Endnu en flok blomster til en hængende kugle har set dagens lys.
Denne gang valgte jeg papir med to sider.
Først da foldningen stod på, gik det op for mig, at bagsiden lader sig se i støvdragerne midt i blomsten.
Jeg synes det er fint at det fravalgte mønster får lov at kigge frem.
Okey.
Man kan ikke være heldig hver gang.
Maden var god.
Resten af aftenen var mildest talt en katastrofe.
Jeg ved godt, det ikke er pænt. Men jeg kan ikke lade være.
Aftenens foredragsholder havde nok noget på hjertet, men formidlingen var ikke i topform.
Det er min oplevelse, at en foredragsholder skal fange sit publikum inden for ganske kort tid. Ellers er de tabt.
Vi var tabt.
Faktisk opførte vi os ganske uhøfligt. Vi hviskede. Vi rodede med telefonerne. Vi lavede øjne og grinede diskrete til hinanden. Et par af mine kolleger havde gang i et spil WordFeud, og jeg valgte at bruge mere tid på masketælling, end det der blev sagt.
Vi sad bagerst, og jeg håber et eller andet sted, at vi ikke var alt for gennemtrængende.
Desværre blev det ikke bedre i pausen.
Flere flyttede bagud, for at kunne opgive at foregive at følge med. Mange forsvandt simpelthen. Jeg ville gerne have fulgt dem, men dels synes jeg det ville være for uhøfligt, dels (og det var langt vigtigere) vidste jeg, at der efterfølgende skulle ryddes op, og jeg synes ikke Henrik skulle hænge på det hele. Det var jeg ikke den eneste der synes.
Jeg opfordrede dog kraftigt Louise til at tage hjem. Hun har langt og et lille barn. Der var ingen grund til at hun skulle blive siddende.
Aftenens emne var stress. Foredragsholderen lagde ud med at ville tale om den gode stress - for sådan en findes. Sagde han. Jeg tror ham.
Fint tænkte jeg, og ville ønske han havde valgt at blive på sporet og talt om den gode stress. Det gjorde han ikke. I stedet fik han viklet sig ind i så mange negative udfald, så mange sidespor, han lovede at komme tilbage til og så detaljeret en gennemgang af hjernen, amygdala, det limbiske system og hormoner at jeg for alvor stod af.
Jeg ville gerne have hørt om den gode stress. Jeg ville gerne have hørt om positive tiltag. Jeg ville gerne have haft en god oplevelse. Det synes jeg ikke, jeg fik. Men jeg synes dog ikke, som nogen af mine kolleger, at jeg spildte tiden. Jeg fik strikket mange masker på Anjasjalet, jeg fik hilst på kolleger fra resten af kommunen og jeg fik slået fast at mine kolleger er vidunderlige, selvom ingen af os var særlig søde, i vores vurdering af foredragsholderen.
Jeg håber han får en konstruktiv feedback. For selvom han ikke er nogen god foredragsholder, er jeg sikker på, at han har mange andre kvaliteter. Jeg sad ved siden af ham, da vi spiste. Jeg oplevede en meget sympatisk mand, og jeg forestiller mig, at han er god som coach, en til en eller i mindre fora.
Det sidste ikke mindst fordi, hele hans oplæg, mest af alt virkede som om, det var planlagt til blot at nå første række.
Pludselig er halvdelen af ugen gået. I morgen er det næsten weekend. Men først er der torsdag.
I aften er fælles personalemøde. Møde for alle kommunens fritidspædagoger. Vi skal høre om stress.
Det plejer at være hyggelige aftener. Det bliver det nok også i aften. Jeg er lidt spændt på aftenens tema i forhold til sidste uge, der som udgangspunkt havde samme hovedeemne.
Og mon ikke Anjasjalet, der efter gårsdagens formidddagsmøde allerede er nået et stykke, vokser endnu mere efter aftenes totimers foredrag.
... Og jeg har sikkert også godt af det...
I dag kan jeg så mærke, at jeg har... inderlår... og baglår... og skulderblade... og vistnok biceps...
Det er svært at komme op en onsdag morgen med fælles gymnastik.
Jeg ved det er godt. Specielt bagefter, når vi har været under den kolde bruser, i det gamle skolevaskerum med brusere fra en svunden tid. Vandet bliver aldrig rigtig varmt, det er kun den ene bruser der rigtig virker, men så vågner vi, og er heldigvis ikke bange for at dele.
Men tillokkende er det ikke, tidligt ondsag morgen.
Mens jeg har sovet, har amerikanerne stemt, og med Obamas sejrsrus i baggrunden, tuller jeg rundt og pakker den taske, jeg egentlig havde forestillet mig at pakke, inden jeg gik i seng.
Jeg plejer at følges med Emilie på de tidlige onsdagsmorgener. I dag er jeg bagefter. Hun er kørt. Jeg kører om lidt. Vi følges kun, fordi det er hyggeligt. Jeg skal i virkeligheden først være derude en halv time efter Emilie.
Mens jeg har pakket, og forhåbentlig husket det hele, har Obama holdt tale. Jeg slukker for lyden, for billedet, og kører ud i kulden, glad for at vide, at verden i de næste fire år er udstyret med en verdensmagt, der er lidt mere på min side, end den kunne have været.
God onsdag.
Der er så meget jeg gerne vil. Jeg kan ikke det hele.
I hvert fald ikke på een gang.
I weekenden tog jeg alligevel hul på endnu et projekt.
Perler!
Gennem længere tid har jeg samlet perler, der skal omdannes til maskemarkører. Siden jeg opdagede perlebesatte maskemarkører, har jeg været solgt.
Jo - de larmer, de er tungere end en kedelig sikkerhedsnål eller en snor, men de er også skønne og lækre og delikate og så meget mere hyggelige i strikketøjet.
Jeg bruger mange maskemarkører. Måske fordi jeg har mange projekter i gang på samme tid. Måske fordi jeg ind imellem taber dem - eller drysser dem efter mig i en lind strøm...
I weekendens dagslys fandt jeg perlebeholdningen frem, sammensatte farver, udvalgte matchende dele, kneb wireklemmer og foldede wire.
Lige indtil wiren løb tør.
Det var hyggeligt arbejde. Når jeg husker at købe mere wire, og igen har et par timer med dagslys, skal der laves flere.
Jeg forestiller mig en hel skålfuld fyldt med farver, som bolsjer i en slikbutik. Jeg forestiller mig en markedsbod med mulighed for valg melllem mange. For ikke to er ens.
Og er der ingen afsætning, gør det ikke noget.
Jeg tager gerne dem alle i brug - hver og en!
Der er gået markedsproduktion i mit liv. Ideer vælter frem. Alt skal helst prøves med det samme.
Lige nu er det papir. Jeg folder og folder og samler og limer. I flere hold.
På mit bord står en skålfuld delvis foldede stykker papir.
Stakkels Anders nåede at se chokolade, inden virkeligheden gik op for ham.
Det bliver ikke til meget strik.
Og så lidt alligevel. Men kun lidt.
Jeg lovede for længe siden at strikke et sjal til Anja. Mange gange har hun sukket over mine. Har meldt sig som køber, skulle jeg finde på at sælge. Har sukket henført, når jeg har vist det sidste nye frem.
Jeg fik lyst til at strikke til hende. Fik lyst til et produkt målrettet hende. Lovede at hvis hun pegede på et mønster og selv købte garn, ville jeg lægge arbejdskraften.
Mønstre blev kigget. Uoverskueligheden blev sat på prøve. Mit Fantasiasjal blev færdigt, og jeg vidste det ville falde i god jord.
Jeg havde ret. Anja var ikke i tvivl. Det var det, det skulle være.
Næste punkt var garn. Jeg kom med forslag. Jeg kom med farvekort og webadresser. Anja tænkte, overvejede og endte med en bestilling.
I går fik jeg garnet med hjem. Det lækreste blødeste uld med en lille smule casmere. Dejligt at strikke af og i en skøn olivengrøn farve.
Og selvom der ikke rigtig er tid til strik, så er jeg startet. Siden er starten pakket ned. Kommer med på arbejde. Skal have plads i pauser og ved møder.
Mon ikke Anja gerne overtager, når det er min tur til referatskrivning, hvis jeg i stedet lover at strikke løs...
Mandag er bolsjedag. Tilslutningen er stadig stor.
Jeg kan mærke min egen er dalende.
Jeg er absolut ikke sikker på, at ungerne synes det er en god ide, men jeg har taget en beslutning.
Bolsjerne kører måneden ud - og så er det slut. Måske det skal tages op igen en anden gang, men med decembers ankomst vil jeg hellere tilbyde et andet alternativ.
Julegaver.
Siden vi flyttede vores lille hobbyhjørne ned i Klubbens hobbylokale, er der ikke meget hobby i Caféen. Men jeg gemte lidt. Det lidt som kræver overblik og få deltagere. Det lidt der kræver et komfur, og opmærksomhed mod varmen.
Lys og emalje.
Det kunne godt være stearin, men jeg synes gele er sjovere. Det oplever jeg også at ungerne synes.
Så fra december skifter jeg den boblende bolsjemasse på komfuret ud med smeltende lysgele, fine glas og væger. Sammen med den sjove emalje i pulverform, der drysset på udstandsede kobberfigurer og smeltet på komfurvarme giver fine vedhæng, med glaseret overflade.
Så kan jeg bare håbe, at ungerne får lyst til at være med.
