søndag den 31. juli 2016

Phoenix Wing


Somme tider er et stykke strik så sjovt at strikke, at det nærmest strikker sig selv i ekspresfart. Sådan føltes det i hvert fald med sjalet fyldt med vendestrik.


Phoenix Wing


Rent teknisk ved jeg godt at vendestrik kræver mere tid, for vendinger koster, lidt ligesom sving ud over banen i Formel1, som lige nu kører over skærmen med Anders foran. Selvom det kun handler om sekunder eller tiendendele af sekunder, så koster det bare at vende en pind eller køre ud over kanten.

Det føles bare ikke altid sådan.

Sjalet har været en fornøjelse at strikke. Opskriften er ikke af det allerbedste format. Den er så skrabet at det kræver noget viden om strik at forstå. Der skal i den grad selv sættes ind, men det giver til gengæld mulighed for selv at bestemme. Det er rart selv at kunne bestemme.

Vendestrikken kombineret med retriller giver de fineste bølger over hele sjalet, som jeg synes er spændende at se på. Undervejs overvejede jeg flere gange hvordan designeren har formået at gennemskue retninger og antallet at vendinger, for at opnå det rigtige resultat. Der må skulle en ualmindelig krøllet hjerne til at udtænke et design i den kaliber.


Phoenix Wing

Phoenix Wing


Resultatet er kæmpestort, langt større end jeg oplevede da jeg sad med det i skødet. Måske fordi det ikke er specielt højt, men meget bredt og jeg endte med at have samtlige masker fra den ene spids til den anden på pinden inden den endelige aflukning.

Det er blødt og lækkert, at jeg har strikket med enkelt tråd gør det let, men samtidigt varmt. Alligevel tvivler jeg på, jeg kommer til at bruge det. Faconen er forkert. Det er for stort, for bredt, for rundt og mangler den trekantede facon jeg igen og igen falder tilbage på.

Jeg har prøvet at slynge det om hals og skuldre indtil flere gange. Det eneste jeg opnår er en oplevelse af, at det ikke virker for mig. Men det var sjovt at strikke, og det tæller højt. Og med de mange spidser tænker jeg at det kan være det helt rigtige flagrende tilbehør til årets heksekostyme, når vi til oktober holder Halloween i Klubben.

Der tror jeg faktisk det vil komme fuldt til sin ret.









Design: Phoenix Wing af Nadine Schwingler.


Garn: Grundfarven er Blackhill Højlandsuld i farven Cigar, mens felterne eller fjerene er forskellige blå nuancer af Rasmillas Yndlingsgarn. Jeg brugte rester af Petrol, Blågrøn, Flaskegrøn, Turkis og Opal.

Det færdige sjal vejer 220 gram fordelt med 126 gram Højlandsuld og 94 gram Yndlingsgarn.


Pinde: Hele sjalet er strikket på en 4 mm rundpind, 60 centimer lang.


Størrelse: Stort: sjalet måler ca 190 cm i stangmål fra spids til spids. På det bredeste sted er det cirka 70 centimeter.


Phoenix Wing


Bemærkninger: Opskriften er som sagt temmelig skrabet. Designeren er tysk, og for ikke at lave fejl er alle forkortelser på tysk, forklaringerne er på engelsk. Det krævede lidt omstilling, men da det er de samme forkortelser der går igen og igen sad de hurtigt fast.

Opskriften er en smule anderledes indrettet end opskrifter plejer at være. En lang række kommandoer, der hurtigt giver mening. Alt strikkes i ret, derfor er detaljer som for eksempel “strik” helt udeladt. Det giver sig selv. I stedet står blot en lang række tal, der angiver antallet af masker, inden næste vending.

Mellem rækkerne af vendinger er indsat henvisninger til felterne, både felter i bundfarven og felter i feltfarverne. Forklaringerne på felterne er både skrevet som en række tal, men også tegnede som diagrammer. De farvede felter altid starter fra retsiden, mens felter i bundfarven starter lidt forskelligt fra ret- eller vrangsiden. Diagrammerne er altid tegnet, så første pind starter fra venstre mod højre. Det betyder at tegningen af feltet ses fra vrangsiden, det synes jeg personligt var irrirterende, da diagrammer elles altid ses fra retsiden, og formen på feltet derfor skulle vendes inde i hovedet. Fordi felterne i bundfarven starter lidt forskelligt fra ret- eller vrangsiden, var det også som vinden blæser om diagrammet blev vist fra ret- eller vrangsiden.


Phoenix Wing


Der er ingen anvisninger til hvordan opslag og aflukninger skal foretages. For at få elastisitet i både opslag og afluk slog jeg op ved at strikke nye masker i mellemrummet mellem de to yderste masker på venstre pind. Metoden hedder på engelsk Cable Cast On.

Ved aflukningerne valgte jeg at lave et omslag inden jeg strikkede en maske og trak både omslag og tidligere strikkede maske over den yderste maske på højre pind. Som Jeny’s Surprisingly stretchy Bind Off.

Jeg brugte German Short Rows ved vendingerne. Jeg har gennem tiden prøvet flere forskellige vendeteknikker, og jeg synes klart den her vinder.

Enkelte steder skal der slåes masker op midt i felterne. Her valgte jeg at slå om og strikke omslaget drejet ret på næste pind.


Phoenix Wing


Sjalet har to forskellige afslutninger. Jeg kunne bedst lide Kant nummer 1, men Kant nummer to har et ekstra felt som jeg gerne ville have med. Inden det sidste ekstra felt er i opskriften en spids i bundfarven, den ville jeg gerne undvære. Jeg mente efter at have strikket mig gennem størstedelen af sjalet at jeg godt kunne gennemskue at tilføje mine modficeringer og kastede mig ud i det.


Afslutningen kom derfor til at se sådan ud:

Række 300: Strik ret til 2 sidste m, 2 r sm, slå (10 + 25 = 35 m) op.
Række 301: 1 m løs af, strik (94 + 25 = 119 m) ret, vend.
Række 302: Field 33 som beskrevet.

Kant 1:
Række 1 to 22 som beskrevet.

Kant 2: 
Spring række 1 til 12 over, start ved række 13.
Række 13: strik (64 + 16 = 80 m) ret, vend.
Række 14 og 15: som beskrevet.

Række 16: Field 36 (med få ændringer = 16 m mere):

1. 74 r, vend
2. 71 r, vend
3. 72 r, vend
4. 46 r, vend
5. 16 r, vend
6. 18 r, vend
7. 20 r, vend
8. 22 r, vend
9. 24 r, vend
10. 26 r, vend
11. 28 r, vend
12. 30 r, vend
13. 32 r, vend
14. 34 r, vend
15. 36 r, vend
16. 38 r, vend
17. 40 r, vend
18. 42 r, vend
19. 44 r, vend
20. 46 r, vend
21. 48 r, vend
22. 50 r, vend
23. 52 r, vend
24. 54 r, vend
25. 56 r, vend
26. 58 r, vend
27. 61 r, vend
28. 63 r, vend
29. 66 r, vend
30. 69 r, vend
31. 75 r, vend

Række 17: strik ret til sidste m før feltfarven er slut, 2 r sm, skift farve
Række 18: som beskrevet
Række 19: 90 r, vend
Række 20 til 23 som beskrevet


Phoenix Wing


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.


13 kommentarer:

  1. Jeg siger som Fru Westerskov - WAOUW !!!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg siger som til Fru Westerskov - Tusind tak Miri :)

      Slet
  2. Det er da fantastisk flot, og synd hvis du ikke kommer til at bruge det

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lydert, her var processen så afgjort vigtigere end resultatet :)

      Slet
  3. Det er helt vildt lækkert, det sjal! Men hvis du kan se at du ikke får det brugt, kunne du måske overveje at sælge det - til mig :-)
    Mange hilsner
    Susan
    Bruxelles

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var noget af et tilbud Susan. Men det er jeg ikke sikker på, at jeg er klar til :)

      Slet
    2. Helt i orden :-)
      Nu tror jeg at jeg har fundet en person der er parat til at strikke et til mig. De to garnkvaliteter du har brugt (Blackhill Højlandsuld og Rasmillas Yndlingsgarn), er de helt kradsefri?
      Mange hilsener
      Susan

      Slet
  4. Puha jeg har købt opskriften og den giver mig allerede grå hår. Måske har jeg overvurderet mig selv. Kan man vælge mellem at bruge diagrammerne eller de der kommandoer med alle tallene og bogstaverne? Jeg synes nemlig slet ikke at det stemmer overens.
    jeg er imponeret over, at du har gennemskuet opskriften :)
    Venlig hilsen Kira

    SvarSlet
    Svar
    1. Kira, det er også en mærkelig opskrift. Langt det meste af vejen stemmer de vist overens. Der var vist er enkelt sted eller to hvor diagrammerne var mere forkludrende end noget andet. Jeg endte med at bruge kommandoerne og krydsreferere med diagrammerne, for at styr på i nogenlunde hvilken retning/hvilken form de enkelte felter havde.
      Efterhånden som jeg fik styr på de meget anderledes forkortelser, gav det fin mening. Som udgangspunkt skal du bare gøre som der står (helst uden at tænke for meget) :)

      Slet