Bodensee

 

Dagene går, vi oplever, og når vi kommer hjem, er der ikke meget overskud til at fortælle om dagens udflugt. 

I dag lagde vi München bag os. To en halv time i tog, og vi er ved Bodensee. Vi er havnet i Friedrichshafen, på et hotel, der mest af alt minder os om en tysk udgave af Badehotellet - altså den med John Cleese.

Jeg ville til Bodensee, fordi jeg vil se Frilandsmuseet med pælehuse ved Unteruhldingen. Det var mere eller mindre umuligt at finde overnatning i Unteruhldingen, så i stedet besluttede vi at tage til den noget større Friedrichshafen - i hvert fald, når man kigger på et kort. 

Google kunne fortælle mig at det tager en time i bus at komme til pælehusene, og jeg tænkte at vi måske ved ankomsten skulle købe billetter, så vi er klar i morgen. På stationen fandt jeg Mobilitetscentrum, den lokale udgave af et rejsecenter. Jeg talte med en meget sød dame, der mente vi skulle spørge på hotellet, og sagde noget om at hotellerne har billige billetter.

Vi spurgte på hotellet. Det viser sig at den skat, man betaler på tyske hoteller også indeholder en busbillet, der gælder viden om. Vi kan køre helt til Unteruhldingen og tilbage igen, lige så mange gange vi får lyst til. Billetten skyndte de sig at udskrive med navn og alt muligt. Anders hedder godt nok Andreas. Vi tænker ikke det er et problem. Der er alligevel ingen, der gider se biletter i tyske busser. 

Ikke alene fik vi en billet til i morgen, næ nej, den gælder alle de dage vi er her. Så vi hoppede på bussen og tog ind til havnepromonaden. Friedrichshafen er ikke en stor by. Centrum er superhyggelig og meget turist-by-agtig. Man skal ikke langt væk, før industri, landsbymiljø med helt almindelige boliger af den slags, der hører til her og er sådan lidt alpeagtige indfinder sig. 

Vores hotel - som er et reelt hotel uden mulighed for at lave mad, som vi ellers godt kan lide. Det kunne vi ikke finde her - ligger lige præcis så langt fra centrum at det føles som en landsby. Det ser afsindig tysk ud, der er bling, bling på dørene og personalet er meget imødekommende. Da vi ingen køkken har, har jeg bestilt morgenmad og er spændt på menuen. Til gengæld er her både rygerum, spillemaskiner, en bowlingbane i kælderen, og bliver tøjet beskidt kan de også klare det. 

Ved havnepromonaden er der et helt andet byliv. Det er hyggeligt, og afsindig smukt. Vandet lå nærmest blikstille, der var et utal af sejlskibe på søen, et par stykker ligner i den grad en skærgårdskrydser, at Anders blev nysgerrig på hvad sådan en lavede her. Vi så flere og flere og han endte med at beslutte at det nok er en lokal bådtype. 

Jeg kunne slet ikke fange bjergene på den anden side af søen på billederne, det er ellers et afsindig smukt syn. Vi gik langt den ene vej, og bagefter langt den anden. Vi mødte en skulptur, der mest af alt fik mig til at tænke på skovheksene fra Ronja Røverdatter. I den anden ende af promenaden stod en mere, måske det er en havheks. 

Mens vi var heldige at være i München under VM, er vi ankommet til Friedrichshafen lige i rette tid til Seehasenfest. Søharefesten er en tilbagevendende begivenhed, der startede i 1949. Jeg er ikke helt sikker på hvad det går ud på, men noget der ligner et omrejsende tivoli med boder - mest mad, mere end en biergarten og forlystelse i massevis er ved at blive stillet op langs havnepromenaden. Mens vi gik der, blev der øvet musiknumre med flag, trommer og march. 

Søharen er åbenbart en vigtig personlighed, der både står i bronze og på flere plakater og andet opstillet. Det starter i morgen eftermiddag, måske vi er nødt til at hvad det er for noget. Måske sætter vi benene på nakken og skynder os væk.