Struwwelpeter

 

Jeg tror det var engang forrige år, på en ferie, at vi besluttede, at en ny by betyder is. Vi havde endnu is til gode i Frankfurt, så efter mødet med tyren og bjørnen gik vi på jagt efter koldt.

Vi fandt is ikke langt væk, ved et stort torv. Måske havde vi haft travlt - eller været målrettede - under alle omstændigheder var vi gået lige forbi et springvand, uden at se hvad det var for noget.

På vej tilbage blev jeg fanget af de mange mærkelige figurer, der var på springvandet. En dreng med langt hår og lange negle, vakte minder om noget kendt. Og mens jeg stoppede op, og gik rundt, dæmrede det. På den anden side af kunstværket, blev jeg sikker, for der var han. Den Store Bastian. 

Dengang min far var dreng - sidst i fyrrerne, først i halvtredserne - læste han med glæde Den store Bastian. Historierne om hvordan det går børn der ikke opfører sig ordentligt. Historierne der i dag er håbløst umoderne, politisk ukorrekte og helt utilstedelige, når vi begynder at tale om forskellighed, 

Min far var så glad for historierne, der måske var datidens noget uhyggelige historier, at hans førstefødte også skulle havde oplevelsen af de sjove fortællinger. Jeg kan ikke huske han kom hjem med bogen. Jeg kan ikke huske at have sagt: Mig ikke lide Store Bastian! Men det skulle efter sigende være sket. 

Jeg kan godt huske senere at have læst i bogen. Jeg husker den ikke som fantastisk, nærmere ubehagelig, og måske barndommens traumer har sat spor. 

Men jeg husker den nok til at flere af figurerne vakte genklang. Der var drengen på toppen af springvandet, med de lange negle og det lange hår. Ham der i Tyskland er bogens titel: Struwwelpeter - eller på dansk: Snaske-Peter, en klam og ulækker dreng, der ikke soignerede sig.

Der var pigen, hvis kjole brændte. Så vidt jeg husker brændte hun op. Og så kunne hun jo lære at man ikke må lege med ild.

Der var også figurer jeg ikke kan huske, grædende katte, mærkelige børn og en kanin med en fløjte. Og så den Store Bastian med sit blækhus. Han stoppede uvorne børn i blækhuset, så de blev sorte, og man kunne se de ikke kunne opføre sig ordentligt.

Bogen er fra 1845, og skulle efter sigende lære børn, hvordan det går, hvis ikke de fulgte dydens lige vej. Jeg synes stadig, det er en lidt voldsom måde at lære børn om livet. Ud over at den er temmelig ubehagelig, dømmende  og racistisk. 

Det var lidt mærkeligt at stå der og se en tidsperiode hyldet - hvis det er det den bliver. Og samtidig tænke tilbage på en børnebog, jeg har læst, men aldrig har brudt mig om. Mest været lidt skræmt over.