søndag den 7. september 2025

Julekalenderspind

 

Vel hjemkommet fra lejrskole, stod der tvinding på programmet. Desværre må jeg erkende at mine knæ ikke holder til at trampe og trampe og trampe i rokkens pedal time efter time - så det tog længere tid, end jeg gerne ville have haft. 



Jeg kan rigtig godt lide processen, og egentlig gør det mig ikke noget, at det tager tid. Jeg nød at sidde der, når jeg sad der. Men jeg kan også mærke, at når enden er nær, bliver jeg mere produktorienteret og var vildt spændt på hvordan det færdige garn endte. 

Jeg tvandt det tretrådet og fik med lidt list brugt alt hvad jeg havde. 

Da jeg lagde ud med projektet, var målet at få et harmonisk garn, der blandede alle de mange forskellige fibre og fiberpræparationer sammen til at samlet hele. At tvinde det tretrådet handlede ikke kun om, at det er det, jeg bedst kan lide og vender tilbage til igen og igen. Det handlede også om, at jeg havde en forventning om at tre tråd ville samle det mere end to. Det er muligt jeg tager fejl. 

Når det er sagt, er jeg endt med et garn, der er over al forventning. Jeg synes det ser ud, som noget der fra start har været tænkt som et samlet hele. 

Da jeg i sin tid startede med at spinde, troede jeg, at jeg altid ville have et projekt i tankerne, når jeg startede et nyt projekt. Jeg må erkende at det har jeg ikke altid. Jeg har håndspundet garn liggende, som jeg ikke ved hvad jeg skal bruge til. Men her vidste jeg det godt, inden jeg startede. 



For et par år siden strikkede jeg et par ærmer af et kalenderspind. Dengang var det mit første forsøg med rolags. Jeg bruger de ærmer rigtig meget og er rigtig glad for dem. Planen er at strikke et par mere, og rette op på nogen af de designmæssige detaljer, som kunne have været bedre i det første par. 

Det færdige garn viser sig at være af et lidt større omfang, end det jeg strikkede ærmer af i sin tid. Det betyder at jeg måske også kan få lidt krop, på dette års kalenderærmer. Måske. Det vil tiden vise.








Materialer: Alle mulige forskellige fibre og fiberpræparationer givet og samlet sammen til en fælles fiberjulekalender i Spindeforeningen sidste år. 

Alt er vist fra dyr, mest får - af forskellige racer - men også alpakka, angora, kamel og måske noget andet, jeg ikke har styr på. Der var både kæmmede fibre, blendede fibre, rolags og lokker. Noget virkede mere rent end andet og alt blev blandet i en stor pærevælling. 

Jeg er endt med 262 gram, så mon ikke jeg startede med noget i samme retning. 


Forberedelse: Jeg ville have et harmonisk garn, og tænkte længe over hvordan jeg kunne opnå det. 

Beslutningen blev at bygge et blendingboard, blende det hele godt sammen, og dizze det af i zigzag, så jeg fik blandet det så godt som muligt og endte med korte stræk af hver fiber og hver farve.

Oprindeligt var der en del lyserødt mellem de fibre jeg pakkede ud gennem december. Jeg er ikke specielt vild med lyserød, Emilie så det, og mente det var til hende, og så blev det let at tage alt det røde/lyserøde sammen med noget hvidt fra, og spinde til et lille sjal til hende. 

Jeg endte med nogle store bolde af fibre, der egentlig var et bånd, men visse steder meget ustabilt. jeg havde også en del rolags, som jeg ikke tog med i blendeprocessen, men delte op og blandede i spindingen.



Spinding: Det var en oplevelse at spinde de mange forskellige fibre. Langt hen ad vejen spandt jeg bagud og med lange afstande mellem hænderne. Men visse fibre duede ganske simpelt ikke til den måde at spinde på. Som tiden gik, lagde jeg mærke til at mine hænder helt automatisk skiftede mellem at spinde langt og kort og frem eller tilbage. 

Jeg havde seks af de store bolde og delte de tilbageblevne rolags i seks bunker, som jeg trak over i kvarte. Jeg spandt en del af bolden og en del rolag på skift, hele vejen gennem projektet. 

De mange forskellige fibertyper og spindemåder betyder at garnet ikke er homogent hele vejen gennem. Nogen steder er det meget tyndt og hårdt spundet, andre steder mere fluffy og mindre tyndt. Det var klart forventet, og jeg synes stadig det tilsammen virker som et hele. 

Jeg spandt og tvandt det hele på rokken - spindingen i urets retning, Z-retning. 


Tvinding: Jeg tvandt mod urets retning - S-retning - et tretrådet garn, som betød at alle de mange farver og fibertyper blev godt og grundigt blandet. Jeg havde fem spoler med spundet garn, og forsøgte at fordele spolerne, så jeg blev ved at have garn til tre tråde. 

Alligevel løbe først den ene og så den anden tråd tør. Den første løste jeg ved at vinde det resterende garn op, så jeg kunne tvinde fra begge ender, og da den anden tråd løb tør,  besluttede jeg at kædetvinde det allersidste. Jeg lavede nogle meget store løkker, så farvene fordelte sig, og så ud som resten af garnet. Det betød at det viklede sig noget om hinanden og den sidste del af tvindingen gik temmelig langsomt. Til gengæld synes jeg det blev godt.



Efterbehandling: Det afhaspede garn var meget krøllet. Ophængt fik garnets egen vægt det til at blive strakt ud, men med en del snoninger om sig selv. Lagde jeg det ned, krøllede det helt sammen. 

Jeg skyllede det op, lagde det i meget varmt vand med uldvask, uden at bevæge det, og lod det ligge til vandet var kølet af. Jeg krammede det i et håndklæde og lod det hænge over bøjler til det blev tørt. 

Færdigt snor det ikke længere - og krøller heller ikke. 


Resultat: Det færdige garn er blødt, men også rustikt og lidt kradst. Jeg kan godt lide uldne garner, så det er helt fint. Til trods for blødheden giver det sig ikke. Jeg er så spændt på at se det strikket op, og tænker at det skal være glatstrik, for at give garnet mulighed for at shine. 

Jeg er endt med 262 gram garn og 788 meter. Det giver et færdigt resultat på ca 300 meter pr 100 gram. Det er jeg godt tilfreds med. 


Vil du se flere billeder af garnet, kan de ses på Ravelry.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar