Ubådsbunkeren Valentin

I 1943 mente ledelsen i den tyske marine at krigen skulle vindes til havs. Til det havde de brug for ubåde.

Hidtil havde de tyske ubåde (og vistnok også alle andres) ikke været af en størrelse, der kunne nå ret langt. Rækkevidden skulle forøges, tegninger og tanker fandt vej og en kæmpe bunker, der skulle rumme ubådsbyggeriet, blev påbegyndt bygget nord for Bremen ved byen Farge.





Alle de unge og mindre unge tyske mænd var sendt til fronten, tilbage var tvangsarbejderne. Man brugte internerede fanger, gastapofanger, koncentrationslejrfanger, krigsfanger og hvad der ellers var at finde.

Arbejderne arbejdede i skift på tolv timer, fik et enkelt måltid mad, der ikke kunne gøre det op for den energi de lagde for dagen og de holdt sjældent ret længe. Tusinder af fanger var gennem byggeriet, i den tid det stod på, de syg og døde blev erstattet med nye, og ingen tænkte på dem som mennesker. Man estimerer at mindst 1.600 arbejdere døde, og mindst 10.000 tvangsarbejdere af alle slags, lagde krop til byggeriet.







Der var arbejdere fra hele Europa. Et usædvanligt ubehageligt system - der vist ikke var så usædvanligt i Tyskland under Nazismen - betød at alle blev sat op mod alle, mændene blev delt i grupper, hvoraf en enkelt blev udpeget som formand, og skulle sørge for at arbejdet blev nået i et bestemt tempo. Nåede de det ikke, blev formanden straffet, skulle de nå det, var formanden nødt til at være hård over for sine egne, og nåede de det ikke, endte formanden tilbage ved sine egne, mens en ny formand tog pladsen - og resten sjældent havde meget til overs for den tidligere formand.

Bunkeren med kodenavn Valentin, er uhyggelig stor. indeni kunne den rumme op til tretten ubåde i forskellige stadier af færdiggørelse. Bådene skulle via samlebånd, transporteres gennem bunkeren i lange rækker og til slut sejle ud via en sejlrende og ud i Weser gennem en udgravet fjord. Delene til ubådene blev lavet andre steder i det tredie rige - fra Hamborg, Bremen og helt fra Gdansk - og skulle transporteres til bunkeren, for at blive endeligt samlet der.

Hvis samlebåndet havde virket, ville der være samlet og sendt en ubåd til havs hver seksoghalvtredsende time. 









Der blev aldrig samlet en eneste ubåd i bunkeren. Til trods for at alting så ud til at gå i den rigtige retning.

Blot en måned før arbejdet blev standset og bunkeren stod tilbage som et kæmpe monument over krigens udslettelse af tusinder af mennesker, inspicerede Goebbels stedet og var vældig tilfreds.

Ikke meget manglede at blive færdiggjort, da et luftangreb fra Royal Air Force sendte to bomber gennem loftet og gav arbejdet et tilbageslag, der endte med at byggeriet blev standset helt i marts 1945.







Sejlrenden mellem bunkeren og den udgravede fjord blev aldrig til noget (eller også er den lukket igen). Efter krigen brugte de allierede stedet til bombetest, og en overvejelse om nedrivning stod for. Det blev dog aldrig til noget og i mange år stod bunkeren som en legeplads for områdets børn og som et motiv for idylliske postkort, mens alle gjorde deres bedste for at glemme den grusomhed bunkeren var et symbol på.

I tresserne overtog marinen området, hegnede bunkeren ind med overvågning og pigtråd, slettede stedet fra landkortet, satte den vestlige ende af det kæmpestore rum i stand, byggede en væg tværs gennem bygningen, lod det forfaldne stå og brugte stedet til opbevaring af militært isenkram.







I løbet af firserne blev presset fra de overlevende, tilbageblevne, fangeorganisationer og lokale mod at anerkende stedet og dets betydning for de mange der mistede deres liv i byggeriet, de mange tilfangetagne og de mange overlevende større og større. Først i 2010 indvilligede den tyske hær i at forlade stedet, og i 2011 blev et monument rejst foran bunkeren, og selve bunkeren omdannet til et temmelig levende museum og mindesmærke, der stadig er under oparbejdelse.

Monumentet foran bunkeren med de mange maste arbejdere under vægten af beton, gør et dybt indtryk. Det samme kan jeg sige om bunkeren, som jeg på ingen måde kunne forestille mig omfanget af, inden vi nåede frem.







Der er ikke meget at se, og så er der alligevel så meget. Det koster ikke noget at se bunkeren - guidede ture koster noget - og vi gik den halvanden kilometer lange tur gennem og rundt om bunkeren på egen hånd. I informationen kan lejes en audioguide der sammen med de femogtyve stationer rundt på turen fortæller om bunkeren, historien og mændene bag. Vi lod høretelefonerne være og læste os gennem de meget informative skiltninger turen gennem.









Nogen vil måske synes det var et kedeligt sted at tage hen. Jeg synes det var en tankevækkende oplevelse, der ramte dybt og gav stof til eftertanke.

Følelsen af afmægtighed og respekten for de mænd der gav deres liv - hvad enten det var til døden eller overlevelsen og skammen over ikke at dø - var til stede på samme måde som på en kirkegård. Samtidig hvilede der også en fred over stedet, som endelig har fået lov at blive den markering af de krigsforbrydelser, der rent faktisk fandt sted.

I magtens centrum

Da vi valgte at henligge ferien til Bremen, havde vi ikke nogen større viden om byen. Det handlede mest om at finde et sted, vi kunne komme til med tog, inden for et overskueligt antal timer.

Vi slog vel nærmest en cirkel og tjekkede Bremen af.



Bremen Rådhus


At vi senere besluttede at dele ferien over flere byer, var igen et tilfælde og handlede mest om at vi blev i tvivl om hvor lang tid vi kunne bruge i Bremen.

At vi endte med at vælge Lübeck, Bremen og Hamborg var kun fordi, de alle ligger på samme togstrækning og dermed gjorde valget meget lettere.



Handelskammeret Bremen


Hvad vi ikke vidste, og som faktisk er lidt sjovt, var at de tre byers historie er bundet og har slået knude på hele Hansetiden. De tre byer var de sidste af en æra. De allersidste byer fra dengang Tysklands middelalderlige købmænd gjorde handel ude i den store Verden og tjente godt derpå.

Et levn fra Hansetiden kan stadig ses på nummerpladerne fra de tre byer, den dag i dag. Tyske nummerplader starter med to bogstaver, der betegner den by bilen er indregistreret i. Lübeck, Bremen og Hamborgs bogstavkombination er henholdsvis HL, HB og HH, der står for Hanse Lübeck, Hanse Bremen og Hanse Hamburg.



Købmandsboliger ved Marktplatz Bremen


At Bremen har været en stor spiller i spillet om magten, kan ikke forbigå nogen, når man står på Marktplatz i Altstad og ser sig omkring. Pladsen er en magtdemonstration i overdådighed og uendelige  detaljer.

På alle sider er pladsen flankeret af prægtige bygninger, der viser hvordan byen har huset tilstrækkelig rigdomme til at gøre sig værdig til sin status som Hansestad.



Domkirken i Bremen


Foran det vildt udsmykkede rådhus står statuen af grev Roland, der bliver betagtet som byens beskytter. Overfor rådhuset har handelskammeret til huse. Også det er rigt pyntet med de vildeste dekorationer.

På den ene side af pladsen står en række huse, der ganske givet har givet husly til de rigeste købmænd, ligesom rækker af smukke, gamle, store huse af samme slags, står bag handelskammeret og op mod Vor frue Kirke, som gemmer sig bag rådhuset.



 Vor Frue Bremen


Roland, byens beskytter


Til den anden side knejser domkirken med sine to tårne, der minder om Notre Dame i Paris, og ganske givet er bygget i samme periode. Foran domkirken lå børsen, som desværre blev bombet under Anden Verdenskrig og endte med at blive revet helt ned. I dag ligger en mere nutid bygning, der rummer Bremische Bürgerschaft.



Stadsmusikanterne


Mellem rådhuset og Vor frue står stadsmusikanterne. De fire dyr står på ryggen af hinanden og jager røverne af huse. Æslet skryder, hunden gør, katten med kattemusik og hanen galer det bedste den har lært.

Figurerne er så hipede at det nærmest er historien om den lille havfrue om igen. Jeg havde faktisk forventet noget større, men blev helt glad for at se, at mindre kan gøre det.

Bremen

Efter en smule turbulens sad vi i toget fra Lübeck mod Bremen. Det tog ikke lang tid at nå frem, og til trods for at klokken kun lige var rundet middag, havde vi begge en følelse af, at dagen var langt senere.





Hjemmefra så den bookede beboelse fornuftig ud, fremme er den knap så spændende. At vi kom fra mere end forventet spiller muligvis også ind. Fra lækker ungdomshybel er vi havnet på et lejrskoleværelse... Til gengæld er kvarteret rigtigt hyggeligt.

Vi har slået os ned i Neustadt, cirka halvanden kilometer fra centrum. Bydelen ligger syd for den allerældste del af byen, Altstadt, på modsatte side af Weser, floden der bragte rigdomme i Hansetidens storalder.

Uden at vide noget som helst, ser det i vores uvidende øjne ud til, at bydelen er bygget i sidste del af det attende århundrede/første del af det nittende århundrede og højst sandsynligt har været yderst mondænt for hundrede år siden.





Med tiden har bygningerne fået lov at forfalde og stedet har været præget af arbejderklassens laveste, sammen med tilflyttere fra andre dele af Verden. Nu er det ved at ændre sig. Hipsterne flytter ind, der er liv i  gaderne - ikke så meget på en søndag - lækre cafeer og hippe butikker dukker op, mens de gamle brostensbelagte veje mellem de smukke huse bliver shinet op med nutidig belægninger og husene også får en omgang.

Både langs de store veje og i de mange linialskårne mellemveje ligger husene tæt, forhaverne er fyldt med blomster, der har fået lov at vokse sig store, varandaer, udestuer og fine balkoner pryder facaderne, mens klare farver tilsyneladende er et hit i Bremen.





Vi har allerede været en del omkring. Det er stort set lykkedes os at undgå alt det man som turist bør se. Vi tænker vi når det. Vi har tre hele dage, inden vi kører hjemad med et stop i Hamborg.

Stadsmusikanterne har vi endnu til gode, mens henvisninger til dem er at se mange steder i byen. Vi kom forbi Kunsthalle Bremen, hvor der står en opstilling af køretøjer, radioer og telefoner, som lokker til udstillingen om de fire dyr, der netop i år har tohundredeårsjubilæum.





Hvad vi ellers har set, tiltaler os. Det virker ikke som om, der er bevaret store dele af den allerældste by, til gengæld er voldanlægget bevaret i en form, der tydeliggør hvordan de inderste ravelinere har bugtet sig ud i voldgraven. Det er et lækkert grønt område vi har gået en del i.





Vi var et enkelt smut inde omkring Schnoor-distrektet, der huser byens ældste bygninger, og som vi nok skal kigge mere på, for at finde kaffe til Anders. Han kom tomhændet derfra, for kaffe var ikke specialet i en bydel, der nok er gammel og fin, men også et sted der lokker turister.





Vi fandt kaffe på den anden side af floden, i Neustadt hos Cafe Papp. En lille cafe med god betjening og masser af stemning, ikke langt fra Welhelm Kaisen Brücke, i den nordlige del af Neustadt.

Det var ikke dårligt.

Lübeck

Lübeck er kendt for marcipan. Ud over marcipanen, der stod klar da vi ankom, har vi ikke gjort så meget i den henseende.

Men vi har gjort så meget andet.





Vi besøgte Lübecks vartegn Holstentor i dag. Byporten der kan dateres tilbage til fjortenhundredetallet, og står som noget der er faldet ud af en snekugle, med udsigt til både byliv og Verden omkring, er ikke bare en pryd for byen, men rummer også et lille museum, om tårnet, om byen og om Hansetiden set med tyske øjne.

Det er et lille museum, men det er kun fordi der ikke er mere plads. Museet fylder hele tårnet, er så vind og skævt at søsygetabletter er anbefalelsværdige. Jeg gik i hvert faldt rundt med en følelse af at være ved at falde.

Når det er sagt er det et fint lille museum, som du ikke bør gå forbi, hvis turen går til Lübeck.

Når dobbelttårnene ses på afstand, ser de en smule skæve ud. Det er ikke forkert. For at kunne holde sig selv oppe, er de bygget, så de læner sig en smule mod hinanden og dermed forhindrer sammenstyrtning. Jeg tænker det kunne have været nødvendigt, hvis et angreb havde båret frugt.





Fra tårnet i St. Petri Kirke, som kræver en elevatortur, er udsynet over byen og ikke mindst Holstentor fantastisk. Selv i gråvejr, som vi oplevede i dag, er udsigten værd at gå efter og den lille byport, der er det eneste tilbageværende af et kæmpe anlæg, med ikke mindre end tre porte, to broer og et imponerende voldanlæg, ligger midt i den mere moderne by som en model fra en udstilling af fint håndværk.

Langs floden ligger en række pakhuse, der i tidernes morgen indeholdt salt, og som kan føre historien tilbage til samme tid som Holstentor. Dengang Lübeck var på sin storhedstid som en af de førende hansestæder, var pakhusene vigtige elementer i handlen mellem de mange involverede byer og købmænd. I dag er de mest et smukt indslag i en by fyldt med historie, nostalgi og smukke bygninger.





Byen er ikke større end vi har været forbi den gamle byport flere gange. En af de første gange, morede jeg mig over de to teenagetøser, der med store armbevægelser og truttende munde, tog selfie efter selfie for at få det helt rigtige resultat.

Jeg kan ikke huske hvad vi gjorde, dengang jeg havde samme alder, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi andre nok også har gjort ting, som de noget ældre, og mere voksne, har grinet stille af, når de opdagede det.





Vi har været øen rundt. Vi har set baggårde, gået på toppede brosten, grinet af rådhusets rigdom af alverdens tilbygninger, set kirker, djævlen, Hansemuseet og spist med varierende glæde over udvalget, og fanget en hel del hidtil ukendte Pokemons - jeg tænker at drengene tilbage i Klubben efter ferien vil blive temmelig imponerede :)

To dage er rigeligt til at gå på opdagelse i Lübeck. I morgen pakker vi os sammen og sætter kursen videre mod øst, for at besøge endnu en af tidligere tiders hansestæder. Denne gang tager vi til Bremen, som efter sigende skulle byde på et større udvalg af kulinariske oplevelser end Lübeck, som, trods alt muligt godt, ikke er et sted for en gourmand.

Mod nye oplevelser

Siden vi i går morges tog mod Lübeck, har vi allerede oplevet meget.

Vi startede på hovedbanen, hvor toget var byttet ud med en bus, og turen startede med en plads på første sal af en dobbeltdækker, og dermed et helt andet udsyn til banegårdens bygningsværk og udskæringer.





I den anden ende af busturen var omgivelserne noget mere forhutlede. Stationen ved Rødby Færge får mig altid til at tænke på noget fra en forladt spøgelsesby, og det kan undre mig at en station der bliver brugt på daglig basis ikke ser bare en smule mere levede ud.

På den anden side, er det nok ikke landets eneste station, der mangler vedligehold.

Togturen var også en oplevelse værd. Rundt om os var et utal af nationaliteter, vi hørte både norsk, svensk, finsk, hollandsk, engelsk og amerikansk mellem en lille smule dansk og tysk.

På færgen opstod første sprogmæssige problem, da mere end en var usikre på beskeden om at forlade toget under overfarten. I Puttgarden holdt vi så længe, at vi netop nåede at undres, da vi fik besked om tekniske problemer, der betød et togskifte.





Det nye tog rullede netop ind på perronens modsatte side, og dermed opstod en prøve i at få alle passergererne fra et tog over i et andet og modsat og samtidig få alle til at sætte sig på rette pladser.

Det tekniske problem viste sig at bestå i et tog fra Deutche Bahn, der holdt foran vores tog og ikke kunne flytte sig. Løsningen blev at skifte, så toget fra Danmark kunne køre tilbage på færgen og sejle tilbage og toget fra Hamborg kunne køre tilbage mod Hamborg.

Med en halv times forsinkelse, kom vi blot lidt senere til Lübeck, hvilket ikke på nogen måde var et problem. Langt større problem var, at toget fra Hamborg mod Berlin var nået at køre, hvorfor alle passergerer mod Berlin fik til opgave at stå af i Lübeck, skifte til et tog mod Lünenburg, for at skifte i Büchen mod Berlin.

Det unge amerikanske par, der sad over for os, fik en ekstra instruktion, og tog opgaven med oprejst pande, selvom det var lidt svært at forstå det ikke helt formfuldendte engelske, der kom ud af højtalerne.

Vi tænker de nåede frem.





Frem nåede vi. Jeg har bestilt værelser med køkken på hele rejsen, og troede som udgangspunkt at jeg har booket hotellejligheder. Det er ikke helt sandheden.

Her i Lübeck har vi egen lejlighed med alt hvad vi kan ønske os, i et smukt gammelt hus i den gamle del af byen med udsigt til Trave - floden der løber langs den ene side af den ø, der huser det ældste Lübeck - og som Anders hurtigt fandt det bedste sted at nyde.

Vi tænker ikke vi opnår samme luksus andre steder, og nyder at bo midt i det hele i skønne omgivelser.




Vi bor i det fine røde, smalle hus med skråtag mellem de to træer, lidt til højre for midten af billedet.

Yarn Along - Week 27

Joining Ginny for july yarn along.


Our summer holiday has started. Tomorrow we are bordering a train and sets off for almost two weeks visiting Germany. The suitcases has been found, summer knits are on the needles and I went to the library to find a book or two to take with me.

I almost can not wait


Last month I was knitting my own handspun and making a shawl. It it finished and turn out beautiful, soft and pretty warm. You can see it right here.


*************


Ferien er planlagt, billetter bestilt, hotelovernatninger klaret. Vi skal til Tyskland. Planen var i første omgang at tage til Bremen. Vi kører med tog, og vi slog ganske simpelt en cirkel inden for en overskuelig radius og fandt Bremen.

Hvor meget er der at se i Bremen? Spurgte Anders, og dermed opstod tanken om at stoppe undervejs.

Altså tager vi til Lübeck i morgen. Vi skal spise marcipan, se smukke gamle bygninger og nærmest bo midt i den gamle bydel.

Jeg ved ikke hvordan det lykkedes, men var har booket hotellejligheder med mulighed for selv at lave morgenmad og aftensmad, hvis vi ikke gider spise ude, hele vejen gennem. Samtidig er vi endt centralt, til meget mindre end forventet. Endda alle steder, der har fået gode anmeldelser.

Fra Lübeck tager vi videre til Bremen. Her har vi lidt flere dage, skal se gademusikanter, måske sejle på floden og hvis vi kan finde vej vil vi ud til vandet, også besøge Bremerhaven.

Inden turen går hjem igen stopper vi endnu en gang. Denne gang i Hamborg, som vi kender og allerede har flere planer for. Sidste gang nåede vi ikke chokolademuseet. Det retter vi op på nu.

De mange togbilletter gennem Tyskland og hjem igen har vi bestilt direkte via Deutche Bahn. Det kan godt betale sig, og blev noget i retning af halvt så dyrt, som jeg i første omgang havde regnet ud.


Tilbage er sådan set bare at pakke.















Reading:

I have been reading the same book for far too long now. I is the same I read last month. I need a feeling of succes in my reading expiriences for the summer. It is not that the book I am reading is not exciting, but it is a little heavy, and I can not seem to keep my focus.

I went to the library and picked up Akrash by Jesper Stein. It is the third of a sequel. I have read the first two years ago and never came around to read the next ones. The series follows the policeman Axel Steen, who is a bit rough and do things his own way.

I really liked the two first books and am looking foreward to read the next.

Until we leave tomorrow, I will be reading the book I am curently reading. Just to be able to start vacation with a brand new book.


Knitting:

All of my currently knitting projects has reached a point, where they are far to heavy to bring on vacation. Which means I had to cast on a summer knit (or three).

I have been wanting to knit a summer cardigan for years, and bought brown organic cotton almost as long ago. Now I finally found something that almost qualify to what I want.

I found two different designs in two different issuses of a danish weekly magasine (Hendes Verden) and am planning to combine them - sort of.

To get a little more weight to the yarn I added a super thin brown wool thread to the cotton. I think it works perfect, and am a little excited to see how it will work out.



*************



Læse:

Jeg trænger ganske simpelt til en succesoplevelse inden for læsning. Altså gik jeg på biblioteket og hentede Akrash af Jesper Stein. Det er den tredie i en serie på foreløbig seks, om den fallerede vicepolitikommisær Axel Steen, som konstant kommer i konflikt med både med- og modspillere.

Jeg har læst de første to, og hvorfor jeg aldrig kom videre, ved jeg ikke. Men de var gode, og jeg glæder mig til at gøre Axel Steens bekendtskab endnu en gang.

Jeg hentede faktisk også fjerde del af serien, og tænker den også kommer med på ferie. Det ville være frygteligt at løbe tør for bogstaver undervejs.

I aften læser jeg videre om Peter og Nicky, så Axel Steen kan nydes helt fra start i morgen.


Strikke:

Ferie kræver feriestrik. Et enkelt stykke strik kunne måske have gjort det, men jeg har faktisk slået en del op... mindst tre forskellige sommerbluser... som kommer med på ferie...

Den første er en cardigan, som jeg har haft planer for i et par år. Den store brune cone med økologisk bomuld har stået længe, jeg har bare ikke været helt sikker på præcis hvordan mønstret skulle være.

I løbet af et par uger en gang i sidste måned - tror jeg - dukkede først et tillæg og senere en flok trøjer op i Hendes Verden, og pludselig vidste jeg, hvad jeg ville. Jeg kombinerer to opskrifter, lægger lidt til, trækker lidt fra og beregner om, for strikkefastheder er ikke altid som beskrevet.

For at få lidt mere tyngde til bomulden har jeg kombineret med en tynd uldtråd og jeg synes resultatet umiddelbart ser rigtig godt ud. At blondemønstret både har mønsterpinde på ret- og vrangsiden havde jeg ikke lige set. Og at det ville have været langt nemmere at strikke rundt i stedet for frem og tilbage, er ganske sikkert. Men det har ikke slået mig ud - endnu.

Til gengæld bliver jeg vildt god til at vende masker og strikke to vrang sammen, for at få maskerne til at vende rigtigt på forsiden...


Se eventuelt hvad andre strikker, hækler og læser her.