tirsdag den 22. marts 2022

Oscar

 

Det er tirsdag, det er Oscardag og det har været så hyggeligt. 

Som sædvanligt kom han flagrende ind ad døren. I dag er han nået dertil hvor både kys og knus gerne deles ud, og det der med at tage overtøjet af klarer han også selv i en håndevending. Også udendørsbukserne, som han ellers har haft en kamp med, gled helt af sig selv af. Han beholdt indendørsbukserne på - det var nemlig vigtigt. 

Da tiden nåede til at skulle hjem, skulle der hjælp til at få det hele på igen. Men da var han heller ikke helt frisk længere. 



Noget af yndlingslegetøjet handler om madlavning. Jeg har købt en kage og et vaffeljern med vafler i. Alt sammen af træ. Hvorfor det blev så sødt har jeg svært ved at svare på, men det var det jeg fandt, og Oscar bager glad og gerne kage tirsdag efter tirsdag.

Rose havde et kaffestel i overskud, og sammen med lidt overskud fra køkkenet og en lille trækasse med låg (hvori det hele lige kan være) har han et nærmest færdigt køkken. Trækassen kan nemlig snildt bruges som både ovn og komfur. 

Med i madsamlingen er sukkerskålen som er fuld af farverige knapper, der kan bruges til alt muligt. De er gode at hælde fra kande til kopper og agerer tit kaffe.

I dag endte han med at bruge kaffekanden som gryde og var i gang med at koge kagen. Jeg hentede en kasserolle i køkkenet, den kunne indeholde meget mere, og inden han var færdig med den sammenkogte ret, indeholdt den ud over kagestykkerne og alle knapperne også teskeerne fra kaffestellet og alle de grønne plusplusser. Selvom trækassen fint fungerer som komfur, kunne han godt have tænkt sig nogle knapper til att skrue op og ned. 

Emilie og jeg kiggede på hinanden - hvor svært kan det være at udstyre låget med en kogeplade og en flok knapper der kan dreje. I første omgang snakkede vi låg fra sodavandsflasker, men jeg er ikke vild med plastik. Lige nu er jeg ude i et kop-bor og søjleboremaskinen. Det kunne også blive en lidt lækkrere kogeplade, hvis jeg saver en cirkel ud, maler den og limer den ovenpå låget, i stedet for bare at male en cirkel. 

Jeg har vist en opgave inden næste tirsdag....





2 kommentarer: