Stemningsrapport fra Roskilde

Vi hjemme for en kort bemærkning. En aftale der ikke kan ændres skal klares i morgen. Det passer heldigvis med vores vagtplan. Vi lader mobiler og andre småting op, og selvom ottetimers vagter er hårde for ryg og knæ, er det også sjovt.

I søndags havde vi aftenvagten og skulle lige finde ud af det. I dag havde vi dagvagten og supersjove otte timer i selskab med en flok bindegale unge mænd.

I går havde vi fri. Vi sov længe, nød at kunne ligge i den relative stilhed i medarbejdercampen, til vi gad rejse os op. Vi tog toget ind til Roskilde, slentrede lidt rundt, spiste frokost, købte nye sandaler til Emilie da de gamle pludslig gav op, købte knækbrød til morgenmad og tog toget tilbage. Tilbage på pladsen gik vi en tur rundt gennem hele campingområdet.

Det er stort. Når jeg tænker at området har udviddet sig fra landsby til storby, er det vist ikke helt forkert. Da jeg endelig nåede tilbage til teltet stod der sytten kilometer på min skridttæller.

Jeg har aldrig rigtig forstået ideen i at tage til Roskilde fire dage før forestillingen begynder. De første timer på festivallen gav ikke megen større forståelse, blot en oplevelse af døddrukne mennesker i alle aldre, der dinglede rundt og brækkede sig i hjørnerne.

To dage på festivallen har alligevel givet en større forståelse, og selvom der er ufattelig klamt, og der langt de fleste steder stinker surt af en blanding af øl, bræk, pis og andet fra samme skuffe, selvom der alle steder ligger skrald af alskens kaliber, er jeg alligevel ved at forstå meningen bag.

For det er ikke kun skrald og stank og unge der slæber alkohol i ufattelige mænger bundet ind i gaffatape. Det er heller ikke kun de dåsesamlende, der ses alle steder og som bruger festivallen til at tjene en mindre formue (det må kunne betale sig). Det er også musik fra kæmpestore anlæg og fantasifulde indpakninger. Det er sjov, og leg i det fri. Det er streetbaner til boldspil, skatekonkurrencer og basket i det fri. Det er festivaldeltagere der selv står for events der omhandler alt fra bordtennis på medbragte borde over udklædning og rosévin. Det er Dream City, afsindige bygningsværker, events og fest langt ud på natten.

Opvarmningsdagene byder også på musik. Fra tre mindre scener har upcomers mulighed for at vise hvad de kan. I City Centre West, hvor vi arbejder ligger Rising, som ved begge vores vagter har budt på musik, jeg godt gad høre en anden gang. Der har også været det modsatte – men sådan er der så meget.

Som et nyt tiltag har Landbrug og Fødevarer sat pissoire op til opsamling af al den dejlige gødning sådan noget kan blive til. Beercykling kalder de det, og selvom her burde lugte, er generne næsten mindst i områderme med savsmuld og gylletanke. Jeg synes det er et fint tiltag, ligesom der er rigtig mange andre sjove og finurlige tiltag på Roskilde jeg slet ikke har opdaget endnu, Nogen af dem opdager jeg måske, mens langt de fleste sikkert ender med at gå hen over hovedet på mig.

Da vi ved midnat søndag fik fri og gik hjem gennem hovedstrøget i WestCamp var det ene kæmpestore anæg efter det andet, pyntet med glitter, lys og musik for enhver smag omformet til små diskoteker, som gæsterne valgte til og fra. Foran hver eneste anlæg stod folk i store klumper og dansede til musikken, mens de lokale arrangører stod først og øverst og dansede med.

At jeg ikke gider, men bare glædede mig til at komme tilbage til medarbejdercampen, den relative stilhed og vores eget rene telt, er noget helt andet.