Pizza og sukkerdampe

Hvis ferie er langsommelighed, er hverdag det stik modsatte.

Dagen har været fyldt. Og udviddet flere timer end normalt. Efter eget valg - godt nok.

Jeg burde måske have overvejet dagen endnu en gang, inden jeg slog til, og planlagde hyggeaften med spisning første dag efter en langsommelig ferie.

På den anden side var det den dag flest kunne. Og selvom jeg lige nu - lige hjemkommet - føler mig temmelig fladmast, har det været det hele værd.

Og jo, det havde nok været på sin plads, at overveje det smarte i at lave middag samme dag, som bolsjekogeriet stod på skemaet.

Ungerne tog det heldigvis i stiv arm, at pizzaerne kom lidt senere ud af ovnen end beregnet, for hvem gider ikke vente en halv time, når det færdige resultat er lavet helt fra bunden.

Da størsetdelen af pizzaerne var spist og ungerne glade løb udenfor, for at lege gemmeleg, mente jeg røremaskinen kunne trænge til lidt ekstra omdrejninger. Altså er der lagt op til friskbagte grovboller engang i løbet af i morgen.

Lige nu sker der absolut ikke mere.

Mens jeg har skrevet her, har jeg brygget en kandefuld the. Nu vil jeg smække benene op i sofaen, stirre lidt på skærmen, drikke en kopfuld varme eller to, inden jeg kravler i seng.

Længe leve hverdagen.

I morgen er der endnu een :)

Fletterier i ferieformat

Ferien synger på sidste vers. Dagene er gået med lynets hast. Der har været byture, venindesnak, strikkeaftener, fødselsdage, spil, hygge og timer i eget selskab.

Det har været skønt.

Gennem ugen har der også været timer med plads til arbejde med markedsprojektet. Ikke meget. Troede jeg.

Da jeg i dag fik bunken af fletterier frem i lyset, viste det sig, jeg har nået mere end jeg troede.

Det lange seje træk af klip, klistre og foldning er slut. Den del af processen er det, der tager tid. Selve fletningen og senere sammensyning er noget helt andet. Resten går nærmest som en leg.

Der mangler stadig tid. Mangler samling af ringe og lynlåse, der skal købes. Men jeg er nået meget længere end jeg troede.

Den tid er ikke svær at finde. Den tid kan stoppes ind, når der er plads. Og når tiden er gået, de små punge færdige, står nye ideer på spring.

Jeg begynder at glæde mig til det der marked.

Opsats af genbrugsprocelæn og glas

I løbet af i aftes limede jeg alle tallerkenerne, kopperne og glassene fra den anden dag sammen.

Planen var opsatser, der kan bruges til alt fra delikate kager til slik eller småting, der ikke nødvendigvis kan spises.

Ideen er hverken ny - eller min. Det er længe siden, jeg første gang så gammelt procelæn limet sammen til nyt. Ideen lagrede sig. Mens jeg desværre ikke kan huske, hvor jeg har set det.

Alting blev vasket grundigt af. Alting fik også lov at stå, så jeg var sikker på, at eventuel fugtighed, jeg ikke havde tørret af, var tørret helt. Det gav også masser af tid til at sætte sammen, prøve af og beslutte den endelige sammensætning af de forskellige dele.

Mine fund i den lokale genbrugs gav næring til tre opsatser. De var supersjove at lave, men jeg tror jeg stopper ved de tre. Men jeg kunne godt finde på at fortsætte en anden gang.

Jeg brugte en superlim fra den lokale malerhandler, der indeholder cyanacrylat, og limer glas og porcelæn effektivt. Limen skulle også være effektiv til fingre - så jeg sørgede for at holde mine fingre langt fra limen i processen.

Inden sammelimningen sprittede jeg de enkelte dele af. Om ikke andet, så for at være helt sikker på, at fladerne var helt rene.

Jeg valgte også at bruge god tid på processen. For at være helt sikker på, at limen holdt, limede jeg kun et enkelt lag ad gangen. Pauserne mellem fyldte jeg op med alt muligt andet. Jeg kan sagtens finde på. Det kan andre sikket også.

At det betød flere timer, før alt var limet sammen, var ikke et stort problem. Jeg havde god tid. Jeg havde ikke noget jag skulle nå.

Problemt opstod først, da jeg begyndte overvejelserne omkring hvordan, jeg skal transportere opsatserne til Roskilde og julemarkedet til december.

Jeg satser på at indlede en jagt på papkasser i passende størrelse. Papkasser der ikke kun kan bruges til transport den ene vej, men også kan bruges hvis nogen forelsker sig nok i dem, til også at ville have dem med hjem.

På en varm dag

Den varmeste dag på denne tid af året - i mange, mange år. Sagde sagkundskaben.

Nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. Så vi hoppede i de varme støvler, inden turen gik mod centret, proviantering og generel hyggeshopping en lørdag i oktober.

Vi burde nok have hørt efter. Det var varmt. Rigtig varmt.

Det er en mærkelig oplevelse, at gå rundt i en varme, der mest af alt minder om en sommerdag, mens træer og buske er klædt i efterårets farver og gyldent løv ligger langs veje og kanter.

Også en lækker oplevelse.

Det står her endnu

Stilladset.

Taget er forlængst færdiggjort. Og den nye indespæring med dørtelefoner slået til.

Vi skulle efter brugsanvisningen at dømme kunne ændre på ringetonen. Jeg prøvede, men ikke om tonen vil ændres. Den spiller stadig en forfærdelig syntetisk version af Für Elise, når nogen ringer på.

Forhåbentlig finder jeg ud af at ændre det. En dag. For der er allerede lagt op til et anlæg, der kan lægges for had. Et andet hadepunkt er åbningsmekanismen ved gadedøren.

Ganske smart er vi blevet udstyret med chips, der blot skal viftes med foran anlægget, med åbning af både gade- og kælderdør til følge. Anlægget sidder midt mellem de to døre. Som udgangspunkt er det vel egentlig ganske godt tænkt.

Mine arme er bare for korte. Jeg er sikker på jeg kommer til at bande over det hver eneste gang jeg kommer hjem med tungt lastet cykel og indkøb i både kurv og hængende på styret.

Vores gade- og kælderdør ligger ret præcist fem trin under gadeniveau. Altså skal jeg balancere cyklen med alle indkøbene ned ad slisken, der heldigvis er placeret foran kælderdøren. Mens baghjulet stadig er halvvejs oppe på det skrå stykke, skal jeg så finde nøgerne frem, strække mig hen over styr, kurv og oppakningen, mens jeg forsøger at holde cyklen oprejst, for at kunne vifte med chippen til døråbningen og få cyklen i tørvejr.

Det skal nok blive sjovt. Måske jeg finder tricket og vender mig til det langt hurtigere, end jeg lige nu kan forestille mig. Jeg vælger at håbe. Og håbet er lysegrønt.

Anders mente jeg skal kravle hen over cyklen, vifte med chipen, og mens jeg stadig holder cyklen oprejst, står på den forkerte side både i forhold til at holde døren og cyklen og få plads til mig selv, åbne døren og bugsere alting indenfor.

Jeg satser på min version virker bedre. Også selvom jeg risikerer forstrækninger til følge. På den anden side er det godt at strække ud....

Nå men tilbage til stilladset. Det står her endnu. Det meste af det. Noget er pillet ned, resten omgiver os stadig. Også selvom det er flere dage siden, jeg sidst har set mænd kravle rundt på det.

Jeg går ud fra det bliver taget ned. En dag.

Jeg ved godt at det ofte er hurtigere og nemmere at pakke ud og stille op, end den anden vej. Det gælder sikkert også for stilladser.

I mellemtiden kan jeg konstatere, at jeg ikke ville have noget imod lidt overdækning på altanen. Vi er også stadig enige om, at det er hyggeligt med den ekstra forskansning. Så vi venter og holder af det, så længe det varer.

Guldrandet

Fredag er forlængst slut. Dermed principielt også ferien. Jeg vælger at tage weekenden med.

For et par dage siden, var Emilie og jeg forbi den lokale genbrugs. Vi kiggede fint porcelæn. Og små glas.

Vi brugte lang tid på at finde de helt rigtige dele. Finde dele, der for ingens vedkommende var ens. Langt de fleste af de små tallerkener og underkopper er guldrandede, og bærer præg af at have været brugt.

Jeg tænker der er historier gemt i de gamle kopper. At mange kopper kaffe er blevet fulgt af tanker over livet eller samtaler og hygge mellem venner og familie.

Jeg har en ide. Anders synes jeg er mere end fjollet. Jeg tror det bliver fint. På den der lidt kiksede, fine måde. Emilie er på min side.

Selvom min ide langt fra handler om at hælde kaffe i de gamle kopper, kan jeg mærke en vis respekt for de brugte dele. Kan jeg mærke, at nok vil nogen mene jeg ødelægger. Jeg håber dog at kunne genbruge med respekt for det tidligere brug.

For timer siden vaskede jeg det hele af. Stillede op. Prøvede af. Tænkte tanker.

I morgen leger jeg videre.

I god tid

Mens jeg er gået i gang med markedsproduktionen og det der med julegaver ligger langt ude i fremtiden, er Emilie allerede begyndt at hamstre, lave lister og samle ind til den store dag.

I dag fik hun printet ikke mindre en fireogtyve juledigte, -samler og -sange, der klippet ud og rullet i hemmelige ruller, der samlet i en lille skål gør det ud for en lille hyggelig julekalender.

Det er Tøsebarnet selv, der hver dag fra første december skal lukke op og læse et lille digt eller synge en lille sang. Men måske vi andre kan få lov at kigge hende over skulderen.

Farveflugt, eller mon nogen ved...

For godt to uger siden fik jeg den fineste pyntekål.

Siden har den pyntet midt på spisebordet. Den er vokset. Den har drukket vand og den har fået sol. Den pynter stadig og jeg synes stadig den er rigtig fin.

Men. For der er et men. Farven forsvinder. Da jeg fik den, var den lilla. Der er ikke meget lilla tilbage. Nu er den mest grøn. Og stadig fin.

Jeg kunne bare godt tænke mig, at den vedblev at være lilla.

Jeg har spurgt hos et par blomsterhandlere. Den første lignede et stort spørgsmålstegn og anede tydeligvis ikke hvad jeg fablede om. For ikke at tabe ansigt, lod han meget overbevisende, da han fortalte mig at det ikke var noget problem, og sådan skal det være.

Jeg synes stadig det er et problem.

Den anden blomsterhandler derimod, forstod til fulde hvad jeg talte om. Hun havde aldrig oplevet problemet og vidste umiddelbart ikke hvad eller hvorfor. Hun vidste godt at hortensia får noget i jorden, for at farve blomsterne blå. Det vidste jeg også, og vi kunne begge blive enige om, at det måske er sådan noget, der skal til.

Jeg har stadig ikke løst gåden om den manglende farve.

Måske jeg en dag finder et svar. Måske en af jer derude ved noget. Indtil da, synes jeg stadig den nu efterhånden noget grønne kål stadig pynter på mit spisebord.

Men hvis nu nogen ved noget, så hører jeg gerne.

Slutteligt er her lige et før- og efterbillede. Samme blomst, cirka fjorten dages mellemrum...

Før

Efter

Kiertoradalla

Det kan være lidt af et paradoks at ville bruge resten af noget, når der endnu ikke er nogen rester.

Længe har jeg haft hundrede gram strømpegarn fra BC-garn liggende, som jeg gerne ville bruge resterne af til hexipuffs, til mit store evighedstæppeprojekt.

Problemet kan så være, at vide hvor meget resten dækker!

Med enden på strikkeriet af de små bløde puder inden for rækkevidde, blev det pludselig langt mere magtpåliggende at få brugt den der rest, der endnu ikke var en rest.

Altså var der ingen vej udenom. Jeg blev pinedød nødt til at strikke et par strømper.

Jeg ledte Ravelry igennem for en strømpeopskrift, der dækkede de krav jeg umiddelbart kunne stille op. Jeg ville gerne have noget mønster. Samtidig måtte det ikke være for dominerende, for garnet er tilpas mangefarvet til, at jeg synes et mønster ofte drukner i de mange farver. Også selvom farverne her er holdt inden for samme del af farvehjulet.

Generelt synes jeg, at mangefarvede garner fungerer bedst som glatstrik. Altså skulle strømperne også indeholde en del glatstrik. Men ikke kun glatstrik - det ville være for kedeligt.

Valget endte med at falde på Kiertoradalla. En fin strømpeopskrift, som også var let tilgængelig, og som udemærket opfyldte mine ønsker.

Med strømperne færdige, var der lige præcis nok garn til syv hexipuffs. De ligger nu i kurven, sammen med de mange andre, og venter på de sidste hundrede, der endnu mangler en tur om strikkepindene.

Design: Kiertoradalla af Tiina Kuu.

Garn: Santa Fe fra Aslan Tends. Det fine lilla i lilla tonede garn har farvenummeret 1323. Jeg købte det i sin tid, da jeg var til lagersalg i Kolding.

De færdige strømper vejer 71 gram.

Pinde: Knitpicks str 2½ mm.

Størrelse: Small. Til mine størrelse 39 fødder passede det lige med, at jeg kunne lukke af til tåen, da mønsteret var færdigstrikket.

Bemærkninger: Et hurtigt opslag på Google Translate fortæller mig, at kiertoradalla på finsk betyder kredsløb. Pludselig giver navnet langt mere mening.

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.