søndag den 16. marts 2025

På tur med HDS-holdet

 

Der blev meldt sygdom fra Next. Jeg stod pludselig med et valgfagshold, der ikke kunne have almindeligt skema, for lærerne havde andre planer og de to andre valgfagshold kørte videre. Hvad gør man så?



Kan jeg tage på tur? Spurgte jeg. Min leder var ret hurtig til at foreslå Dansk Arkitektur Center, men også til at mene, at jeg ikke bare kunne tage af sted med seksogtyve elever alene. Det kunne jeg nok godt have gjort. 

DAC var en god ide, men de skal adviseres en uge i forvejen. Jeg havde et par dage. Og ingen makker. Kan I ikke tage i Zoo? Skolen har et kort. Foreslog en af klassernes lærer, som desværre ikke kunne tage med. Det gad hun ellers godt. 

Samtidig nåede jeg at tænke, om der måske var en klasselærer, der kunne finde tid. Det var der. Jeg bookede kort, sendte besked til elever og forældre og forberedte spørgsmål, der dels handlede om Zoo, dels var i retning af både håndværk og design. 




Det viste sig, at arkitekten bag skolen, også har tegnet et par af de ældre bygninger i Zoo. Abegrotten for eksempel. 

De fik spørgsmålene på forhånd. En enkelt elevs forældre havde forstået at de skulle løses på forhånd. Han var godt forberedt. Resten løste undervejs - eller glemte det. Alle havde en skøn dag. 

Tænk at få planlagt en tur på baggrund af sygdom, og ende i Zoo på årets første forårsdag. Vi slentrede rundt, mødte de fleste elever et par gange, og nød solen. Et par af eleverne endte med at tage overtøjet af, men måtte også erkende at det var alligevel for koldt. 

Der var liv i dyrene i solen. Bortset fra Isbjørnen og bisonoksen, der begge var gået omkuld. Det kan også blive for varmt. 





Til trods for en skøn tur, var et par af eleverne bekymrede for, om næste uges valgfag også ville være aflyst. Det er rart at vide, at de gerne vil i skole. Der var ingen aflysning ugen efter, og i torsdags kunne vi derfor bruge dagen sammen med træ, save og andet værktøj. 

De bygger kasser. Jeg gad godt bygge en kasse. Men jeg har en oplevelse af, at min tid er bedre brugt til at hjælpe og være til stede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være særlig tilstedeværende, hvis jeg begravede mig i en opgave. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar