Søndag efter søndag beslutter jeg mig for vask og støvsugning og rengøring.
Søndag efter søndag har jeg mere lyst til at smække benene op, nyde timerne og min familie.
Søndage efter søndag kommer jeg i tanke om hvor meget nemmere og hyggeligere det er at vaske, stryge og støvsuge i timerne mandag formiddag, hvor jeg er alene og resten af familien er taget på arbejde og i skole.
Nu hænger vasketøjet til tørre i kælderen, opvaskemaskinen kører og gulvene er fnugfri...
Vi følte os efterhånden temmelig drevne i det der muselmalingsting, da vi for fjorten dage siden satte os foran endnu to umalede tallerkener.
Det drevne blev endnu mere udtalt, da jeg som den første blev færdig og Emilie kom nummer to. Vi prøvede ikke at være hurtige, og resultat er heller ikke perfekt. Det var bare enormt meget, meget lettere anden gang.
Så meget lettere at Emilie nu begynder at snakke om kopper, som med de meget buede flader formentlig giver nye dimentioner til malerkunsten og så meget lettere at vi følte os mere sikre.
I går kunne vi hente resultaterne. Vi var spændt på hvordan de endte. Specielt fordi de tallerkener vi forlod med maling på den rå porcelæn langt fra giver indtryk af det færdige syn. Det er svært at danne sig et billede af hvor meget malingen har dækket. På det rå porcelæn ser det langt mere ensartet ud, end det gør efter glasering og brænding.
Der er forskel. Synligt. Både på det vi gik fra og det vi hentede og fra sidste omgangs maleri.
De er fine og vi er glade og glæder os allerede til engang næste år - når vi helt sikkert skal prøve igen.
Hvis det ikke bliver før...
Selvom tiden lige her og nu er temmelig vigtig, når afgangseksamen står for døren, begynder næste skoleår også at gøre sit.
Dengang Emilie og jeg besøgte husholdningsskolen i Sorø, var der ingen tvivl om at det her, hun ville gå. Hurtigere end hurtigt blev hun skrevet op, og siden ventede en lang ventetid. Den forventede bekræftelse på at hun var optaget udeblev og først efter to opringninger, fik jeg vished om at hun skam stod på listen. Det lettede lidt.
I sidste uge dukkede alle informationerne om næste år op. Det lettede endnu mere. Nu er næste skoleår for alvor sikker. Og sammen med den bugnende opsparingskonto, der vidner om at det lykkedes os at spare sammen til hele året, er vi klar.
Sammen med informationerne lå også fribilletter til madmessen Smag i Sorø. Det giver mulighed for et ekstra besøg på skolen og Emilie var hurtig til at invitere mormor med. Det bliver spændende og vi glæder os.
Men først venter eksamen og sidste skoledag, karameller og fodbold mod lærere og pædagoger. Og revyen. I år tegner den godt. Jeg har fået lov at smugkigge i manuskriptet. Lige nu øves der, og jeg er spændt på om energien kan lægges til en fantastisk forestilling. En uges øvning er ikke meget. Det kræver spillerne reeelt har lyst. Det sidste er jeg ikke helt sikker på om alle kan hente frem.
Jeg glæder mig alligevel til at se med. Og få sat billeder på den lange tid der er gået forud med at samle ideer fra tre klasser, og lade alle føle de har noget med og får ejerskab.
Det er lige om lidt. Det er faktisk ret vildt. Om lidt har jeg ikke længere børn i den skolepligtige alder. I klubben har vi et gammelt Cafémedlem ansat, som efter sommerferien skal læse til lærer og i går dukkede et andet gammelt medlem op, som lige om lidt starter på konservatoriet..
Pludselig kan jeg godt føle mig lidt gammel.. Men mest blive slået af hvor hurtigt tiden går!
Det føles efterhånden som en evighed siden, jeg lige inden jul var på besøg hos Henriette og vendte hjem med en posefuld garn, jeg havde lovet at omgøre til varme om kolde fødder.
Siden har jeg stort set hele tiden haft en strømpe eller sok i gang. Jeg har prøvet forskelligt af og jeg har trævlet op undervejs, når garnet og mønstret ikke passede sammen.
I sidste uge kunne jeg endelig pakke det hele sammen og sende hele molevitten til Henriette, som jeg formoder har ventet med længsel.
Det er ikke helt så koldt længere, men jeg har stadig sokker på, og mon ikke hun kan få glæde af varmen en tid endnu, inden sommeren for alvor banker på og sokker ikke længere står øverst på påklædningslisten.
På den anden side, kan sokker en kølig sommeraften også vise sig at være en rigtig god ide.
... I hvert fald en smule
To tråde Zauberball efter eget mønster. Jeg har mere end en gang overvejet at skrive det rent - men det er endnu ikke blevet til noget.
To tråde af det fineste multifarvede garn strikket efter min egen opskrift Breagach.
To nøgler Järbo garn med brede striber blev omdannet til knæhøje strømper efter Kirsten Kapurs Ampersand. Jeg prøvede flere forskellige mønste i netop det her garn, men det var først med Ampersand at striber og mønster fungerede sammen. For en gangs skyld fande jeg de tyndere pinde og en enkelt tråd.
Et enkelt hundredegramsnøgle af en lidt tykkere tråd fra Four Seasona blev til Tina Kuus Kiertoradalla. Det finske kredsløb, jeg har strikket flere gange, og som altid synes at blive fint.
Tweed fra Four Seasons efter Janice Kangs Outside In. Et mønster jeg prøvede i flere af garnerne, men først synes blev rigtig flot i den blå tweed. Jeg er ret imponeret af hælen, der arbejder sig ud af benets mønster og fortsætter på fineste vis. Tweeden fra Four Seasons er også tykkere end almindelig strømpegern. Derfor strikkede jeg også her med enkelt tråd.
Endelig slog jeg alle resterne sammen og strikkede to par sokker med dobbelt tråd helt ligesom jeg plejer at strikke sokker til Daniel. Henriettes fødder er mindre end Daniels, så jeg strikkede tolv omgange mønster i benet og tyve til foden inden tåen og afslutningen.
Og sådan blev en stor posefuld garn til varme om kolde fødder.
Nogen tager på håndarbejdsmesse og synes det er skønt. Anders har været på værktøjsmesse og glædet sig i flere uger inden.
Han har kigget på maskiner, der kan måle det mest utrolige og bor, der er så små at de kan bore i tænder, eller så stærke at de kan bore i det mest hårdføre metal. Han har talt med sælgere, der havde noget på hjertet, han har sammen med chefen muligvise fundet deres nye leverandør og han har fyldt en taske med alt det isenkram og reklameguf, der stilles til rådighed på sådan en messe.
Nu flyder bordet med brochuer, visitkort, kuglepenne, lakridser, målebånd og usbnøgler i flere versioner, mens hans hoved næsten løber over af alt det spændende han har oplevet. Jeg har hørt om ruhed og hårdhed og rifling, mål og størrelser jeg ingen anelse har om hvad betyder.
Men det lyder vigtigt, og så lytter jeg. Lidt. Eller i hvert fald til det bliver for indviklet og jeg ikke længere formår at holde facaden. Det er sjældent længe. Anders kender mig for godt...
Den fineste ting han har med hjem, sidder allerede i hans nøglebundt.
For hvis en usbnøgle ikke skal forklædes som håndtaget på en skruetrækker, når den kommer fra en værktøjsleverandør - hvad skal den så forklædes som?
Jeg er mest spændt på hvordan de der nye lakridspiber med smag af seasalt smager...
Jeg flettede tasker. Små og hyggelige. Inden for overkommelig tid lå fire parat til butikken på Amio og jeg flettede videre. Blandt andet en lille en i lilla. Længe inden de første folder var lagt, lagde Violykke billet ind på resultatet.
Nu er den sendt. Og modtaget. Og har gjort glad - har jeg hørt.
Det er altså skønt at kunne glæde!
Var der andre end mig, der hørte torden i dag?
Ikke meget - bare to brag og et lyn. Men hvilke brag og hvilket lyn.
De sidste to børn var ved at være klar til at gå. I Klubben havde Anja og Kristian lige sagt farvel til deres sidste. Kristian nåede at række ud efter dørhåndtaget, da en lyd, der mest af alt lød som en fuldtonet Harley lige ved siden af os buldrede højt. Og længe.
Kristian stivnede, Anja og jeg nærmest hoppede af forskrækkelse, mens vi gloede på hinanden, og bagfra spurgte Freya stille om det var torden.
Vi blev enige om at det var torden. Lukkede, låste og begav os mod hovedindgangen og parkeringspladsen. Vi nåede kun lige ud. Løftede måske hænderne til afskedshilsen, da et lysglimt, der ville gøre enhver fotograf med hang til blitz misundelig, nærmest blændede os alle sammen.
Vi blev stille. Talte. Ikke længe. Tre sekunder måske. Og så kom tordenen. Værre end før. Hurtigt blev vi alle enige om at sætte det lange ben foran og haste hjemad.
Jeg fandt cyklen, kiggede op og besluttede at den regn, der uværgeligt hænger sammen med torden godt kunne tænkes at være langt nok væk, til at jeg ville kunne nå tørskoet hjem.
Jeg nåede krydset. Så begyndte det at hagle. Hagl på størrelse med ærter. De lavede fin musik på ydersiden af mine slukkede hørebøffer. Musikken er løbet tør for batteri, men mine ører er sarte, så på er de altid - musik eller ej. I dag var jeg glad for at de sad der. Ærtehaglene trommede også godt oven på hovedet, når det var der de ramte.
En kilometer længere fremme forsvandt haglene. Tilbage var en fugtig støvethed. Ikke sådan en man bliver våd af - bare let fugtig. Endnu en kilometer og jeg nåede krydset ved Rødovre Centrum. Alt kørelyset var væk. Jeg formoder lynet har ramt noget vitalt i forhold til lyskurvene i området.
Folk kørte fint. Ventede på hinanden og lod først den ene retning, siden den anden komme til. Jeg ventede til det var min tur. Det blev vores tur og ud af øjenkrogen kunne jeg se en bil komme kørende i den retning, der netop havde haft tur. Den lod ikke til at ville standse, trods den åbenlyse ret for de modkørende. Jeg ventede, og kunne se den zigzagge gennem krydset, mens de igangsatte biler måtte holde på mærkelige steder i krydset. Først derefter kørte jeg videre.
Længere fremme virkede lyssignalerne igen. Det har åbenbart været et meget lokalt nedslag. Jeg standsede ved Fakta efter toiletpapir. Jeg turde ikke løbe an på at Emilie havde husket. Det viste sig at være en god ide. Vel ude havde haglbygen indhentet mig igen, denne gang noget udkørt og med hagl på mere almindelig størrelse.
Jeg nåede hjem uden at blive nævneværdig våd, og først da jeg satte foden i egen lejlighed var haglene blevet til regn, der vaskede vores skrå vinduer og hjalp mørket på vej.
Lørdag var attenårsfødselsdag og overdragelse af tæppet, jeg har arbejdet på den sidste måned.
Der blev glæde. Også fra en enkelt forælder, der gerne overtager… Det kunne hun glemme alt om, lød det fra Jonathan.
Da jeg startede troede jeg at farvekoden skulle hedde noget i retning af grå, blå og grøn. Jeg kom hjem med grå og neongul. Grå og neongul viste sig at være helt rigtigt.
Jeg havde en ide om at mønstret skulle være maskulint og noget en attenårig ungersvend ville synes om. Anders var med til udvælgelsen af mønstret, som blev striber i flere retninger.
Grå bandt det hele sammen, både på forsiden som bindeled mellem de enkelte stribede firkanter og på bagsiden, hvor grå er den dominerende farve. Jeg brugte de afklippede striberester fra forsidens firkanter til en lang stribet remse, der ikke kun pynter så bagsiden, men også indgår som et mellemled til øgningen af stoffet på bagsiden.
For at give tæppet blødhed valgte jeg at mellemfoere med fleece. Ikke en mulighed jeg nogensinde har brugt før, men det gav et godt resultat, og er helt sikkert noget jeg kunne finde på en anden gang.
Mit største og umiddelbart eneste problem er quiltningen. Eller måske snarere muligheden for at spænde delene ordentligt ud og sætte dem sammen, uden at ende med folder undervejs.
Der findes sikkert gode ideer og planer til at gennemføre det ene punkt på listen fra en række stofstykker til et færdigt tæppe. Måske finder jeg endda ud af det en dag. Indtil da lever jeg med folder på bagsiden.
Design: Patchworktæppe med et stjernemønster af striber i hver enkelt kvardrat
Stof: Bomuld fra Stoff&Stil.
Jeg troede hjemmefra, at jeg skulle have grå, blå og grøn, men de stofstykker jeg rakte ud efter var grå og neongule. Mellemfoer af Fleece - også fra Stoff&Stil.
Jeg har ikke rigtig styr på hvor meget jeg brugte.
Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 143 x 220 centimeter.
Bemærkninger: Jeg var i god tid, da jeg startede, men indkøb af sofa og omrykning af stuen trak lidt fra i antallet af timer til rådighed - og mulighed for at nå frem til bordet og symaskinen.
Vi har ikke nok gulvplads, så alting kom med på arbejde, hvor jeg kunne bruge gulvet og samle. Det betyder så at alting ikke var nystrøget og måske derfor endte med lidt folder på bagsiden.
Quiltningen er den letteste jeg kan komme om med min lille husholdningssymaskine. Jeg rullede tæppet på skrå og startede fra midten og syede ud.
Jonathan blev rigtig glad og overrasket, da han pakkede ud.
