søndag den 7. juli 2024

Spind på en søndag - uge 27

 

Ugen kort:

  • Det føles som afsindig længe siden, det var mandag.
  • Ferien startede og startede alligevel ikke rigtigt. Der var ingen børn på skolen, heller ikke mange voksne, jeg skulle ikke møde op, men valgte at gøre det alligevel. 
  • Jeg havde brug for at rydde noget op i HDS-lokalerne. Jeg nåede et stykke, men hold op hvor er der meget. Jeg var helt bælgøjet, da jeg stoppede tirsdag eftermiddag. 
  • Samtidig med oprydningen vaskede jeg den første ham af tre eller fire. Jeg lærte en masse om at vaske uld, jeg har sikkert mere at lære, men tænker den næste bliver lettere at gå til. 
  • Jeg nåede at køre ud til skolen for et kort visit igen onsdag, fordi jeg havde ladet en pose stå midt i det hele, som skulle have været sat i mit skab, men blev glemt, da jeg var helt bælgøjet. 
  • Jeg hentede Oscar fra SFO tirsdag til overnatning og aflevering igen onsdag morgen. Vi havde en hyggelig aften, barnet var i bad (han elsker at bade), han kom sent i seng, sov længe og blev afleveret ret præcist klokken ti, som er det seneste de vil have dem. 
  • Jeg mødtes med Berit og spiste brunch, mens vi fik vendt verdenssituationen. Vi har en delvis aftale om at ses igen, når jeg er hjemme fra ferie. 
  • Ferien startede for alvor, da vi hentede kufferterne i kælderen, pakkede, og tog mod lufthavnen. 
  • Vi landede i München ti minutter før planen, fandt hurtigt videre og gik i stå ved hotellet. Vi skulle have fået sendt en confirmation code, vi skulle have brugt til at logge ind og få vores pinkode til alle døre - både hoveddør, værelsesdør og laundryroom. Måske flere. 
  • Vi havde ingen kode, blev hjulpet ind i foyeren til et hotel, der er helt uden reception. Kommunikationen foregår via Whatsapp, det var rimelig nemt, vi blev hjulpet og kom videre. Det ser ud til de manglende koder ikke kun er noget vi oplevede. Næsten hver gang vi går gennem foyeren, sidder der nogen og forsøger at kommunikere med andre i den anden ende. 
  • Vi bor fint, der er hvad der skal være. Men det lever ikke op til det lovede. Jeg synes det er svært at gennemskue bookinger. Somme tider ender vi med mere end forventet, somme tider det modsatte. 
  • Vi laver egen morgenmad, vi spiser sen frokost, og en let anretning med skyr, når vi bliver sultne hen ad aften. Det er en ret god ide. Foreløbig har vi spist indisk, mexikansk, italiensk og dybstegt i skyggen under gamle træer i en Biergarten midt i en skov. 
  • Vi har udforsket byen, været inde i Neues Rathaus - voldsomt imponerende. Vi har vandret langs floden og været på VerkehrZumtrum, BMW museet, mødt en kæmpe snegl, fundet det framske kvarter med imponerende attenhundredetals bygninger og kørt en hel masse med U-bahn, S-bahn og lidt Tram. 
  • Der bor kaniner lige over på den anden side af vejen, midt i et beboelseskvarter.











Læse:

Jeg læste Sort sne falder færdig, da vi kom hjem i dag. Jeg har det stadig lidt mærkeligt med den. Jeg synes aldrig den blev rigtig spændende. Den ender som sådan en skal, der var momenter der lagde op til mere end jeg synes jeg fik. 

Samtidig synes jeg det er lidt strengt at tale den ned. Måske er det bare mig, måske overså jeg dele af fortællingen, måske forstod jeg ikke hvor forfatteren ville hen. Jeg synes Mikael Katz Krefelt plejer at skrive bedre.

Jeg har Brudesløret af Kamilla Oresvärd med i kufferten. Jeg er ikke startet endnu, jeg ved ikke hvad jeg kan forvente. Men den er svensk, den handler om en forhenværende dommer, der bliver involveret i en drabssag. Hendes søn er kriminalkomissær og bryder sig ikke om indblandingen. 

Det er første del i en serie på mindst fire, og har fået pæne anmeldelser. Jeg tænker der er lagt op til noget, der godt kan blive godt.


Spinde:

Det er juli, cykeldrengene kører rundt i Frankrig og spindefolket holder Tour de Fleece - spind som en vanvittig. 

Jeg er imponeret over hvor meget folk kan nå at spinde i løbet af de 21 dage. Jeg bliver inspireret og finder de uldne fibre frem. 

Sidste år havde jeg håndtenen med på ferie og spandt når vi ventede på U- og S-bahnen. Det gør jeg igen i år. Det er ikke nyt, det jeg spinder. Jeg har allerede fyldt tenen nogle gange og viklet det af i bolde, der ligger derhjemme. 

Jeg spinder Rambouillet farvet af Christina Birk, farven hedder Drivtømmer, og jeg trækker en tot af uldhjulet, deler et par gange og spinder uden hensyn til farver eller andet. Når jeg har spundet det hele, trækker jeg et nyt stykke af. 

Når det hele er spundet. er planen at tvinde et to- eller tretrådet garn, igen uden at skele til farverne. 

Jeg kan se det bliver til noget, selvom det bare er to-tre-fire minutter her og der. Spindeforeningen holder online sammenkomster hver aften, og sådan en time i selskab med andre spindere giver også godt. 

Foreløbig har jeg været med to aftener. Jeg er med, når vi er hjemme og har overskud. Sådan skal det være. 

Jeg taber næsten ikke tenen længere, men den har alligevel fået nogle tæv. Den fine Snyder spindel, jeg købte sidste år, efter den første var blevet tabt så mange gange at krogen er knækket af, har en knækket tand og tidligere i dag endte den i gulvet på en station, der betød at vægtskiven blev slået skæv. 

Den spinder stadig fint, og jeg tør ikke rigtig gøre noget ved den, før jeg er hjemme, eller i hvert fald har villet garnet af. Skiven sidder fast, så jeg spinder videre og tænker jeg finder ud af det hen ad vejen. Som i: Kommer tid, kommer råd. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar