Vi havde Oscar overnattende fra fredag til lørdag. Det var så hyggeligt.
Jeg hentede i SFO, hvor de havde holdt fastelavn og jeg fik en Creeper med hjem. Den var lidt beskidt, for den havde været ude og lege. Heldigvis kan sådan et kostume tåle vask.


At det var fredag betød at vi kunne købe fredagsslik og udskifte saftevand med sodavand. Det sidste synes Oscar var en god ide, også selvom han kun drak et enkelt glas, og jeg hælder resten ud.
Vi havde god tid, fladede ud foran en skærm med børneunderholdning, legede lidt og læste en hel masse, inden det blev sengetid og planen var at vi skulle sove længe lørdag morgen. Det blev ikke helt så længe, som jeg havde håbet. Men det var længere end på en skoledag.


Vi havde været oppe en god times tid, da han første gang spurgte om hvornår han skulle hjem. Jeg havde lovet, at når han havde sovet, og vi havde leget, måtte han selv bestemme hvornår han ville hjem. Jeg synes det var lige tidligt nok, tænkte at forældrene nok ville være glade for at kunne sove noget længere, og spurte om vi kunne vente en times tid.
Den købte han, og først to timer senere spurgte han igen. Da var klokken 11.00. Så vi pakkede sammen, og kørte hjem.


Inden da havde vi nået at lege snake. Altså det der spil, hvor man er en slange, der spiser prikker og bliver større og større, indtil man løber ind i sig selv og dør. I vores version skulle vi spise hinanden, og selvom jeg en gang imellem fik lov at være den der spiste den lange slange, var det ikke mig der vandt.
Det var en god måde at overnatte, og jeg tror vi har aftalt at gentage om fjorten dage.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar