søndag den 7. september 2014

En bliver nemt til tre


Trøje til Villas


Med barnedåb i farvandet havde jeg ikke kun lyst til at hækle en elefant. Det kære barn skulle også have noget, der kunne varme.

Jeg havde masser af Rasmillas Yndlingsgarn på lager. I flere farver og varierende mængder. Alt sammen rester fra tidligere projekter, og hvor meget garn går der lige til en størrelse et år?

Det skulle være så nemt tænkte jeg. Oppefra og ned. Raglan og helst en hals med god plads. Babyer har sjældent særlig meget hals - så der skal være plads. Der var her jeg gik i stå. For jeg ville have en hals, der både gav plads og som var længere bagtil end fortil.


Trøje til Villas


Det er ikke let at finde - kan jeg hilse og sige. Eller måske er jeg bare ualmindelig dårlig til at lede efter opskrifter. Jeg prøvede flere af, men jeg var ikke tilfreds med nogen af dem. Og så må man jo selv.

Altså startede jeg ud. Fandt målskemaet på baby- og børnestørrelser frem fra en mappe i kælderens dyb. En mappe med forlængst gemte og næsten også glemte optegnelser fra dengang jeg gik på seminariet og lærte om tilskæring og mønsterberegning og andet i samme stil.

Mit første udkast havde ikke helt hals nok. Jeg ville gerne have mere udskæring foran. Jeg synes heller ikke ærmegabene var dybe nok. Det var ikke meget, der skulle ændres, bare en centimeter her og en centimeter der.

Så jeg strikkede en mere. Størrelse et år går hurtigt. Og denne gang passede mine ideer og beregninger bedre sammen.

For lige at være sikker på at optegnelserne og beregningerne holdt, endte jeg med at lave en tredie. Bare fordi jeg kunne - og måske også fordi ingen skulle sige noget andet.

Beregningerne passede som sådan fint. Jeg valgte bare at se stort på egne anvisninger og endte igen en lille smule ved siden af de andre. Ikke meget. Ikke synligt. Bare ikke helt det samme.

Den sidste nåede aldrig at blive skyllet op, inden indpakning og overbringelse. Det var modtagerne vist pænt ligeglade med, og muligvis var det kun mig, der kunne se forskellen.


Trøje til Villas


Om ikke andet er der i hvert fald varme til kolde babyarme vinteren over. Og jeg har en flok udregninger, der måske en dag kunne blive til mere end kun størrelse et år. Sille har lovet at afprøve, hvis jeg når dertil.

Lige nu har jeg bare svært ved at finde tiden.





fakta3




Design: Mit - oppefra og ned.


Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i mange farver - tre til hver trøje.

Trøjerne vejer et sted mellem 100 og 115 femten gram stykket.


Pinde: 3 og 3½.


Størrelse: 1 år


Trøje til Villas

Trøje til Villas

Trøje til Villas


Bemærkninger: Alle trøjer er strikket oppefra og ned. Forkanter og halskant er strikket på til sidst.

Bortset fra de små huller under ærmerne og endehæftning af de mange ender striber genererer, er der ikke nogen montering.

Jeg lavede en åben og en lukket version, begge over samme læst.

Personligt er jeg ikke så vild med snoningerne - men det skulle prøves.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjerne, kan de ses lige her og her og her på Ravelry.

prikker

2 kommentarer:

  1. De er da SÅ fine! Jeg kan også godt lide mere dybde foran. Synes de der trøjer hvor halsudskæringen er ens for og bag sidder så mærkeligt foran.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, næh, jeg har aldrig rigtig forstået hvorfor babystrik ofte ikke har nogen halsudskæring :)

      Slet