onsdag den 27. august 2008

Småting


Blonden er færdig... spændt ud og dampet så den holder faconen. Jeg turde ikke stryge eller presse på pallietterne, men målte inden den blev lagt væk - færdig længde 528 cm.
Den er nu pakket og lagt væk sammen med de fine kniplede blonder jeg arvede engang og stadig ikke har fundet anvendelse for - men det haster heller ikke.
Engang imellem finder jeg dem frem og føler mig rig over at eje så smukke ting, hvis frembringelse ikke kan gøres op i penge.


Jeg kiggede mine opskrifter igennem for at finde opskriften til min gamle yndlingssweater ... fandt den ikke. jeg strikkede flere versioner dengang jeg lavede den - så opskriften er nok havnet i en eller anden bunke i stedet for mappen, hvor den burde høre hjemme.

Det gør nu ikke så meget, jeg har vist allerede en mere eller mindre færdig ide i hovedet til hvordan den skal se ud. Så jeg skal alligevel igang med udregningerne - er begyndt på en strikkeprøve, men må også se i øjnene at håndledet stadig er overanstrengt... såh...


I stedet faldt jeg over nogle af min mormors indsamlede opskrifter. Jeg overtog hendes samling efter hendes død. De sødeste hæklede blonder dukkede pludselig op. Hvorfor jeg pludselig er vild med blonder, er jeg ikke helt klar over, men lige nu ser jeg muligheder i blonder både til det ene og det andet.

- Jeg bliver nødt til at afprøve nogle af de hæklede :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar