lørdag den 27. juli 2024

Sokker til Anders

 

Tilbage i juni, inden sommerferien, var Sille faldet over et godt tilbud, havde købt strømpegarn i rå mængder og delte ud til alle dem, der kunne være interesseret. Jeg kom hjem med gråt garn, med planer om sokker til Anders. 



Der var rigeligt garn, så planen var også at lave skafterne en smule længere end normalt. Anders kan godt lide høje skafter. For en del år siden strikkede jeg et par til ham, der går langt over knæet. De var bestilte, de tog lang tid at strikke. Han passer på dem, og finder dem frem hver vinter. 

Så lange skulle de her ikke være. De tog heller ikke så lang tid at strikke. 

Siden lå de og ventede på billeder. 

Det klarede vi i dag, Anders synes de er varme, og var glad for at kunne tage dem af igen efter photoshoot. 

Til gengæld er han sikker på at blive glad for dem, når det bliver koldt igen. 






Design: Sokker efter mine erfaringer og egne præferencer.


Garn: Yarn & Friends Strømpegarn fra Netto i to grå mixede farver. 

Når jeg strikker sokker, strikker jeg med to tråde. Her brugte jeg den mest mixede at de to til hele sokken og den mere grå/hvide som hæl og tå. 

Der gik i alt 147 gram til hele parret - 127 gram af den gråmixede og 20 gram af den anden. 


Pinde: Jeg strikker på pind 4 mm 20 centimeter strømpepinde. Jeg strikker på træpinde fra Knitpro.


Størrelse: Lange skafter og en fod størrelse 47. 




Bemærkninger: Jeg digtede lidt videre på min egen gennemprøvede opskrift, så skafterne blev fem centimeter længere. Cirka. 

Til Anders slår jeg 48 masker op.

  • 15 pinde rib - 2 ret, 2 vrang. 
  • Derefter strikker jeg mønster - 1 omgang ret, 1 omgang 2 ret, 2 vrang. 
  • 30 gange mønster til ben.
  • Hælflap og kile over halvdelen af maskerne (jeg flytter en maske, så jeg har en kantmaske i hver side og starter og slutter hælflappen med 2 ret.
  • Hælen strikker jeg rib, de tre yderste masker retriller - så er det lettere at tælle antal pinde.
  • Hælflappen er 10 retriller lang.
  • Jeg samler 12 masker op på hver side af hælen, efter jeg har vendt hælen med vendepinde, der starter 2-3 masker over midten af alle hælmaskerne. 
  • Herfra strikker jeg 25 gange mønster - undervejs, tager jeg ind, så jeg igen har 48 masker. 
  • Tåen er min afart af en båndtå. Jeg tager ind på hver anden pind, til jeg er cirka halvvejs. Derfra tager jeg ind på hver pind, til der er 8 masker tilbage, klipper trådene og trækker dem gennem de resterende masker. 
  • Strømpe nummer to strikker jeg magen til. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar