Det er nogle måneder siden jeg fik det Tivolikort Berit havde liggende, og ikke havde aktiveret. Oscar og jeg var i Tivoli tilbage omkring Halloween og så dengang den pyntede have. Skulle vi også nå julehaven, var det ved at være tid, og i lørdags tog vi derfor bussen ind til Hovedbanen og Tivoli.
Der er fint derinde. Jeg har en oplevelse af, at årtidsdekorationerne - både efterår og jul - er blevet større siden dengang mine børn var små, vi boede tættere på byen og jeg havde Tivolikort i pungen. Det er fint, lidt overvældende og der var mange, mange mennesker.
Oscar lagde stærkt ud og mente vi skulle i Rutsjebanen. Vistnok mest fordi, jeg sidste gang fortalte at det er min yndlingsforlystelse. Sidste gang var han ikke så vild med den, men det kunne jo være han bedre kunne lide den nu - så vi gik i Rutsjebanen. Og han synes den var meget sjovere end sidst. Fortalte han flere gange. Men han er stadig ikke så vild med de der bakker.
Derefter mente han at vi også skulle i Mælkevejen, den anden rutsjebane med en rumraket forrest. Tidligere var det et tog. Men vi skulle lige vente lidt. Jeg var ikke sikker på om det var en god ide, men han holdt fast, og inden vi tog hjem ventede vi i kø og fik turen rundt tre gange. Her måtte han erkende, at den var ikke så sjov, som han troede. Den kørte hurtigere end han havde set nedefra - det havde jeg prøvet at fortælle, og han kunne ikke så godt lide at køre gennem tunellen mod platformen.
Inden da var vi forbi Radiobilerne, som har fået restriktioner siden sidst, så han var for lille, en tur i Den Gyldne Kuffert - det var hyggeligt og ude at sejle. Han havde aldrig styret en båd før, og trods en del snurren rundt, var han rigtig god til at styre udenom andre - bortset fra dem vi sejlede ind i, og som mente det var det man skulle. Jeg er ikke sikker på bådede er radiobiler...
Solen skinnede, vi havde solbrillerne på og da vi blev sultne vendte jeg snuden mod grillbaren, hvor Klubben plejede at mødes i jagten på pomfritter og et sted indendørs at sidde. Undervejs kom vi forbi Rasmus Klump legepladsen. Det var et hit. Mens han mosede rundt, håbede jeg at han dukkede op igen. Mellem de mange børn og forældre, fandt han mig igen og igen.
Efter maden gik det op for mig at man på julemarkedet kan købe risengrød. Det sagde jeg ikke højt, og i stedet gik vi tilbage mod bagenden af haven og var en tur i Stjernetårnet - en ny, mindre og mindre vild udgave af Det Gyldne Tårn. Heldigvis var han for lille til det store tårn, for han kan absolut bedre lide drop-towers end rutsjebaner, forklarede han. Jeg har ingen lyst til at skulle op i Det Gyldne Tårn, så det var fint at han ikke måtte komme derop. Han begyndte at snakke om Det Flyvende Tæppe, men der var han også for lille.
Så var det vi gik mod Mælkevejen, og Oscar mente at han skulle have churros og så var han klar til at tage hjem. Lige inden udgangen kom vi forbi Skærsilden - legepladsen under den gamle rutsjebane, som jeg var vild med som barn. Jeg mente vi skulle ind, Oscar så en legeplads, smed jakke og hue, ville egentlig også have støvlerne af, men beholdt dem på, og så forsvandt han.
Der stod jeg, med overtøj i armene, og kiggede efter et sted at sidde. Der er éen bænk i hele legeområdet. Der sad en dame, men der var også plads til mig, så mens jeg både kiggede efter barnet og holdt øje med om bænken blev ved at have ledige pladser dukkede han op igen, jeg udpegede bænken og endte med at sidde der det meste af en time, mens barnet løb rundt i fuld fart.
Jeg fandt strikketøjet frem, konstaterede at der koldt i det uopvarmede rum, Oscar var forbi flere gange og måtte lige have støvlerne af en enkelt gang, for de stoppede ham altså på vej ned ad en høj rutsjebane. Han kom hurtigt tilbage og fik dem på igen. Han kom løbende forbi, konstaterede at det var sjovt, men han ikke så godt kunne lide at lyset skiftede farve. Det måtte jeg give ham ret i. farveskiftende stroboskoblys er ikke fantastisk.
Til sidst pakkede jeg mig sammen, indfangede barnet og vi begav os hjemad. Jeg tror det var lyset, men jeg var helt færdig, da vi kunne sætte os i bussen. Det var Oscar vist også. I hvert fald var det tæt på at jeg ikke fik ham med af igen. Han ville ikke rejse sig, da vi skulle af, og havde vi ikke siddet helt oppe ved chaufføren, så han kunne høre vores samtale om hvor vi var og hvorfor vi skulle af nu, var vi sikkert endt med at skulle gå et stop tilbage.
Først ude på gaden, kunne jeg pege hjemad, og han fik vendt op og ned på sit Verdensbillede og synes alligevel at det havde været en god ide at stå af.
Det var en skøn dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar