torsdag den 9. december 2021

I sort og hvid

 

Tilbage i september fyldte min søster år, og Emilie mente et godt ønske kunne være en ny taske. Det viste sig at være en god ide, for den gamle havde fem år på bagen, og fem år er åbenbart det sådan en taske, der bliver brugt, kan holde til.





Min søster har siden den første taske jeg lavede til hende, holdt sig til sort/hvid. Det skulle det også være denne gang. Men gerne lidt større. Bare en tak på hver led.

Jeg nåede at blive færdig til overdragelse på dagen, da hun holdt fødselsdag. Det vil sige jeg havde en næsten færdig taske med, satte skulderrem på i toget på vejen mod Næstved, syede lynlåsen fast, mens sporene bumlede under vognen og startede på at sætte foeret fast, mens jeg ventede på bussen uden for Næstved station.

Den var ikke helt færdig da jeg nåede frem, men det var den inden jeg gik. Jeg nåede endda at tage billeder. Også billeder, der viser hvordan en fem år gammel taske lavet af glittet papir fra ugeblade og pakketape, falmer en del og nærmere er blå end sort.














Tasken er lavet af samme størrelse firkanter, der i færdig form har en størrelse på cirka 19 x 28 centimeter.

Felterne er sakset fra diverse dameblade og en gammel tysk-engelsk ordbog med delvis gotisk skrift.

For at give bunden lidt mere hold, fandt jeg alt det sorte i en flok gamle modeblade med lidt tykkere sider og masser af sort tøj.

Indvendigt har jeg syet et foer med en lynlåslomme. Remmen, der passer som skuldertaske har en kerne af grosgrainbånd for at give noget hold.

Jeg sætter remmen fast med knapper, metaltråd og et par fornuftige tænger.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar