Det er ved at være tid, til at tage tilbage til sommerens tur til Tyskland.
Efter turene til de små smukke sydtyske landsbyer, var vores tid ved Bodensee ved at være slut. Næste stop var Frankfurt am Main.
Frankfurt viste sig at være en langt mere spændende by end München. Om jeg havde for høje forventninger til München, eller om Frankfurt ganske simpelt er mere spændende, kan jeg ikke svare på. Uanset havde vi nogle gode dage i byen.
Frankfurt har langt tilbage gennem tiden været et handelscentrum, et magtcentrum og en by, der hurtigt er vokset. Set ovenfra er der tydelige spor efter middelalderby og voldanlæg, der er stadig mange gamle bygninger - også en del smukt genopbyggede efter de voldsomme bombninger under WWII.
Frankfurt er i dag et økonomisk centrum, med en skyline, der både rummer det gamle og det meget nye. Midt i overgangen mellem nyt og gammelt står Eschenheimer Tor.
Eschenheimer Tor er en gammel byport der kan dateres tilbage til engang i femtenhundredetallet. Tårnet er en af de få bygninger, der overlevede bombardementerne under anden verdenskrig.
I dag står tårnet alene, midt på en plads, omgivet af travle veje, moderne bygninger og underneden kører U-bahnen. Tårnet er ikke længere adgangsvejen til en by, det har set tiden gå, portåbningen kan stadig ses og i dag huser det en restaurant.
Det er en vild oplevelse at se det gamle smukke tårn, stå alene uden bymur og vagter og alt det, der engang hørte et porttårn til. I stedet står det nu som et vartegn, omgivet af en moderne by, travlhed og en tid, der ligger meget langt fra femtenhundredetallet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar