Aldrig mere... Eller indtil jeg har glemt det... Igen

Man skal aflevere det, man låner.

Jeg synes selv, at jeg er rimelig god til at huske at aflevere det, jeg låner. Jeg er ikke særlig god til at få det tilbage, jeg låner ud. Jeg glemmer nemt.

I går kom tøserne løbende ind i Caféen. Dumpede de tunge tasker, og forsvandt hurtigt igen. De skulle have idræt. I stadionhallen. Havde travlt.

Fem minutter efter kom Emilie igen. Hendes cykel var flad. Punkteret eller piftet. Det er rigtigt til at vide. Der bliver tid til en afprøvning senere i dag.

Hun ville låne min cykel. Havde stadig travlt. Efterhånden meget.

Selvfølgelig måtte hun det. Jeg havde glemt hvad der skete sidst. Fandt nøgler og lukkede hende ind i skuret med personalecykler.

Senere kom de igen. Tasken med idrætstøj blev dumpet. Den skulle jeg tage med hjem. Hurtigt forsvandt de igen. Der var en film og en præmiere der trak.

En time senere stod jeg i skuret. Havde gravet lygterne frem fra cykelkurven, havde monteret samme kurv på cyklen. Var glad for at have noget at transportere den tunge computer, jeg havde med, på. Havde Emilies idrætstaske på styret. Stak hånden i lommen, for at fiske nøglerne op...

Da var det, jeg kom i tanke om, hvad der skete sidste gang, hun lånte min cykel...

Anders var hedigvis hjemme. Jeg nåede bussen og kunne slæbe både den tunge kurv, computer og idrætstaske hjem, dumpe det hele hjemme, inden jeg med en følelse af nøgenhed begav mig mod byen og de glade tøser.

Jeg nåede også en noget anspændt sms om manglende nøgler og aldrig mere...

Twilight

For et år siden var Twilight ikke noget, der kunne bringe Emilies sind i kog... Men så...

Da hun i sommers havde fødselsdag, var der ikke langt til beslutningen om, at fødselsdagsafholdelse for hende selv og Samar skulle vente til i dag. Til det store lærred. Til fortsættelsen på dramaet.

Billetterne var bestilt. Det ultimative lærred og de gode sæder i udsigt. Imperial med udsmykning og stemning. Facebookbeskeder fløj frem og tilbage i aftes. Sommerfuglene havde frit spil, og søvnen lå ikke lige for. Tøserne tog selv af sted. Nåede kun lige ind forbi og sige farvel.

Senere fulgte jeg. For at mødes og spise sammen. Satte mig i foyeren og ventede på at forestillingen skulle slutte. Ventede på de forventede skinnende øjne og glade smil.

Ved siden af mig sad to yngre kvinder. De havde tydeligvis børn, var stadig unge og havde stadig teenageårene i frisk erindring. De ventede også. På næste forestilling. Snakkede om lidt af hvert, talte sammen og havde begge indspark til samtalen. Den ene nåede at fortælle, at hun regnede med at skulle se filmen mindst fire gange.

Så dukkede endnu to veninder op. De havde været i kiosken og tanke op. Pludselig drejede samtalen.

Den sidst ankomne fyldte ikke kun i landskabet. Hun fyldte. Meget. Stemmen var høj. Gennemtrængende. Alle kunne høre hende. Samtalen forstummede. Blev til enetale. Alt handlede om hende. Alt. Fik en af de andre sagt noget. Formastede nogen sig til at sige noget, blev det straks drejet. Tvistet. Til samtalen igen handlede om den højestråbende.

Et øjeblik var hun væk. Straks var samtalen tilbage på et plan, hvor alle blev hørt, alle havde noget at komme med. Da den højtråbende vendte tilbage vendte samtalen også.

Jeg grinede lidt. Observerende og overvejede. Gemte mig bag mit strikketøj. De kendte tydeligvis hinanden. Måske gennem flere år. Måske var de en nydannet mødregruppe. Det skinnede ikke igennem. Men det var tydeligt, at de ikke var opmærksomme på dynamikken i gruppen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor lang tid der vil gå, før de får nok af hele tiden at blive tilsidesat. Hvor langt tid der går, før en af dem opdager det.

Filmen sluttede og mine observationer stoppede. Jeg gik udenfor. Opgav at finde tøserne i virvaret af filmgæster. Holdt fast i mobilen, og tænkte at de nok ville ringe.

Udenfor mødte jeg en af mine. En af de gamle Caféunger. En af dem, der gik ud for mange år siden, men stadig med mellemrum vender tilbage. Der var tid til knus og glade gensyn, inde hun sammen med en veninde fortsatte ind til næste forestilling.

Så ringede tøserne. Fandt vej ud. Glade, smilende, og fortællende.

Det er den bedste film de nogensinde har set. Jeg tror, jeg nu har en nogenlunde forestilling om handlingen.

Symaskineleg

Det gode ved at sy alting på samme tid med samlebåndsteknikker er, at lige pludselig er det hele færdigt. Nærmest på en gang.

Nu ligger en pæn bunke små projektposer i stil med dem, jeg lavede for længe siden, og siden har brugt til alt muligt.

Mængden blev bestemt af min samling af små broderier, jeg har lavet gennem tiden. Specielt de små strømpegarnbroderier, der var sjove at lave, er gode at se brugt til noget.

Der ligger stadig en mindre bunke, der mangler sidste trin. De bliver nok færdige i morgen. Eller en anden dag.

Symaskinelegen er ved at være slut.

Det er fint med mig. For andet presser på.

Eftermiddagslys

Ved centret er julepynten så småt fundet frem. Både ude og inde glimter de stiliserede juletræer.

Jeg er ikke som sådan tilhænger af julepynt allerede fra slutningen af oktober. Men det her er hyggeligt.

På den anden side - jeg synes også illumineringen af Rapunzeltårnet (eta: det gamle vandtårn) og lyset på de stille kraner bagved er hyggelige.

Jeg må dermed konkludere, at det er lysene. At jeg synes lysene i eftermiddagsmørket er hyggelige. De lyser op på dage, der forsvinder alt for hurtigt.

Morgentid

Vores træner er stadig syg. Det passer mig svært godt.

Som kompensation, har jeg lavet et miniprogram midt på stuegulvet. Jeg satser på, at lidt også har ret.

I køkkenet er opvaskemaskinen sat på arbejde, og når klokken slår otte har jeg det meste af en time sammen med symaskinen. Klokken otte, fordi vi bor i et lejlighedskompleks, og symaskiner larmer.

Vandet til en kandefuld the er sat over, og pludselig blev der alligevel plads til en langsom morgen, inden personalemøde lidt tidligere end normale mødetider.

Overspring...

Vi er altså et par stykker, der krydser fingre for, at vores gymnastikinstruktør stadig er syg i morgen tidlig klokken syv.

Klokken otte må han hjertens gerne blive rask.

Jeg ville ikke have noget imod en enkelt gangs overspring. Min fyldte kalender vil også gerne ...

Dage fyldt med alt det gode

Ugen er godt i gang. Ugen er godt fyldt op.

Jeg leger stadig med symaskinen. Allermest har jeg lyst til at blive i min bobel af sysomhed, men der er ikke tid.

Der er arbejde, der skal passes.
Der er opvask og vasketøj.
Der er tøj, der skal stryges, og familie, der skal knuses.
Der er unger, der skal høres, nyhedsbreve, der skal skrives, og indlæg, der skal jages.
Der er gymnastik og hop efter instruktion.
Der er en vampyr og en varulv, på det store lærred. 
Der er et tøsebarn, der har udskudt fødselsdagsfejring med veninden til netop den præmiere.
Der er tur med Caféen. Der er ræs og film og en kinesisk buffet.
Der er tøj der skal pakkes, og blogindlæg, der skal læses.

Måske det hele ikke bliver nået, men meget skal gerne, inden jeg tidligt lørdag morgen, kan sætte mig til rette i et tog mod Aarhus og et par dage i dejligt selskab.

Måske her bliver lidt stille...

Stoftanker

I går hoppede jeg i stofbunken.

Det der med at sy, har ellers ikke været på toppen af listen over det mest interessante. Længe. Men så fandt jeg en flok skønne farvestrålende karabinhager.

Min hjerne hoppede straks videre til nøglesnore. Og nu er der stof over det hele.

Når jeg syr, sætter jeg tit alle mulige farver og mønstre sammen. Jeg gemmer selv de mindste stykker. For det kunne jo være...

Alle de små stykker virker fint sammen med ideen om nøglesnore.

Da alle nøglesnorene var klippede, fandt jeg min bunke af broderi frem. Somme tider synes jeg det er sjovt at brodere. Det er blevet til mere end jeg troede.

Jeg fik lyst til at lave små poser med broderierne. Så jeg har stadig stof over det hele.

Emilie er begyndt at tale om, at hive strikkemaskinen op fra kælderen. Hun har planer. Det skal helst være nu.

Stofbunkerne har stramme tider. Jeg må hellere blive færdig med at klippe.

For der er ikke plads til både stofbunker - og strikkemaskine..

Stjernetider

Jeg bliver aldrig sådan en, der masseproducerer. I hvert fald ikke, hvis det masseprocuderede skal være ens.

Jeg har syet mange kjoler efter samme mønster, men altid i mange forskellige farve- og mønstersammensætninger. Så kan jeg godt.

Jeg duer ikke til den ene efter den anden, hvis ikke der er en forskel fra den ene til den næste.

Jeg har foldet stjerner. Mange synes jeg. Og samlet til kranse.

Det er ikke fordi den færdige bunke kranse er særlig stor. Men jeg har fået nok. Nu skal der nyt til.

Og personligt vil jeg hellere have et lille udvalg. Et udvalg, hvor ingen kan gå hjem med helt det samme.

Jeg har stadig planer med papir.

Jeg skal bare lige finde den der clipsemaskine, jeg helt sikkert lagde et rigtig smart sted...