Brandalarm

 

Det havde været en lang dag, vi havde gået byen tynd og brugt vores kort til U-bahn en hel del. 

Det var blevet mørkt, natten faldt stille på. Anders var gået ud. Han havde brug for en sidste tur gennem byen, mens jeg havde mere brug for alenetid og strik. 

Der sad jeg så, helt alene med strikketøjet. Og en drink. 

Pludselig lød en øredøvende lyd. En alarm af en art. Om det var en tyverialarm eller en brandalarm vidste jeg ikke, men at jeg skulle ud, var temmelig tydeligt. Jeg kunne ikke lugte brand. Mange år med falske brandalarmer i skoleverdenen var muligvis med til at jeg tog det temmelig roligt. 

Jeg pakkede mig sammen, tog både overtøj, strikketøj og de vigtigste papirer med mig, inden jeg fandt trappen ned og gik rundt og rundt og rundt. Jeg startede på 6. sal, hvor vores værelser lå helt ude på venstre side af huset. For hver etage dukkede flere og flere mennesker op. Vågne mennesker, mennesker i nattøj, der lignede nogen, der lige var vågnet, nogen i slåbrok eller med sovende børn over skuldrene.

Vi gik alle ud. Ventede, mens alarmen blev ved at lyde højt. Ingen vidste hvad det handlede om. I et par af vinduerne stod mennesker og kiggede ud. Til trods for at alle var samlet nedenfor, blev de i deres lejligheder. Det har jeg svært ved at forstå. 

Efter fem minutter dukkede brandbiler, brandmænd og branduniformer op. 

De tog det stille og roligt, slog alarmen fra, gik lidt rundt, inden pionerbilen kørte og vi fik lov at gå ind igen. Jeg havde sms-kontakt til Anders undervejs. Han var lige præcis langt nok væk, til at møde pionervognen, da den kørte væk, men ikke at se de blinkende lygter. 

Anders er tidligere brandmand. Da han i tidernes morgen var værnepligtig på Bornholm, stod der brandmand på programmet. Han var lidt ærgerlig over ikke at have set hele optrinet. 

Jeg blev en oplevelse rigere. 

Men fik ikke strikket så meget.