanisk Have reddede fra nedlæggelse. Også bymuseet har til huse på det gamle voldanlæg, og kigger du grundigt på et kort over Hamborg, kan du godt fornemme hvor ravelinerne har skudt ud i voldgraven.


Billederne har i øvrigt ikke sindsygt meget med indlægget at gøre - ud over at de alle er taget i dag. I Hamborg.

Hippie-disco-neon-plastik-orgie

Vi så dem i går, vi så dem i dag, vi ser dem nok også i morgen.










Alverdens mennesker af alle aldre og størrelser klædt ud i næsten ens neonfarvede halvfjerdseroutfist, der langt hen ad vejen ser ud som om nogen har fundet en rulle stof, og syet til hele vejen.

Parykker, bukser med svaj og blomster i alle afskygninger, sammen med hele neonpaletten er det gennemgående træk. Ind imellem er der nogen, som selv har været kreative, nærmest stikker lidt ud, men har det mindst lige så sjovt som resten af flokken.

Øl og sang er i høj kurs, men hvorfor fandt vi aldrig ud af.







Vi vaskede i dag, fandt den fedeste kombination af bar/cafe og vaskeri. Sæt vasketøjet over, drik en kop kaffe, en øl eller nogen med en højere procent - det sker nok længere hen ad eftermiddagen - lad maskinerne passe sig selv, nyd solen, gå rundt i kvarteret og end med at pakke det rene tøj sammen og gå hjem igen

Det var super hyggeligt. Måske umiddelbart et mærkeligt koncept, men vildt genialt.

Vi var forbi ad to gange. Fyldte først den ene vask i Anders' rygsæk, i min taske og en pose, tog til Altona, og mødte undervejs mange af de festklædte, neonsyngende, parykbeklædte festdeltagere. Hvilken fest blev vi altså ikke klogere på.

De var der stadig, da vi anden gang fyldte ryksækken, som nu kunne indeholde hele den anden vask, men de var nærmest væk, da vi gik fra vaskecafeen, ud i Hamborgs gader på jagt efter den frokost, der i sidste ende viste sig at blive en blanding med aftensmad.

Vi lod Malene vise vej og fandt mexicansk på Jim Burritos. Et lækkert stemningsfyldt sted. Der er ikke meget plads men maden er god og det var svært at trække os op og komme videre.





Klokken var efterhånden mange, vi har gået Hamborg tynd og vi rundede en af de aftenåbne supermarkeder, købte chips, øl og drinks på dåse. Slet ikke nogen ringe kombination, efter en dag med mange kilometre i benene.


En eftersøgning på nettet gav mening med galskaben. Alle de hippiepyntede, råbende og syngende, glade mennesker skal til SlagerParade. Det er vist en årlig tilbagevendende begivenhed, og tydeligvis stort når man er tysk.

Så giver de mange råb om Leve slagers meget mere mening.


I øvrigt er det Emilies fødselsdag i dag. Jeg ringede til hende i morges, og hun fnisede sig gennem hele første vers af I dag er det... Hun har haft gode planer for dagen, også selvom hun ikke var helt tilfreds med at vores ferie ligger lige oven i hendes fødselsdag.

At den altid har gjort det er en hel anden sag - for nu er hun ikke med. Måske hun kan lokkes til familieferie næste år...

Wilhelm Bauer

Turen er nået til Hamborg, og dermed forestillingen om at fortsætte fortællingerne om de tidligere byer, når vi er nået hjem.

Men altså. Jeg er simpelthen lige nødt til at fortælle om u-båden i Bremerhaven. U-båden jeg godt vidste lå i havnen, som et levende museum, man kan besøge. Hvad jeg ikke vidste var, at u-båden i Bremerhaven havn er præcis den type, som der skulle have været fabrikeret i bunkeren fra forleden.





Der blev aldrig færdiggjort en u-båd af typen XXI i Valentinbunkeren, men der blev bygget et par stykker andre steder, inden Valentin skulle have overtaget hele operationen. Ingen af dem kom nogensinde i aktion.

U-båden i Bremerhaven hedder Wilhelm Bauer. Den er opkaldt efter ingeniøren, der tegnede den, og selvom den aldrig kom i krig, var den et temmelig stort teknologisk spring inden for u-bådssejllads.

Noget af det allervigtigste i udviklingen af type XXI u-bådene var, at de kunne foretage en hel mission uden at skulle op efter luft. Det havde ingen u-både tidligere kunne. Hver gang de skulle op efter luft, blev de et potentielt mål for overflyvende bombefly, og men udviklingen af et fartøj, der kunne sejle længere uden at dukke frem fra gemmelegen, mente tyskerne sig overlegne i kampen mellem det gode og det onde.

At begge sider mente at stå for det gode er en hel anden historie.

Wilhelm Bauer sank på et rekognogseringstogt i 1945. Det var skibets eget mandskab, der lod u-båden synke til bunds i Flensborg Fjord. Krigen var tydeligt tabt, og fjenden skulle ikke risikere at få fingrerne i det nye isenkram.

I 1957 blev u-båden bjærget og sat i stand. De følgende år blev den brugt som skoleskib af den tyske flåde, inden den endte som museumsbåd i havnen i Bremerhaven.

Det er en stor u-båd. Den er som alle andre u-både jeg har mødt udstyret med runde luger gennem hele skibet, som det kræver et vist tag at glide elegant gennem, men det til trods kunne Anders stå oprejst langt de fleste steder gennem rundgangen. Der er alligevel en del at se på sådan en tur gennem en u-båd, selvom den ikke er stor, og turen går lige gennem.

Vi så de kæmpemæssige batterier, u-båden sejlede på, de kæmpe motorer - både de elektriske og de diseldrevne, den temmelig lille kabys, der skulle rumme madlavning til en besætning på otte og halvtreds mand, styrerum, motorrum, teknikrum og torpedorum.





Personligt synes jeg det mest interessante er indkvarteringen. Der var ikke meget plads. Kaptajnen, havde lige som ingeniøren eget lukaf. Kaptajnens størst ( hvis man kan tale om stort), resten af den fem mand store ledelse måtte sove i lag i et lille bitte rum. Ledelsen havde egen messe, der var møbleret, så sofaryggene kunne slås op som sengepladser. Det kunne køjerne gennem hele skibet.

De fjorten overofficerer delte to rum, med hver otte sovepladser og et enkelt bord, der kunne bruges til spiseplads eller hvad det skulle være, hvis man brugte de nederste køjer som siddepladser og slog de øverste ned som ryglæn. De to rum var meget små - her kan man tale om sild i en tønde.

Hvor resten af mandskabet sov fandt vi aldrig ud af. Måske var der sovepladser længere nede, hvor vi ikke kom til, mellem de kæmpestore batterier til elmotorerne, måske delte de ganske simpelt de seksten sovepladser med officererne. Der skulle vel være vågent mandskab på alle tider af døgnet...


Det var spændende at se, turen kostede ikke meget og noget af det, der slog mig var, at med den meget begrænsede plads, skal man så som potentielt mandskab til en u-båd kunne stå inde for særlige mål. Eller sagt på en anden måde: kan man være for stor til livet i en u-båd?

Yarn Along - Uge 28

Bremen har et gennemført og udbygget offentligt transportsystem. Der er både sporvogne, busser og regionaltog.

Vi købte en tre-dages billet og har brugt den flittigt. Det betyder ikke, at vi ikke har gået - den downloadede skridttæller mener vi siden download har gået seks og halvfjerds kilometer. Jeg downloadede endda først da vi forlod Lübeck.

Billetten dækker hele Bremen og et godt stykke mod nord. Det betød at vi kunne tage regionaltoget til Frage, og gå det sidste stykke ud til ubådsbunkeren den anden dag. På tilbagevejen hoppede vi på en bus, kørte halvvejs tilbage, stod af i Vegesack og besøgte en garnbutik/med mere  - der desværre ikke længere forhandlede uspunde fibre. Damen var meget ked af at måtte skuffe, jeg tænker ikke der er så meget salg i uspundne fibre og gik derfra med et fed håndfarvet strømpegarn, der kommer til at kræve glatstrikket strømpestrik, for ikke at blive alt for mærkelige.

Billetten dækker desværre ikke helt til Bremerhaven, men hertil kunne vi købe en dagsbillet, som ikke kun dækkede regionaltoget frem og tilbage, men også busserne i området. Det glædede vi os over, da turen gik hjemad i går. Der er et stykke vej fra den spændende del af Bremerhaven til stationen.

I dag slapper vi af. Vi har været en tur inde om byen, men gik hjem igen, da det begyndte at regne. I dag har vi brugt de flade konvolutter både frem og tilbage, vores tre-dages billet er nemlig udløbet. Jeg havde fået bildt mig selv ind, at det var i dag vi skulle videre til Hamborg.

Heldigt at det gik op for os i går at vi har endnu en dag. Det kunne have været sjovt, at tjekke ud og pludselig stå i Hamborg uden overnatning. I øvrigt venter et luksus studio med køkken, når vi i morgen tager videre. Spændende hvordan sådan et ser ud.

Nå, men en ekstra dag betyder, at vi smækker benene op, holder pause fra det hele og glæder os over at det netop er i dag regnen har valgt at slå til. Det er tørvejr lige nu, Anders er gået på pokemonjagt i nabolaget, jeg ser Tour de France og har tid til at sidde midt på dagen og skrive om strik og bogstaver.













Læse:

Jeg stoppede hjemmefra to bøger i kufferten. Tredie og fjerde del af Jesper Steins Serie om Vicepolitikommisær Axel Steen. Akras og Aisha. Den første allerede slut, og jeg er halvvejs gennem den anden.

Det er hårdtslående aktion for fuld udblæsning. Der sker noget og samtidig er baghistorierne om Axel Steen, hans datter, ekskone og alle de andre, med til at levendegøre karaktererne og hele historien.

Jeg synes Jesper Stein skriver godt. Anders manglede læsning (han tabte sin oldgamle telefon den anden dag, der nu under ingen omstændigheder kan mere.. hvilket betyder vi er nødt til at købe ham en ny. En ny der kan spille PokemonGo... så der er ikke noget, der ikke er så slemt, at det ikke er godt for noget. Lige nu deles vi om min.), så han læste den første, da jeg var færdig med den.

Nørdet som han er, påpegede han selvfølgelig lynhurtigt et par detaljer, som jeg overhovedet ikke havde overvejet sandheden af, og som jeg snildt lever med ikke er helt korrekte. Jeg er fint underholdt alligevel.

Men jeg kan godt blive lidt i tvivl om jeg har underholdning til hele turen...


Strikke:

Hjemmefra fik jeg, inden jeg så mig om, slået tre forskellige stykker sommerstrik op. Jeg tog dem alle tre med. Men ikke nok garn til nogen af dem. Så får jeg strikket på dem alle tre, tænkte jeg, og er gået i gang med strik nummer to.

I sidste udgave af podcasten med de to skønne damer bag De løse ender, viste Merete en sommerbluse fra Maries Ideer. Jeg købte bladet ved første lejlighed, besluttede jeg havde garn der passede og slog op til samme sommerbluse.

Men det var ikke nok. Sjældent har jeg oplevet et blad, hvor jeg stort set har lyst til at strikke alle modeller. Altså har jeg en endnu en model med. Denne gang er det et lille fint tøsesæt med bukser og top.

Jeg har slået op til toppen. Jeg havde ikke garn, der passede. Men det lokale håndarbejdscenter hjemme, havde netop Tynn Line på tilbud. Godt nok ikke i særlig mange farver.

Derfor strikker jeg blå-grønt til Rose. Strikkefastheden passer ikke, så jeg har slået op til en størrelse to år, måler efter størrelse tre år og har lagt en del til i længden. Jeg synes nemlig toppen på billederne i bladet er for kort.

Bremerhaven

I 1827 blev de styrende i Bremen bekymrede for handlen og vigtigst indtægterne, der stadig strømmede til Bremen. Tyskland var på det tidspunkt endnu ikke et samlet land, men i højere grad små kongeriger, og Bremen havde ikke længere samme magt som tidligere.







Det blev lettere at holde handlen ude ved kysten, end at sejle de mange kilometer ned ad Weser til Bremen. Derfor besluttede nogle af de mest indflydelsesrige mænd i Bremen at anlægge en havneby ved Wesers udmunding til Nordsøen.

I forvejen lå en lille by på stedet, Christiansstad, tidligere Christiansburg, vistnok et levn fra dengang Danmark havde haft indflydelse på stedet. Ingen har formentlig haft retskrav på stedet længere, og derfor var det nemt for den Frie Bremiske Hansestad at overtage stedet.

I løbet af relativt få år lykkedes det at opbygge en by, der bare voksede og voksede i omfang.  Da rejsen til Amerika var på sit højeste, var det fra Bremerhaven langt de fleste tog af sted - og ankom fra andre steder. Der blev bygget et udvandrerhus, som alle ind.. og udvandrere skulle gennem, for at kunne komme videre på rejsen.









I dag ligger et udvandrermuseum i Bremerhaven, som jeg tror er ret spændende, men vi nåede det ikke. I stedet gik vi på det Historiske museum i Bremerhaven, der ud over en flot gennemgang, jeg ville have ønsket ikke kun stod på tysk, også har en del at fortælle om udvandringen.

Bremerhaven ligger ikke bare ved Wesers udmunding. Floden Geeste udmunder midt i Wesers udmunding.

Bremerfolkene byggede deres by på den nordlige bred af Geeste ud mod Weser og opbyggede en toldfri enklave, som med tiden voksede sig stærk. Godt tyve år senere opstod Geestemünde på den sydlige bred, med samme udgangspunkt som Bremerhaven, men med kongeriget Hannover bag. senere blev Geestemünde indlemmet i Preussen.

Også Geestemünde oplevede en storhedstid, skibsværfter opstod, fiskeri, import af amerikansk petroleum og tømmerdrift blev store forretninger.







Der har uden tvivl været en del politiske og økonomiske forviklinger i forbindelse med hele affæren, men Bremen bibeholdt sine Hansestadsprivilegier og sin økonomiske storhed, og til trods for at den lille havneby ved Nordsøen var omgivet til alle sider af større magter, endte Bremen med at vinde og alle de små byer er med tiden indlemmet i Bremerhaven, der bare voksede og voksede.

Der opstod skibsværfter, fiskeriet var stort - er det måske endnu - havnen voksede i omfang, store cruiseskibe lagde til, søfartsskolen har en stor afdeling og måske derfor er det svært at finde ret meget af den oprindelige by.

Ved det der er tilbage af den gamle havn - som er blevet udbygget af mange gange - står Bremerhaven Oberfeuer. Det gamle fyrtårn er stadig i brug, står tæt ved slusen og knejser ved den gamle kaj.

Længere inde er en gamle bro - som sikkert ikke er helt så gammel som byen - der med et sindrigt hævesystem kan give plads til at skibe med master kan komme gennem.









I yderkanten af det, der engang var centrum af byen - er centrum i dag - ligger den smukke gamle Bürgermeister Smidt Gedächtniskirche med filigranspir  og viser at byen ikke er helt ny. Ud over det, fandt vi kun bygninger og boliger fra nyere tid.

Bremerhaven er ikke en spændende by, hvis ønsket er at se byen fra et gammelt perspektiv, den bærer afgjort præg af sin tilknytning til havet og det kan være ganske interessant. Til gengæld er der mange andre spændende ting. Der er en del museer, som kan være svære at vælge mellem. Vi lod også det maritime museum klare sig selv, og spiste i stedet frokost hentet fra salatbaren i den lokale Edeka, ved en bænk med udsigt til Geeste.





Vi kunne godt have brugt længere tid i Bremerhaven, men vi var trætte efter en lang dag og fandt i stedet toget tilbage til Bremen og vores indkvartering.