Vi skal tilbage til november, da der var Barcelona Knits Festival - i Barcelona - og Anders og jeg tog på ferie sammen med Yndlingsfamilien en lille uge. Egentlig var det bare Nina og jeg, der skulle have været af sted, og egentlig skulle det bare have været en weekend.
At det endte anderledes handlede en del om to mænd, der også ville til det spanske. Det var godt de ville det, for havde vi kun været af sted for fibrenes skyld, tror jeg, det var endt en smule skuffende. Jeg ved nu, at har man været på en garnnøglefestival, har man mere eller mindre været på dem alle. Kan en garnnøglefestival i det store udland kombineres med det store udland, er det en hel anden historie.
Jeg havde en forventning om, at det med at spinde og de tilhørende fibre havde en større plads i det store udland. Det havde det ikke i Barcelona. Udvalget var faktisk ret skuffende. Garn derimod, det var der masser af, men jeg havde en drøm om fibre.
Jeg tror stadig der er arrangementer derude, med fibermuligheder. Det kræver nok bare noget undersøgelse i forvejen.
Men altså. Jeg ville have fibre. Jeg fandt også nogle, men ikke helt så mange som jeg havde drømt om.
Vi købte billet til lørdag, og fordi pins på et tidspunkt blev sjove, synes jeg også at jeg skulle have festivallens egen med hjem.
Undervejs rundt kom jeg forbi en lille bitte bod, det var ikke meget mere end et lille bord, med håndlavede knapper. Vi havde været forbi et par gange, jeg havde set at der var fyldt med mennesker, og det jeg kunne se udefra så ikke spændende ud.
En rundtur mere, gav plads ved et tomt bord, og pludselig viste det sig at nok var noget vildt kedeligt, men der var også mange fine knapper mellem. Jeg forelskede mig i flere. Tænkte jeg bare skulle have et enkelt kort med hjem og endte med de grønlige i flere formater. Nina mente bestemt det var mere mig, end otte ens. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, og vendte igen og igen tilbage til de uens.
Camelir er et fransk foretagende. Jeg kan ikke gennemskue hvor i Frankrig de holder til, men eg kan nok fransk til at forstå, at de passer på miljøet og i øvrigt også laver mange fine ting af læder.
Jeg tænker at de fine knapper er en perle, jeg skal finde det helt rigtige at sætte på.
Så var der fibrene. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed Flowers Cardigan. Eller sweater. Min plan var, at skulle finde tre forskellige fibre, der kunne spindes og sættes sammen til et tretrådet garn.
Jeg fandt kun to. De var en sælger mere, der solgte spindefibre. Men der var ingen imellem, som passede til de to, jeg allerede havde fundet - og der skulle ledes godt - eller som jeg synes var pæne.
Jeg endte med to meget forskellige fibre. Nina spurgte om de kunne sættes sammen, når de var så forskellige. Det er sådan set et ret god spørgsmål, og nogen vil måske benægte. Det jeg har lært gennem nogle år med spinding er, at du kan gøre lige som du vil, og forskellige fiberpræparationer, kan blive ret fine sammen.
Jeg valgte ikke farver, jeg normalt ville gå efter. Jeg ville have forår og blomster. Også her stoppede Nina op, og undrede sig over valget, da jeg i første omgange fandt den fine fletning fra LaMiel Yarns. De havde også en fletning i mere Pernille-farvet med en del grønt.
Men nu skal det jo være blomster.
Fiberen er hundrede gram i en blanding af merino og silke. Farveriet er hjemmehørende i Barcelona, og de laver nogle ret lækre farver. Jeg synes bare ikke, jeg så garn farvet i signifikant anderledes farver, end jeg kan finde herhjemme. Og igen vender jeg tilbage til, at jeg gider godt opleve en fiberfestival uden for landets grænser igen. Men det skal ikke være for garnet.
Nu havde jeg een fletning. Der var noget lyserødt, der var noget brunt og der var noget lilla. Jeg ville gerne fortsætte i de farver, og troede stadig at det med fibre ikke ville være svært at finde.
Det blev svært. Men det har jeg vist sagt.
Jeg endte med at finde en bunke batts hos Tejo lo que Hilo. Så vidt jeg kan forstå, er det et sted, der holder kurser, nok mest om at spinde. Navnet betyder så vidt jeg kan oversætte: Jeg strikker af det jeg spinder. Også de har til huse i Barcelona.
Der var batts i flere farver, og jeg kiggede på nogle meget pink, men det blev alligevel lidt for langt fra min komfortzone. De lilla derimod, dem ville jeg gerne have med. Batts er kartede fibre, og ofte sammensat af lidt af hvert. De her indeholder en hel del merino og tyve procent andre fibre, blandt andet silke. Det taler jo fint sammen med den første fletning.
De vejede halvtreds gram hver, så for at matche fletningen, valgte jeg to. De er ikke helt ens, men det kan jeg godt arbejde med.
Det var egentlig det. Jeg troede ikke jeg skulle have mere. Men så kom vi forbi en lille tyrkisk håndten. Jeg har en håndten. Jeg har forstået at spindere aldrig kan have for mange håndtene, men jeg kan jo kun spinde på en ad gangen...
Men en tyrkisk håndten er noget andet end en almindelig tophængt ten, som er det jeg allerede har. Den var også helt vildt fin. Og da jeg begyndte at regne, kostede den langt mindre end jeg har set tene koste, både på hjemmesider og i Danmark.
Den fyldte. Nina synes bare jeg skulle slå til. Jeg endte med at tage en beslutning om, at nu gik vi runden færdig, var den der stadig, når vi nåede tilbage, var det tegn til at den skulle med hjem.
Den var der stadig, da vi kom tilbage.
Den var til salg i en bod, der bestod af et en-kvindes-firma, der handler med catalansk naturlig uld, der bliver passet på i hele processen. Garnet var fint, men slet ikke spændende, i forhold til den lille ten, der fandtes i forskellige farvekombinationer.
Jeg tror det var hendes kæreste, der lavede de små tene. Måske bare en god ven. Han blev så glad, da nogen ville købe en af dem, at han på sit bedste og meget spanske engelske både takkede, fandt flere dele frem, så jeg kunne vælge præcis hvordan den skulle se ud, og forklarede hvilke træsorter den er lavet af. Skaftet er ikke den samme type træ som benene.
Jeg forstod ikke nok, til at kunne fortælle hvilke type træ det var. Men et stod klart. Han var stolt af sit håndværk, træet er valgt med omhu og måden han pakkede tenen ind, inden jeg fik den, gjorde mig så glad for at jeg valgte at tage den med hjem.
Der fulgte ikke noget kort eller navn med, så jeg ved simpelthen ikke hvad han hedder.
Jeg tog den i brug i dag. Den spinder så fint og er så hyggelig at sidde med. Normalt står jeg op, når jeg spinder. Det vil jeg stadig helst, men den lille krydsten, er lille nok, til at jeg kan sidde.
Det har også sin fordel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar