onsdag den 2. marts 2022

Klubaften på bowlingbanen

 

Et  tilbagevendende problem i Klubben er manglende eller meget sene tilmeldinger, når vi holder noget. Ofte skriver jeg ud både en, to og tre gange plus en ekstra gang en eller to dage før et arrangement. Og endnu oftere står både børn og forældre i sidste øjeblik, når det er for sent og vil med. Og vi giver lov, for vi vil så gerne have alle med. 

 

 

Der kan være mange grunde til det vi synes er et problem. I en travl hverdag er det nemt at overse, man glemmer eller noget andet. Det kan også være vi hjælper for meget, er for flinke eller burde hjælpe endnu mere. Vi ved det ikke.

Under alle omstændigheder havde vi planlagt at holde aftenåbent i dag. Bare sådan en helt almindelig Klubaften, som mest af alt handler om udvidede åbningstider, hygge, bordtennis rundt om bordet og fælles mad. 

Sidste gang vi gjorde det, efter en lang periode uden at måtte holde åben uden for normal åbningstid, kom der tæt på halvtreds børn.

Vi lagde en plan, der handlede om at lave pizza, hvis der ikke mere end et par og tyve børn. Pizza er altid et hit, børnene laver dem selv, men er der mange flere end et par og tyve børn, kommer det til at tage for lang tid. Alternativet var noget med pasta og kødsovs, det har vi før med succes fået børnene til at være med til at lave. 

 

 

I går kiggede vi på hinanden, besluttede at jeg inden for ganske kort tid havde skrevet til forældrene på to forskellige platforme, at vi havde sagt det på det ugentlige børnemøde to eller tre gange, at vi havde snakket om aftenen med flere børn, og at det stod på ugeoversigten i fællesrummet.

Måske skulle jeg have skrevet endnu en gang. Der endte med at være fem børn tilmeldt.

Igen kiggede vi på hinanden, besluttede at de fem børn ikke skulle snydes, tog en hurtig beslutning og vendte op og ned på planlægningen.

 

 

Meget hurtigt havde vi booket en bowlingbane i den lokale bowlinghal og efterfølgende et bord på den nærmeste restaurant, der så bare nogenlunde interessant ud. 

De fem børn synes det var en supergod ide. Og havde en fest!

Måske det kan lokke andre til næste gang. Personligt har jeg i hvert fald ikke noget problem, hvis nogen skulle gå hen og blive misundelige.

 

 

 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar