mandag den 15. juli 2024

Frankfurt am Main

 

Så gik der næsten en uge, uden at fortælle nyt. Der er ellers masser. Men vi har kørt hårdt på, og gået i brædderne, når vi nåede hjem. Derfor ingen opdateringer. 




Vi ankom til Frankfurt am Main i går. I dag gik vi ud i byen. Frankfurt er en by fyldt med kontraster, gammelt mellem nyt og tårne fra en svunden tid mod nutidens skyline. Vi bevægede os mest rundt i Altstadt. Der er smukt. Vi er slet ikke færdige med at bevæge os rundt i den gamle del af byen. 

På den anden side af floden ligger Sachsenhausen. Den skulle også være et besøg værd, vi gik over floden og mod den gamle del af den by. Her er modsætningerne igen til at tage at føle på. Men ikke på samme måde.

Jeg er allerede efter en enkelt dag langt mere imponeret af Frankfurt end München, som jeg måske havde for høje forventninger til. Og mens Altstadt i Frankfurt er imponerende, genopbygget og afsindig smuk, var det ikke oplevelsen i Sachsenhausen. Her står bygningerne og forfalder, gaderne er pakkede med barer, der sikkert er fine, men virkede lidt snuskede.





Vi bevægede os tilbage over floden, fandt sen frokost og slog et slag omkring operaen, inden vi besluttede at det var tid til at komme tilbage. Senere måtte vi ud igen, skulle bare lige og klokken blev pludselig meget mere end forventet.

I morgen lægger vi en plan for resten af ugen. Torsdag tager vi hjem. 

I øvrigt har vi igen købt billet til den offentlige trafik. Selvom jeg kan tælle henved attentusinde skridt i dag, har vi også brugt den tog og sporvogne en hel del. Andre steder plejer vi at kunne købe en billet til alle dage, her må vi nøjes med en dag ad gangen. 





Til gengæld kan vi købe dagsbilletterne på forskud, så morgendagens billet ligger allerede klar. Når vi på torsdag tager til lufthavnen kunne det desværre ikke lade sig gøre at købe på forhånd, men mindre vi ville betale for at køre med intercitytoget, som koster mere. 

Damen på stationen ville gerne sælge mig en billet til lufthavnen, men jeg skal bruge den inden for en halv time. Jeg sagde nej tak, og tænker vi finder ud af det.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar