Uge 50 - kort:
- Endnu en eksamen står for døren, og jeg har en følelse af at jeg er ved at knække nøden i forhold til eksamenslæsning. I hvert fald delvist.
- Vi mødtes i matematik-fagteamet. Vi blev præsenteret for en undersøgelse om matematik, faglig udvikling og faldgruber. Vi spillede sjove matematikspil og talte matematik. Det er et godt forum at blive klogere i.
- Mens ferien nærmede sig, blev der flere og flere sidste gange i det her kalenderår. Først stod studie for døren, her er ferierne altid en smule længere. Det kan jeg godt leve med.
- Ugen bød på tre gange bål, da alle tre 3. klasser skulle brænde det pap, der sad indeni metalomviklinger, der endte som fine pynteophæng. For at få noget ud af bålet, endte vi hver gang med at riste æblebåde dyppet i sukker og kanel over gløderne.
- Jeg var i vandet - både på stranden og i friluftsbadet i Vestbad.
- Kollegatøserne mødtes hos Berit, hyggede, spillede pakkeleg og havde en skøn aften. Jeg er glad for jeg har de skønne damer.
- Årets julefrokost var super hyggelig. Alle teams dækkede hvert et bord, som andre sad ved. Vi gik all in på after-ski-party. Jeg aner ikke hvordan sådan noget ser ud, men bordet blev dækket med ski, skistøvler, AI-generede skiløbere med vores ansigter, liftkort, pistekort, shots og en enkelt draperet BH. Der blev stemt om fineste/flotteste/mest fjollede eller hvad man stemte efter - vi vandt.
- En ny tradition blev introduceret, da Gaia mente vi alle skulle skrive små anerkendende beskeder på klippede hjerter. Jeg kom hjem med tasken fuld af skønne ord.
- Jeg hentede Oscar og vi cyklede til Brøndby, hvor der var teater i børnehøjde - Fru Dingenots jul var et fint lille stykke, som Oscar synes var sjovt. Bagefter tog vi toget mod Oldemor og den årlige familiehygge med pakkeleg og god mad.
- Mens Oscars forældre skulle videre til fødselsdag, tog jeg ham med hjem. Søndag sov vi længe og dasede på sofaen, inden det blev tid til at pakke sammen og køre hjem igen. Oscar skulle nemlig med morfar ud og hente juletræ.
Uge 51 - kort:
- Jeg mødtes med studiegruppen på KP og blev hængende et par timer og arbejdede videre med forberedelse. Det var godt at sidde hjemmefra. Det er måske opskriften hen over julen.
- Da Sille fik fri, var jeg færdig med at læse for den dag, pakkede sammen og kørte mod Frederiksberg med julegaver. Vi spiste burgere på en ret fin restaurant, der er åbnet nærmest på den anden side af gaden. Det var godt og billigere end forventet.
- Og pludselig var der ikke flere håndværk og design timer eller matematiktimer tilbage inden juleferien.
- Vi mødtes i planlægningsgruppen for næste års personaleweekend. Vi fandt noget der kunne ligne en dato, vi snakkede tema, planlagde nye møder og havde en god fornemmelse. Jeg tror der har været weekender før, men lige nu starter vi forfra.
- Computeren insisterede på nyt password. Mine fingre bliver ved med at skrive det gamle...!
- 3X tog til Vestforbrænding, til en god dag, der handlede om skrald. De var supergode at have med, lærte en masse, kunne ret meget i forvejen og så vildt søde ud, da de gik i række iført sikkerhedshjelme og alt for store refleksveste på turen rundt.
- Jeg kørte til Rødovre Skole og et netværksmøde om Oscar. Nu lader det til at der kan være hjælp at hente - også selvom det stadig kommer til at tage lang tid.
- Endnu en uge med to badeture - en på stranden og en i friluftsbadet.
- Valgfagsholdet tog på tur og prøvede kræfter med mursten og mørtel. De var supergode og måtte erkende at det faktisk var lidt sjovt - selvom ingen af dem tænker de skal være murere.
- Juleafslutningen i Husum Kirke var rigtig fin. Der må ikke forkyndes, men fortællingen om juleevangeliet på en måde, der kan favne alle var fin. Dermed lærte jeg at de fire adventsstjerne bliver tændt for tro, håb, fred og kærlighed. Elementer vi alle kan se os i. Ind imellem sang vi.
- Fredag blev en hyggelig dag sammen med 3X. Vi pakkede julen væk, sendte alle de fine ting børnene har lavet med hjem og så de sidste afsnit af julekalenderen. Vi vandt desværre ikke i banko - men vi var tæt på.
- Tivolikortet jeg fik af Berit udløber snart, så skulle vi nå det inden jul, skulle det være nu. Oscar var klar og vi brugte hele lørdag i Tivoli. Der blev prøvet lidt af hvert - også grænser. Han insisterede på en tur i mælkevejen, men måtte undervejs konstatere at det ikke lige var ham. Til gengæld endte vi dagen i Skærsilden - legepladsen under den gamle Rutsjebane. Der var fuld fart i en time - mellem skrig, skrål og stroboskoblys i mange farver. Vi var begge trætte, da vi fandt bussen hjem igen.
- Jeg har pakket alle gaverne ind - jeg mangler bare en enkelt, som lige skal tørre først. Jeg har købt en smule ind og skrevet en liste for resten. Jeg har støvsuget og skiftet sengetøjet, vasket og vasket op - jeg tror jeg er ved at være klar til jul.
- Tine og jeg kunne skrive et tredje dyp i løbet af ugen i kalenderen, da vi søndag aften kørte til stranden og badede i mørket. Det var så skønt.







Læse:
Jeg er ikke sikker på jeg forstår forfatterens tankegang. Det er som om hun ind imellem glemmer at informere mig om hvor vi er i historien.
Samtidig vokser fortællingen, og den lille by højt mod Nord der nu både indeholder Lisbeth Salander, Michael Blomqvist, Lisbeths niece og en ikke særlig dygtig politimand, vi har mødt før, giver grobund til lidt af hvert.
Lisbeth og Michael er endnu ikke løbet på hinanden, men mon ikke det sker.
Strikke:
Jeg tog billederne sidste søndag, men fik aldrig skrevet indlægget. Gennem de sidste to uger har jeg strikket på trøjen af ren acryl i velourform, som jeg blev nødt til at prøve at lave. Amalie var ophavsmanden til ideen, da hun fik sagt at en trøje af den slags garn ville Oscar nok aldrig tage af.
Nu er den færdig, forsynet med minecraftsymboler, og skal sådan set bare pakkes ind. Men sådan noget velourgarn er afsindig lang tid om at tørre. Jeg overvejer om den skal en kort tur i tørretumbleren, for den kan ikke blive ved med at være våd...
Garnet er en historie for sig. Helt klart bedre at hækle i end at strikke. Hårdt, ufleksibelt og tykt - jeg har strikket på en pind 7. Jeg købte rigeligt, for pludselig kunne jeg ikke overskue hvor meget der går til en børnetrøje. Jeg tror jeg har nok til to mere - så hvis han kan lide den...
...Skal jeg nok lige have en pause først.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar