12 cast Ons - februar

 

Der er gået en måned siden det sidste opslag var en realitet. Mange af projekterne har været fremme og arbejdet på. Et par stykker står endnu helt stille. 

En udfordring kræver at blive nurset, at blive holdt i snor, og for mig vil den snor være at se tilbage hver måned. Hvor langt er jeg nået, hvor meget fremgang kan jeg se. At noget står helt stille er forventet. Gennem en måned plejer jeg at komme omkring en del forskellige projekter, men næppe tolv. Der er ingen tvivl om, at noget står i vejen for noget andet, at noget helst skal være færdigt, før der er plads til andet.

Jeg har lavet  en collage, der forsøger at tydeliggøre hvor langt jeg er nået. Jeg forestiller mig at gentage den måned efter måned, gerne med fremgang.

De grønne kanter betyder at projektet er færdigt. De nedtonede felter betyder at der ikke er arbejdet på projektet. Resten er det sidste billede, af fremgangen, og derfor nogenlunde, der hvor jeg er nået til. 

Med collagen følger en kort gennemgang:

Autumn Alpine:

Bærestykket er færdigt og ærmerne skilt fra. Trøjen er til Emilie, og venter lige nu på næste gang hun kommer hjem. Det sker midt i marts, så den er på pause. 

Hjertesokken:

Strømperne er færdige, de er ikke vist frem. Igen er de til Emilie, og venter på tid til at tage billeder. 

Lucrezia Blouse:

Også en sag til Emilie. Her er igen delt til ærmer, og strikket langt nok til at en prøvning er nødvendig. 

Saven Sweater:

Sweateren til Anders er et langtidsprojekt. Der kunne snildt ende med at dukke en sweater eller to andre op, inden den her er færdig. Garnet er hårdt, mine håndled kan ikke strikke længe. Jeg har prøvet at vaske en del af garnet, og er spændt på om det ændre på hårdheden. 

Da jeg lagde den fra mig første gang, havde jeg kun det nederste af ryggen. Nu har jeg også det nederste af forstykket og har samlet det hele til at strikke rundt og rundt og rundt.

Temperaturhuse:

Jeg sætter krydser i et væk. Jeg er vild med projektet. Også selvom der er dage jeg springer over. Det tager ikke lang tid at følge op og nå de oversprungne dage. Jeg er stadig spændt på hvordan morgendagens hus ser ud. 

Pulsvarme:

Håndledsvarmen til Daniel var det første der blev færdigt. De vakte glæde og de bliver brugt. 

Karklude:

Bunken af karklude var det andet færdige projekt. De var med mig ude, lå i tasken og blev strik til møder, på studie og når jeg holder pause med elever. Nu er de endt i gavekassen, og skal nok få ben at gå på.

Vævede klude:

Jeg startede op og vævede et stykke. Derpå hængte jeg væven på væggen. Den hænger der endnu, og venter på at komme lidt ned igen. Der har på ingen måde været fremgang.

Hæklet taske:

Den hæklede taske er heller ikke blevet rørt. Jeg troede ellers at en enkelt del eller to skulle være en ugentlig fremgang. Med temperaturhusene, har jeg rigeligt, der skal arbejdes på kontinuerligt. Det er ikke den type projekter, der virker bedst for mig. 

Antique Filigree:

Der er to flerfarvede bærestykker på min liste. Den første har fået en del kærlighed, den anden venter lidt endnu. Igen var det absolut forventet. Samtidig glæder jeg mig til at se lidt nærmere på den. Andet har bare overhalet indenom.  

Strikkede Bukser:

Jeg nåede langt ned af det ene ben og kunne beregne, at jeg tror, jeg har garn nok. Jeg gider rigtig godt arbejde videre på dem, men må også erkende at med så mange igangværende projekter, må nogen af dem holde pause. 

Julekalenderspind:

Julekalenderspindet er et projekt i to dele. Jeg er noget nær halvvejs. Den første halvdel var alle de pink, lyserøde og røde toner. Jeg spandt og strikkede en halsklud til Emilie. Det føles bestemt som et færdigt projekt. Tilbage står resten (langt det meste) af spindefibrene. De skal også spindes, før projektet kan kaldes færdigt. Jeg har en plan om hvordan det skal forberedes og spindes, men jeg er ikke helt sikker. Altså venter jeg lidt. Venter til jeg er klar til endnu en omgang med blending boardet.

Hvordan fremgangen vil se ud i marts er spændende. 

Masker på en søndag - Uge 8

 

Ugen kort:

• Ferien sluttede og skolen begyndte igen. Det er utroligt så hurtigt en velgørende ferie kan glemmes i hverdagen. 
• Jeg kunne godt rydde mere op i håndværk og designlokalet end jeg får gjort. Jeg tager et skab i ny og næ, mest for at vide hvad vi har, men også fordi jeg synes der altid roder. Da Teknisk Service kom forbi og fortalte om påbud, fik jeg ryddet ting væk, uden rigtig at kigge på det, mens de søde mænd fandt hylder og reoler og hjalp med det tunge arbejde. 
• Nu står noget på toppen af skabsrækken. Jeg aner ikke hvad der er i kasserne, det er jeg heller ikke helt sikker på at andre gør, men en dag tager jeg det ned igen og kigger det hele igennem.
• Jeg hentede Oscar til leg og spisning. Han havde ferie, så vi trak den lidt, inden vi pakkede sammen og kørte hjem, så han slipper for at skulle tidligt op, når jeg skal på arbejde. 
• Det nye håndværk og design valgsfaghold er en fryd og være sammen med. Måske fordi jeg kender dem. Måske fordi jeg har prøvet det før og vi sammen har sat grænser fra start. Det bliver et godt år for valgfag - er jeg sikker på. 
• Jeg mødtes med en medstuderende, og snakkede opgave. Vi skal skrive om brøker og matematik. Vi havde begge forberedt og fik snakket os godt ind i opgaven. Det føltes godt, da jeg tog hjem.
• Forsøget med at være to voksne og slå den mindste af de tre sjetteklasser sammen i først håndværk og design og bagefter i madkundskab viste sig ikke at være den gode ide vi troede. For mange skal vente for længe på hjælp. For mange har svært ved at vente på hjælp, og almindelig uro blev til kaos. Vi går tilbage til den gamle opdeling. 
• Jeg kørte turen til Next og tilbage igen, efter sidste undervisningslektion fredag, for at hente en computer og en mobiltelefon, et par drenge havde glemt. Sjældent har jeg oplevet så stor tilkendegivelse af glæde over at blive hjulpet ud af en problemstilling, der er svær at klare. Jeg tænker de husker dem næste gang. Eller jeg håber. 
• Jeg tog til Frederikssund og strikkehyggede sammen med Bettina. 
• Anders og jeg har besluttet at tage på tur til Vejle, i weekenden hvor der er Fiberfolk. Vi har aldrig været i Vejle og satser på lidt byvandring og hygge mellem fibrene. 

Læse:

Det er længe siden jeg har brugt en hel søndag på at læse. Efter jeg tog billederne ovenfor, blev jeg opslugt at bogen og har stort set læst hele dagen. Jeg så serien, inden jeg læste bogen, og det kan godt ærgre mig lidt. På den anden side er jeg stadig opslugt, underholdt og stiler efter mere. 

Jens Henrik Jensen er en spændende forfatter. Niels Oxen en sammensat mand og Margrethe Franck et godt modstykke. Jeg  har næste del stående, og tænker den kommer på banen inden længe.

Hækle:

Jeg har fundet det hæklede tæppe frem igen. Det plejer at være i januar, jeg går i gang med at hækle og i løbet af året går dampen lidt af. Jeg har målt, planen er omkring 180 cm i højden. Jeg mangler 30. Det er jo lige om lidt. 

Sidste år hæklede jeg 30 cm, så mon ikke det skulle kunne lade sig gøre igen i år. Hvis ikke, kan det være det bliver næste år. 

Tæppet har det dogme at det udelukkende er hæklet af håndfarvede rester af strømpegarn fra strømper jeg har strikket. Desværre er jeg ikke helt tilfreds med den nuværende farvepalette. Jeg er ganske simpelt løbet tør for grønt.

Heldigvis har jeg ikke mindre end to par grønne strømper på pindene. Jeg har fundet det par, der er nået længst og håber det bliver færdigt inden længe. 

Når det næste også er klar, må jeg hellere konferere med kassen med strømpegarn og håbe, der er flere af de grønne nuancer.

Perler

 

Jeg hentede Oscar i onsdags. Panduro havde haft tilbud på perler og hjemme ventede en kasse med perler i mange farver og rigeligt at dem. Den pose med assorterede farver jeg har købt, er for længst løbet tør for de vigtigste farver. Nu er rigeligt.

Jeg havde med vilje ikke pakket ud, og forestillede mig at barnet gerne ville hjælpe. Det ville han gerne, og jeg er imponeret over hvor godt han håndterede en saks, og perlerne, der stort set alle sammen endte i de små skuffer. De få han tabte, hoppede han beredvilligt ned og fandt på gulvet, undervejs.

Jeg skal bruge en saks, oplyste barnet. Den mindste du har. Jeg tænkte at den også skulle kunne klippe, og fandt den lille Fiskars, der duer til alting. 

Bagefter skulle der bygges. Biler er stadig det yndede tema. 

Du skal finde et billede af en bil, sagde barnet. Så jeg fandt et billede af en bil. Det samme billede som sidste gang. Igen er jeg imponeret over, at han bruger billedet som forlæg, men gør perlerne til sine egne. 

Se lige hvor stor spoileren er, fortsatte barnet og mente at de blå perler var gode til ruder i bilen. 

Han blev ikke færdig. Vi fortsætter næste gang. Tiden var løbet fra os, det tager lang tid at klippe poser op, og hælde i skuffer. Jeg fik lov at hjælpe med de sidste to, ellers klarede han det hele selv. 

Tilbage står at jeg skal finde et sted, hvor den lille kommode med perler kan bo, når Oscar ikke er her. Den fylder godt. Heldigvis er vi kun to hjemme, og spisebordet stort nok til, at den stadig står midt på bordet. Jeg synes ikke lige umiddelbart jeg har et sted, den passer ind.

Den er også lækker. Sådan en perlereol gad jeg godt have haft, dengang jeg var barn.

Goetheturm

 

Frankfurt er hjembyen for forfatteren og poeten Goethe. Min skolegang inkluderede ikke Goethe og jeg kender egentlig ikke særlig meget til ham. Men der er ikke nogen tvivl om at byen Frankfurt er glad for deres landsmand. 

Du kan besøge Goethes hus, hans barndomshjem og mindst en stor plads er opkaldt efter ham. 

Min første møde - måske i virkeligheden også eneste - var dengang poesibøger var et hit, der stod 1984 i kalenderen og min fars daværende kæreste skrev følgende:

Mister du din hest, kan du få en ny.

Brænder dit hus, kan du bygge det op igen. 

Men mister du modet, har du tabt!

(Frit efter Goethe)

Det er ord jeg altid har båret med mig, og som allerede dengang gjorde stort indtryk. 

I Frankfurt har man vist altid været glad for Goethe og sikkert værdsat hans ord. Goethe levede fra 1749 til 1832 og bare 35 år efter hans død, blev det første Goetheturm (Goethe Tårn) rejst i skovene syd for Sachsenhausen. Syd for floden Main og dermed også syd for Frankfurt. 

Det var et højt tårn. Hele 22 meter, og med en fantastisk udsigt over byen.

Efter WWI var tårnet så vakkelvornt at det blev revet ned. I 1931 blev det genopbygget, nu 43 meter højt og doneret af en jødisk forretningsmand. Jeg tænker at det i historisk henseende er vigtigt at han var jødisk. Ellers havde det nok ikke stået der. 

Tårnet var massivt og der gik ikke mindre end 170 kubikmeter fyrretræ, birk og eg til byggeriet. 

Jeg zoomede ind, for at finde katedralen, og den gamle del af byen. Kirken er lige neden for radiotårnet og syner med sine 95 meters højde ikke af meget. Den er ellers høj, når man står lige nedenfor. 

Tårnet er en turistattraktion, der er 196 trin til toppen og en fin udsigt hele vejen rundt. Fra toppen af tårnet bliver det endnu tydeligere hvordan Frankfurt er en by med modsætninger. De gamle smukke huse og bygninger mellem de nye, høje, moderne forretningshovedsæder. 

I oktober 2017  blev tårnet brændt ned. Branden var påsat, og byen ulykkelig. Det værdsatte vartegn skulle genopbygges. Befolkningen samlede i nærheden af to hundrede tusinde Euro sammen, mens forsikringen klarede det sidste. Det kostede temmelig meget at bygge tårnet op igen. 

Befolkningen blev spurgt og 78% ønskede at det genopbygningen, skulle være så tæt originalen som mulig. Det genopbyggede tårn stod færdigt i juli 2020 og blev igen en attraktion. I dag er tårnet bygget af kastanje og eg. 

Vi tog bussen ud til tårnet og gik langs et stort område med kolonihaver. Da vi skulle den anden vej, viste det sig at der holdt en bus lige rundt om hjørnet. Det var helt fint, vi var klar til en længere gåtur på vejen ud, og ville gerne hjem, da vi skulle den anden vej.

I området omkring tårnet er både en restaurant og et stort legeområde. Vi var klar til at sætte os og drikke noget koldt, efter at have været helt oppe. Men jeg tror det var den eneste restaurant på hele rejsen vi mødte, der kun tog mod kontanter. Vi havde ikke nok, og fandt i stedet en bus. 

Pink garn

 

Det pink garn er færdigt, og jeg kommer muligvis til at gentage mig selv. 

Jeg er stadig vild benovet over de tre damer, der fik en ide og udførte den, tilbage i efteråret. Tænk at få ideen - vi skal da dele. I skal alle pakke og sende fire og tyve gaver. Så skal vi nok tage os af dem, pakke dem om, og sende dem ud igen, så alle pakker ender, der hvor de kom fra med nye gaver i. Med fire og tyve nye gaver, der ikke for en enestes vedkommende var fra afsenderen/modtageren. 

Jeg havde klart forventet at få et par stykker af mine egne gaver tilbage. Jeg fik ikke en eneste. Til gengæld fik jeg fire og tyve gaver fra andre spindere, der alle havde pakket fint ind. Hver dag i december kunne jeg åbne en lille gave med spindefibre i alle mulige afskygninger. 

Hvordan får man sådan fire og tyve pakker til at hænge sammen? For jeg vil have det til at hænge sammen. Det var der, det blev vigtigt at bygge det der blending board. For jeg vil gerne have det blandet. Jeg vil gerne have en sammenhæng, og et færdigt resultat, der ser ud som om, der har hængt sammen fra start.

De første dage pakkede jeg fine lækre naturfarvede fibre ud. Alt fra nyklip med krøllede lokker til kæmmede og glatte fibre. Men så dukkede der lyserødt op. Jeg tænkte stadig jeg kunne skabe et hele. 

Indtil Emilie kom hjem. Så og mærkede det lækre lyserøde, bløde angora, og spurgte om der mon var nok til et lille tørklæde til hende?

Det gav så meget mening. Emilie får en halsklud, jeg slipper for det lyserøde. At der så både er grønt, gult, blåt og lilla mellem resterne, det kan jeg meget bedre leve med. 

Det blev blending boardets første opgave. Det gik afsindig hurtigt, og det er blevet et lækkeret garn. Også selvom det er lidt ujævnt.

Materialer: Lyserødt, rødt, pink og en lille smule hvid, for at have nok, fra sidste års byttejulekalender fra Spindeforeningen. 

Jeg er sikker på at der er angora og merino mellem fibrene. Noget føltes en smule grovere, men jeg har ingen anelse om, hvad det er.

Jeg vejede det til omkring 69 gram. 

Forberedelse: Jeg har læst at et blending board kan indeholde omkring 30 gram fibre. Jeg havde lidt mere, når jeg delte min bunke i to. Og håbede det ville virke. 

Så jeg delte bunken i to, delte også de to rolags, der var grønne i den ene ende og røde i den anden, så de ender i hvert deres spind og gik ellers i gang med at fordele alle fibrene hen over blending boardet. 

Det var sjovt. 

Sjovere var det, da jeg skulle have det af. Jeg ville lave rolags og har gennem de sidste år samlet fif fra diverse podcastere ud i uld. Det skulle nu stå sin prøve, og selvom der er rum til forbedring, var jeg temmelig stolt af mig selv. 

Jeg fik ti rolags ud af bunken af fibre.

Spinding: Jeg spandt de ti rolags på den lille nye tyrkiske håndten. Jeg forsøger atid at spinde tyndt, og vidste jeg ville have et tretrådet garn i sidste ende. Jeg lod hver rolag blive hver sin lille turtle. Jeg tror egentlig godt de små bolde kunne være større, men den lille ten blev hurtig tung og selvom det var en fornøjelse at spinde, var det ikke uden forhindringer.

Alt det, der ikke var angora var let at spinde. Angorafibrene var korte og gik let fra hinanden. Samtidig var der en del dobbeltklip og dermed meget korte fiberlængder, som jeg enten pillede fra, eller forestiller mig, vil arbejde sig ud, når det færdige projekt bliver taget i brug. 

Jeg havde en oplevelse af, at der skulle meget sno og meget korte udtræk af fibrene til, når jeg nåede til angoraen. Det var ikke lige let hele tiden og jeg tabte tenen med mellemrum. 

Tenen er så lille, at jeg kunne sidde ned med den, og have en pude under, så tabet ikke var langt og puden tog af. Det er første gang jeg har oplevet at det var rart at sidde ned og spinde. Min anden håndten foretrækker jeg at stå op med. 

Jeg drejede tenen i urets retning - S-retningen. 

Tvinding: Efter spindingen vejede jeg de små bolde og fordelte dem i tre bunker, der cirka vejede det samme. De 69 gram var blevet til 66. Det er ikke min oplevelse at jeg har mistet tre gram, jeg har snarere vejet forkert til at starte med.

Jeg tvandt garnet på rokken og var meget påpasselig med at sikre, at de tre tråde blev ved at komme fra samme lille gruppe afvejede bolde. Jeg satte en farvet klips yderst på bolden, og trak tråden ud indefra. De farvede klips sikrede at når jeg satte en ny bold til, skulle  jeg gerne ende med en nogenlunde afpasset trådlængde og sikre tre tråde hele vejen. 

Jeg plejer at kunne have cirka 75 gram garn på en spole. Altså skulle 66 gram snildt kunne være der. Jeg ved godt at kartegarn fylder mere og at garn blandet på et blending board og rullet til rolags inden spinding er kartegarn. Kartegarn fylder mere fordi der er mere luft i spindingen. Alligevel tænke jeg at der var masser af plads. 

Det lykkedes mig at få plads til det hele på een spole. Men det var tæt på at det ikke lykkedes. 

I sidste ende passede afvejningen ikke. Det vidste jeg godt, og startede med at spinde fra begge ender af den største bold, da det første tråd løb ud. Da den dobbelte tråd løb ud, lagde jeg det allersidste dobbelt og spandt den sidste halve meter totrådet. Jeg kunne have kædetvundet det sidste, men det tænkte jeg ikke på. Jeg synes ikke det betyder stort for det færdige garn.

Jeg tvandt mod uret - Z-retningen.

Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolen, skyllede op, krammede det meste vand ud, svang det rundt over altankanten og lod det hænge over en bøjle til det var tørt.

Afhaspet slyngede garnet sig et par gange om sig selv, skyllet og tørret endte det harmonisk og løsthængende. Jeg nåede at blive i tvivl om det ville blive ved at sno om sig selv.  

 

Resultat: Angora er blødt. Det er det færdige garn også.

Det færdige garn vejer 66 gram og udgør 204 meter. Det giver en løbelængde på 309 meter pr 100 gram. 

Jeg har slået op til et lille tørklæde til Emilie. Det bliver superfint, men det er en anden historie, og den skal nok dukke op en dag. 

Vil du se flere billeder af garnet, kan de ses på Ravelry.

Den arbejdende mand

 

Fra vores logi i Frankfurt kørte vi ofte med linje 17, sporvognen, der kørte ind mod byen. 

Sådan en sporvogn kører altid samme vej, altså kom vi altid forbi den store figur af en mand med en hammer. 

Han står der bare. Og hamrer. Han er høj - 21 meter, kan jeg læse mig til. 

Jeg synes han var fin, og blev lidt glad hver gang vi kørte forbi. 

Engang imellem stoppede vi op, lige ved siden af manden, for sporvognen kørte forbi U-bahnen ved Messecenter og derfra var der andre muligheder for at komme rundt i byen. 

Hjemme igen, har jeg slået ham op. Det blev han ikke mindre spændende af. 

Hammering Man er en del af en hel række af hamrende mænd, der står rundt om i hele verden. De er ens, skalaen er forskellig. Han findes i Lillestrøm i Norge, i Seoul i Korea, flere steder i USA og ud over Frankfurt også i Basel. 

Kunstneren bag hedder Jonathan Borofsky og alle figurerne, installationerne eller skulpturerne - kært barn har mange navne - består af en todimensionel mand, af stål, malet sort og en arm, der med maskinkraft bevæges op og ned i hammerbevægelser.

Mændene repræsenterer arbejderen. Over hele verden. Om det er mænd eller kvinder er underordnet. Han er landsbyens håndværker, kulminearbejderen, computeroperatøren, landmanden, rumskibsbyggeren, eller hvem som helst, vi er afhængige af i verden af i dag.

Det blev han ikke mindre fin af. 

Hjemme i vores logi, var Anders den arbejdende mand. Eller det er ham, der laver mad. Vi gider ikke hotelværelser. Vi vil meget hellere passe os selv, gøre som vi vil, og spise når vi er sultne. Her er hotellejligheder en god mulighed. Når altså det fungerer og man kan tjekke ind. 

Det gør det ikke altid. 

Bag væggen er sengen og badeværelset. Bag mig, de store vinduer ud mod byen.