Min søster og familie har tilbragt de sidste to uger i Florida.
Rapporter via Facebook tyder på, de har en god tur.
Var jeg i tvivl, siger forsiden på det postkort, der lå i min postkasse i går, vist det hele.
Så vidt jeg ved, kommer de hjem i dag. Formentlig godt trætte og med en fantastisk oplevelse i bagagen.
Ferie er ret godt.
Ferie er hygge med min mor, med Emilie og med veninder.
Ferie er vasketøj og alt for lidt rengøring.
Ferie er strømpestrik, saks og papir.
Ferie er sene sengetider og langsomme morgener.
Ferie er ret godt.
Efterårsferien i gang - tjek, og det er dejligt.
Dagen brugt sammen med Sille - tjek, og det var dejligt.
Nå! Men selvfølgelig kom jeg op. Til ugens sidste dag. Til dagen inden efterårsferien.
Jeg har ferie næste uge. Og jeg glæder mig. For to dage siden, havde jeg stort set ingen planer for næste uge. Nu har jeg pludselig så mange, at der helst ikke skal stoppes flere ind.
Der skal nemlig også være tid, til at starte noget markedsproduktion op. Jeg har ideer, der skal prøves af. Jeg har ideer, der måske kan blive til noget. Men det bliver helt sikkert ikke til noget, hvis ikke der er tid. Så ikke flere planer til min kalender.
Dagen i dag er også skolernes motionsdag. Med jubilæum. Har jeg hørt. I dag kan motionsdagen fejre tre årtier. Det er længe. Og selvom Emilie ikke var helt tilfreds, da hun hoppede ud af døren, ved jeg hun kommer glad tilbage. Sådan er det hvert år.
Jeg ved også, der er liv og glade dage rundt om Damhussøen og Damhusengen i disse timer. Bortset fra kommunens mest nordlige skole - der bruger Kagsmosen - er samtlige kommunens skoler at finde rundt om Damhussøen og -engen på motionsdagens formiddagstimer.
Lærerne for de respektive skoler er udstyrede med skilte, så trætte børn kan styre mod kendte ansigter. Glade råb og smil er at se og høre alle vegne. Og langt de fleste får bevæget sig mere end normalt.
Dagen slutter tidligt, så jeg møder tilsvarende tidligt.
Indtil jeg skal af sted, vælger jeg det langsomme tempo, og et projekt, der er støvet af og fundet frem fra gemmerne.
Noget er ved at ske.
Åh, som jeg synes det er svært at komme op om morgenen i denne tid. Når uret ringer, er det mørkt udenfor, og mine øjne vil under ingen omstændigheder se lys.
Jeg kan ikke forestille mig, at det har noget at gør med, at jeg synes det er svært at komme tidligt i seng for øjeblikket.
- Alt for meget spændende holder mig oppe.
Jeg kan heller ikke forestille mig, at det har noget at gøre med, at det være svært at lukke bogen, som jeg altid lige skal læse nogen sider i, når jeg så først er kommet i seng.
Det må være mørket...
Vores toilet har sin egen mening om tingene.
Længe løb det, efter hver eneste træk i snoren.
Vi kendte dets særheder og tricket til at få stoppet overløbet.
Så opgav det.
Besluttede at gad vi ikke lege med, kunne det også være lige meget.
Nu løber det ikke mere.
Når vi trækker ud - altså.
For har vi gæster, der benytter muligheden.
Så løber det, med usvigelig sikkerhed, nærmest lige så stærkt som en hest kan rende.
Når jeg strikker efter egne ideer, tegner og fortæller jeg gerne, så optegnelserne fylder godt. Ofte er mine opskrifter krusseduller, beregninger og mærkelige tegninger og tal, der kan fylde side efter side.
Andre gange kan en opskrift være næsten skræmmende enkel, ganske overskuelig og helt simpel...
Dengang sommeren stadig var en realitet var der tid til eftertanke. Svære kendsgerninger måtte ses i øjnene, og endnu sværere beslutninger blev taget.
Ord skulle siges, og jeg lovede at agere mellemmand. Selvom det ikke var mig der stod midt i det hele, gjorde det ondt. Gjorde ondt at se hvad andre menneskers egoisme kan betyde for et barn.
Ferien sluttede, og årets første stil stod for døren. I klummestil under overskriften Hvor går grænsen?, skulle der sættes ord på et dilemma.
Emilie var ikke i tvivl. Sommerens oplevelser skulle sættes på skrift. Det var svært. Igen kom tankerne. Igen stod tårerne i øjnene. Men hun gjorde det.
I går fik hun stilen tilbage. Med karakterer - for første gang. Hun fik 7 for indholdet og 10 for orden, og var både glad og overvældet. Læreren skrev, at det var gode overvejelser, at det var en meget fin og personlig klumme, at den var gennemarbejdet og at hendes holdning er tydelig.
Jeg er enormt stolt af hende. Af at hun turde, Af at hun gjorde det, og af at jeg har fået lov at bringe hendes tekst her.
Hvor går grænsen?
Dårlige vaner
Af Emilie - 8.J.
Jeg har det personligt ikke særlig godt med fulde mennesker og rygere. For ikke så lang tid siden skete der noget med mit liv, som har forandret det for altid.
I sommerferien var jeg hos min far i en uge. Det var ikke så hyggeligt, for min far ryger indendørs og i bilen og hele huset er fuld af røg og jeg kan ikke holde det ud. Jeg får kvalme, ondt i mit hovede og som om jeg skal kaste op.
Jeg spurgte min far om han ikke vil ryge lidt mindre når jeg var der, men han sagde nej. Jeg synes ikke, jeg blev hørt og jeg blev overrasket over at han var så egoistisk. Jeg følte at jeg blev afvist.
Hjemme igen tænkte jeg over ugen hos min far, og jeg tog en beslutning. Jeg vil kun se ham hos min farmor og farfar, hvor han ikke må ryge indenfor. Det fortalte jeg ham, og et par dage efter ringede han til mig, og sagde at han ikke vil se mig mere. Endnu en gang blev jeg afvist. Det var ikke så rart.
Jeg føler at jeg blev svigtet. Det er ubehageligt at opleve, at en man har set op til, og troede var sød og rar, viser sig at være en stor egoist. Det betyder at jeg nu skal se tingene anderledes.
I Caféen har vi flere computere. Fire. Lige nu. På et tidspunkt havde vi fem. Det var dengang.
Computerne kan bruges tre kvarter ad gangen. Vi har et sindrigt system, der involverer et kopieret skema, kuglepenne og selvstyring.
Jeg lyttede med på afstand, da en af drengede netop skrev sig på en tid, og henvendte opmærksomheden mod den dreng, der netop sad ved den ønskede computer:
- Gå lige ud, det er min tur...
- Nej tak, jeg har ikke lyst til at være ude lige nu!
